Hold kæft, hvor er hun blevet god*
Tillad mig at trutte eget horn og gøre lidt reklame. Det er samtidig forklaringen på manglende aktivitet her på sitet. Min blogtid er ganske enkelt blevet konverteret til podcast-tid. Sammen med Katrine Emme Thielke, Martin Sønderlev Christensen, Peter Andreas og Patrick Damsted laver jeg nemlig et ugentlig podcast om kommunikation.
Vi har ganske snart 1-års jubilæum og kan fejre det med at kigge tilbage på et podcast, der har udviklet sig fra at være 2 mennesker, der snakker om kommunikation fra hoften til at være et mere eller mindre fullblown radioprogram med de restriktioner som dét format giver (i forhold til planlægning, interview-aftaler, redigering), men også med et større potentiale end før. Samtidig har emneområdet grebet lidt om sig og vi kan vist godt tilføje et ‘- et podcast om kommunikation, reklame og medier’ som tagline til titlen.
I den sidste måneds tid har vi lavet podcasts om så forskellige ting som at spare el, piratkopiering, internet-tv og radio-lytterundersøgelser. I går blev ugens podcast færdigt. Det handler om Politikens blogunivers, der p.t. adskiller sig ved kun at være skrevet af Politiken-ansatte (ofte freelance-) skribenter fra næsten alle tænkelige interesse-områder. Vi fik talt med Politikens blogredaktør Kim Elmose, der mere fungerer som mentor end som traditionel redaktør og med Politikens Kosmopolit-blogger Ida Jeng, der indtil videre har stillet sin private blog i bero, for at hellige sig Politikens blog-univers, hvor hun ikke er bange for at tage kontroversielle og tabubelagte emner op. Og lige inden deadline fik vi også fat i Line Pedersen, der har firmaet Ordkløveren, der rådgiver virksomheder og organisationer om sprogbrug. Hun var sidste år – for en kort bemærkning – sprogblogger på Politiken.dk, men måtte kaste håndklædet i ringen efter kort tid. Hør de 3 interessante mennesker, der har solide meninger om blogging, i denne uges KommunikationsCast.
Jeg er stadig overrasket over, hvor relativt nemt det har været at få folk i tale, til trods for at vi kommer fra et meget småt medie, der ofte kræver en forklaring for at kunne placeres. En enkelt ting stikker dog ud: Entusiaster, organisationer og iværksættere er langt gladere for at tale om deres produkter end kommercielle virksomheder, der langt hellere vil købe tv-tid end at ringe tilbage, når der skal kommunikeres.
* Ofte sagt om Katrine. Jeg plejer at svare: Hun bli’r også snart skiftet ud.
Ingen relaterede indlæg.

Kommentarer
KommunikationsCast fylder 1 år at mashup | 31.03.2008
[...] Min Kcast-partner har næsten sagt det, der skal siges. Jeg har også selv skrevet lidt om det for nylig. [...]
Skriv din kommentar
*Din e-mail-adresse bliver ikke vist ved kommentaren