Hvor mange chancer gi’r du TV 2 Radio?

Jeg havde sådan håbet, at TV 2 Radio ville lykkes. Som gammel radiomand kunne jeg godt unde mediet en succes. Jeg synes radio er et fantastisk medie. F.eks. fordobler radio din tid, fordi det indbyder til multitasking. Man kan køre bil, gå, løbe, spise, surfe (også med bræt og sejl), elske eller se tv, mens man lytter til radio. Man kan blive rasende på den dumme lytter, der er igennem eller forelske sig i studieværtens stemme. Man kan blive en anelse klogere. Eller høre den dummeste popsang. Mens man ved, at der er X antal tusinde lyttere, der lytter til det samme, samtidigt.

Patrick Damsted, der er tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning med speciale i medier og reklame, fik dog for nyligt nok og skrev en vred klumme om kommerciel radio i Danmark hos Mediawatch.

Og nu er den død i Danmark. Den kommercielle radio. DR har sejret ad helvede til – og med god grund. For på trods af statsradiofoniens betonkonstruktion, så har de forstået, hvad radio handler om. Radio handler om sjæl. Lytterens sjæl. [Patrick Damsted på Mediawatch]

TV 2 Radio har prøvet at finde en forhastet sjæl. Det er dog gået forbandet hurtigt med skiftene siden starten den 1. februar i år. Faktisk så hurtigt, at det minder om panik. Her en listen over de 4 morgenshows, der har fået chancen:

1. februar 2007: Mathias Buch og Camilla Miehe-Renard
10. april 2007: Timm Vladimir og Lisbeth Østergaard
2. juli 2007: Morten Mauritson og Mikkel Herforth
30. juli 2007: Søren Rosenørn, Lars Hjortshøj og Gitte Madsen

Ingen af dem har været så længe i luften, at det har været muligt at lære dem at kende og knytte et bånd til dem. Hvis der er een ting, der er sikker omkring radio er det, at det tager tid at opbygge lyttervaner. Og seriøst: Hvor mange chancer forventer TV 2 Radio at lytterne giver dem?

Jeg tænker ofte, at jeg er for farvet til at analysere radio. Så jeg spurgte retoriker og kommunikationskonsulent, Ditte Maria Bergstrøm, hvordan hun ville karakterisere kommerciel radio. Svaret kom prompte:

Nogle mennesker, der bliver halvkendte og selv synes de er fede. De er platte og ikke sjove, men er superinterne i deres (dårlige) dialoger med ringe emner og platte pointer [...] og så har de alle været på det samme stemmekursus [...] og der er aldrig noget musik, der udfordrer.

Musikproblemet er Patrick Damsted enig i:

Helt basalt handler det om to sjælelige tilstande eller ønsketilstande, som lytterne søger. Opladning: Når de vil slappe af og lukke sig ude fra verden og være sikker på at få deres egen slags musik så tager deres iPod. Oplevelse: Når de vil opleve noget nyt og høre ny musik så tænder de radioen. Såre simpelt. Men bare ikke en mulighed i Danmark, hvor alle kommercielle stationer står på tæerne af hinanden for at levere opladning til lyttere der ønsker oplevelse. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Patrick Damsted har ret et langt stykke hen ad vejen. Men radio er på vej ud, også når det kommer til oplevelse. Tilbuddene andre steder fra er for store, veludformede og effektive til at overse. Når jeg finder ny musik er det gennem venners anbefalinger. Eller via Last.fm, der laver din egen lille radiostation, der efter ganske få dages bekendtskab kender din musiksmag. Eller via Amazons og iTunes’ anbefalinger. Radioen er bestemt ikke det første sted jeg går hen for at finde ny musik. For hvordan finder de kommercielle radioer ud af, hvilken musik de skal spille?

Og I har lavet rotationer, baseret på auditorietests, hvor hundreder af mennesker har lyttet til få sekunder af masser af sange timevis i træk. Givet deres personlige værdiansættelse og sammen skabt et såkaldt ”format” med nogle få hundrede sange, der kunne spilles igen og igen – angiveligt for at opnå så høj og vedvarende kvalitet i musikken som muligt. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Sådan en test kaldes også for en CLT, Central Location Test. Problemet med den er, at man vælger og vurderer anderledes end man ville gøre derhjemme i vante omgivelser, hvor man udsættes for hele produktet og ikke blot en smagsprøve. Faktisk var det i sådan en CLT, at Pepsi vandt deres Pepsi Challenge over Coca Cola. Pepsi Challenge betød ultimativt at Coca Cola udviklede New Coke. Den slog Pepsi overbevisende i en CLT og blev internt i Coca Cola betegnet som det sikreste træk virksomheden nogensinde havde lavet. Men hvad skete der? Den floppede katastrofalt og blev fjernet fra markedet. Pointen er at en smagsprøve og en hel flaske cola er 2 meget forskellige størrelser.

If you only test in a sip test, consumers will like the sweeter product. But when they have to drink a whole bottle or can, that sweetness can get really overpowering or cloying [citat: Carol Dollard, Pepsi New Product Development - fra Malcolm Gladwells bog Blink]

Kommerciel radios fremtid? De bliver nødt til at lære at tale til og med mig. Ikke med endeløs sloganradio, men ved at lave vedkommende udsendelser. Udsendelser, der rører, lærer og udvikler.

… hvor længe gider du være i selskab med en person som kun vil sælge dig Tupperware? [...] Alt er designet til at øge lytningen af reklamerne – og ikke programmerne. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Indtil da kan vi måske bruge dem til at falde i søvn til:

Listening to music caused physical changes that aided restful sleep, including a lower heart and respiratory rate, the researchers found [fra BBC]

Og så skal der i øvrigt mere end et nyt slogan og en endnu mere forudsigelig musikprofil til, for at gøre TV 2 Radio til en succes. Gab!

Relateret:
Læs også: Radioen, de kaldte tv.

Ingen relaterede indlæg.

Tags: amazon, blink, clt, coca-cola, dr, itunes, last.fm, mediawatch, medie, mening, musik, new-coke, patrick-damsted, pepsi-cola, tanker, tv2-radio