Hvor mange chancer gi’r du TV 2 Radio?
Jeg havde sådan håbet, at TV 2 Radio ville lykkes. Som gammel radiomand kunne jeg godt unde mediet en succes. Jeg synes radio er et fantastisk medie. F.eks. fordobler radio din tid, fordi det indbyder til multitasking. Man kan køre bil, gå, løbe, spise, surfe (også med bræt og sejl), elske eller se tv, mens man lytter til radio. Man kan blive rasende på den dumme lytter, der er igennem eller forelske sig i studieværtens stemme. Man kan blive en anelse klogere. Eller høre den dummeste popsang. Mens man ved, at der er X antal tusinde lyttere, der lytter til det samme, samtidigt.
Patrick Damsted, der er tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning med speciale i medier og reklame, fik dog for nyligt nok og skrev en vred klumme om kommerciel radio i Danmark hos Mediawatch.
Og nu er den død i Danmark. Den kommercielle radio. DR har sejret ad helvede til – og med god grund. For på trods af statsradiofoniens betonkonstruktion, så har de forstået, hvad radio handler om. Radio handler om sjæl. Lytterens sjæl. [Patrick Damsted på Mediawatch]
TV 2 Radio har prøvet at finde en forhastet sjæl. Det er dog gået forbandet hurtigt med skiftene siden starten den 1. februar i år. Faktisk så hurtigt, at det minder om panik. Her en listen over de 4 morgenshows, der har fået chancen:
1. februar 2007: Mathias Buch og Camilla Miehe-Renard
10. april 2007: Timm Vladimir og Lisbeth Østergaard
2. juli 2007: Morten Mauritson og Mikkel Herforth
30. juli 2007: Søren Rosenørn, Lars Hjortshøj og Gitte Madsen
Ingen af dem har været så længe i luften, at det har været muligt at lære dem at kende og knytte et bånd til dem. Hvis der er een ting, der er sikker omkring radio er det, at det tager tid at opbygge lyttervaner. Og seriøst: Hvor mange chancer forventer TV 2 Radio at lytterne giver dem?
Jeg tænker ofte, at jeg er for farvet til at analysere radio. Så jeg spurgte retoriker og kommunikationskonsulent, Ditte Maria Bergstrøm, hvordan hun ville karakterisere kommerciel radio. Svaret kom prompte:
Nogle mennesker, der bliver halvkendte og selv synes de er fede. De er platte og ikke sjove, men er superinterne i deres (dårlige) dialoger med ringe emner og platte pointer [...] og så har de alle været på det samme stemmekursus [...] og der er aldrig noget musik, der udfordrer.
Musikproblemet er Patrick Damsted enig i:
Helt basalt handler det om to sjælelige tilstande eller ønsketilstande, som lytterne søger. Opladning: Når de vil slappe af og lukke sig ude fra verden og være sikker på at få deres egen slags musik så tager deres iPod. Oplevelse: Når de vil opleve noget nyt og høre ny musik så tænder de radioen. Såre simpelt. Men bare ikke en mulighed i Danmark, hvor alle kommercielle stationer står på tæerne af hinanden for at levere opladning til lyttere der ønsker oplevelse. [Patrick Damsted på Mediawatch]
Patrick Damsted har ret et langt stykke hen ad vejen. Men radio er på vej ud, også når det kommer til oplevelse. Tilbuddene andre steder fra er for store, veludformede og effektive til at overse. Når jeg finder ny musik er det gennem venners anbefalinger. Eller via Last.fm, der laver din egen lille radiostation, der efter ganske få dages bekendtskab kender din musiksmag. Eller via Amazons og iTunes’ anbefalinger. Radioen er bestemt ikke det første sted jeg går hen for at finde ny musik. For hvordan finder de kommercielle radioer ud af, hvilken musik de skal spille?
Og I har lavet rotationer, baseret på auditorietests, hvor hundreder af mennesker har lyttet til få sekunder af masser af sange timevis i træk. Givet deres personlige værdiansættelse og sammen skabt et såkaldt ”format” med nogle få hundrede sange, der kunne spilles igen og igen – angiveligt for at opnå så høj og vedvarende kvalitet i musikken som muligt. [Patrick Damsted på Mediawatch]
Sådan en test kaldes også for en CLT, Central Location Test. Problemet med den er, at man vælger og vurderer anderledes end man ville gøre derhjemme i vante omgivelser, hvor man udsættes for hele produktet og ikke blot en smagsprøve. Faktisk var det i sådan en CLT, at Pepsi vandt deres Pepsi Challenge over Coca Cola. Pepsi Challenge betød ultimativt at Coca Cola udviklede New Coke. Den slog Pepsi overbevisende i en CLT og blev internt i Coca Cola betegnet som det sikreste træk virksomheden nogensinde havde lavet. Men hvad skete der? Den floppede katastrofalt og blev fjernet fra markedet. Pointen er at en smagsprøve og en hel flaske cola er 2 meget forskellige størrelser.
If you only test in a sip test, consumers will like the sweeter product. But when they have to drink a whole bottle or can, that sweetness can get really overpowering or cloying [citat: Carol Dollard, Pepsi New Product Development - fra Malcolm Gladwells bog Blink]
Kommerciel radios fremtid? De bliver nødt til at lære at tale til og med mig. Ikke med endeløs sloganradio, men ved at lave vedkommende udsendelser. Udsendelser, der rører, lærer og udvikler.
… hvor længe gider du være i selskab med en person som kun vil sælge dig Tupperware? [...] Alt er designet til at øge lytningen af reklamerne – og ikke programmerne. [Patrick Damsted på Mediawatch]
Indtil da kan vi måske bruge dem til at falde i søvn til:
Listening to music caused physical changes that aided restful sleep, including a lower heart and respiratory rate, the researchers found [fra BBC]
Og så skal der i øvrigt mere end et nyt slogan og en endnu mere forudsigelig musikprofil til, for at gøre TV 2 Radio til en succes. Gab!
Relateret:
Læs også: Radioen, de kaldte tv.
Ingen relaterede indlæg.







Kommentarer
Mads | 19.08.2007
Nu er jeg jo farvet i og med, jeg selv var ansvarlig for websitet til TV 2 Radio, før jeg sprang ud som selvstændig. Så jeg vil da gerne give det en chance for venerationens skyld.
Når det er sagt, er det oplagt, at der bør ske markante ændringer for at slå radioens position…undskyld…overhovedet skabe en position for radioen. Det er svært at flytte noget, når man bare er mere af det samme, man allerede kan få alle mulige andre steder. Og det er TV 2 Radio’s store udfordring, som jeg ser det: På grund af navnet, skal man være folkelig, og derfor er man afskåret fra at lave banebrydende ny radio, som ellers er den eneste chance for virkelig at give DR kamp til stregen. Det er en catch 22, eller som vi siger her i landbrugslandet: Det er historien om hønen og ægget om igen.
Jeg har et par idéer til, hvad man kunne gøre, men de egner sig vist bedst til en bilatterial sludder udenfor nettet…
KommunikationsCast » KommunikationsCast # 21 | 20.08.2007
[...] Links relateret til podcastet: -> Læs om Skypes nedbrud. Dorte Toft brokker sig over deres manglende kommunikation. Se screendump af Skypes krisehåndtering. -> Ugens TV-reklame: Microsofts Bring the love back. -> Patrick Damsteds klumme om kommerciel radio i Danmark. Mikkel skriver mere om radio her. -> Sprites nye outdoor-kampagne. Katrine er på vej ud for at tage billeder. [...]
Mikkel Westerkam | 21.08.2007
Tak for kommentaren, Mads. Jeg faldt over “de 4 morgenshows på et halvt år” og tænkte, at det er problematisk, at råbe ulven kommer så mange gange. De fleste andre produkter ville blive afskrevet som useriøse, hvis de blev ændret hveranden måned. I den artikel jeg linker til siger Kronborg endvidere: ‘Hvis ikke vi kan se en stigning i lyttertallet inden jul, bliver vi nødt til at lave morgenfladen om igen’. Det er næsten det samme som at sige, at det vil blive lavet om. For det er usandsynligt, at de kommer bare i nærheden af de 15% i år (og næste år og næste år igen).
Måske kan vi tale (kommerciel) radio mere generelt? TV 2 Radio er jo ikke den eneste radio, der står med et problem ift. at skabe sig en plads på markedet. Alle slås om de samme lyttere med stort set samme programudbud. Du skriver at folkelig og banebrydende ikke er forenelige størrelser. Når jeg tænder for radioen og scanner fm-båndet er der ingen der slås om at være folkelige. Måske kan man netop være banebrydende på det danske marked ved at være folkelig.
PeterM75 | 23.09.2007
Luk nu tv2 radio…
Der er nok gode radiokanaler i forvejen.
Brug hellere pengene på noget godt tv. Evt nogle nye gode programmer.
Jens Ulrik | 27.09.2007
Har ikke så meget at tilføje, udover at jeg i bunken af podcasts i dag nåede frem til seneste “Mennesker og Medier” fra i fredags hvor Jens Rohde er gæst hos Lasse Jensen.
Jeg bor muligvis i en TV2 radio-fri bobbel, men TV2 Radio skulle efter Jens’ udsagn være i gang med at genopfinde sig selv – dette skulle være stationens sidste chance. Og idet jeg ikke selv har fundet nye argumenter for at lytte til TV2 radio (endsige bemærket den indre genopstandelse) – jeg har simpelthen ikke kunnet høre det nye – er TV2 radio ude af min opmærksomhedssfære.
Det er ret ærgeligt at høre hvor uambitiøs Jens Rohde er, på vegne af sine lyttere. Men i lys af dette interview, er jeg faktisk ikke overrasket over desparationen, der afspejles i den hidsige udskiftning på morgenfladen.
Jens Ulrik | 27.09.2007
Udsendelsen ligger her: http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/2007/09/21110901.htm
Mikkel Westerkam | 28.09.2007
Ja, jeg hørte ham godt i “Mennesker og Medier”. Jeg bed mærke i, at hans tidligere mål om at have 15% i 21-50 ved årets udgang, var blevet til et noget mere talløst mål. Jeg tror, at det meste af Danmark pt. er sammen med dig i den TV 2 Radio-fri boble, at dømme ud fra lyttertallene.
Det nye består i (sådan frit fra hukommelse og opfattelse), at der er det nye morgenshow med Lars Hjortshøj. Enkelte andre værter har rokeret lidt og mindst et specialprogram har fået kniven. Der er kommet nyt slogan: “Der hvor du er” og nye jingler, der er mere stramt produceret (min vurdering). Det vigtigste er dog, at musikrotationen er skåret ned fra 3000 sange til 1000 (?). Tallene er et gæt. Det er dog stadig langt over, hvad andre kommercielle radioer har i rotation. Jeg talte med Radio 100 FMs direktør, Jim Receveur, forleden, der fortalte at de kun har ca. 350 sange i rotation.
Kommerciel radio i Danmark at mashup | 12.10.2007
[...] For et par måneder siden spurgte jeg: Hvor mange chancer gi’r du TV 2 Radio? Til nytår må du lige give dem endnu en, fordi Lars Hjortshøj, der netop er startet, stopper. Det samme gør hans kone, Tina Bilsbo, der også er vært på TV 2 Radio. Selvfølgelig er det altid ærgerligt at sige farvel til gode medarbejdere, men TV 2 Radio er i dag i sit format og koncept så stabilt og velfungerende, at det ikke betyder yderligere ændringer. Såvel ‘Alletiders Morgen’ som resten af fladen fortsætter i den veldefinerede form, vi lancerede 3. september”, siger Jens Rohde [fra radionyt.com] [...]
Interview i Information at mashup | 01.05.2008
[...] Jeg blev interviewet til Information forleden i forbindelse med TV 2 Radios lukning. Der har dog indsneget sig en lille fejl i artiklen. Jeg taler om at TV 2 Radio har ændret deres morgenradio adskillige gange, som jeg også tidligere har blogget om her, men i artiklen står der formiddagsfladen. [...]
Skriv din kommentar
*Din e-mail-adresse bliver ikke vist ved kommentaren