KommunikationsCast i de andre medier

Vores ugentlige podcast, KommunikationsCast, holder sommerferie på skolebænken. Vi har produceret 5 podcasts i serien Kommunikationsskolen.

De sætter fokus på 5 områder inden for kommunikation, reklame og medier. Det første er online nu og handler om hvordan man laver en kampagne. I de 5 podcasts får vi selvfølgelig kvalificeret bistand fra vores trofaste ekspertpanel bestående af Peter Andreas, Martin Sønderlev Christensen og Patrick Damsted.

Vi har også netop (for første gang) været kilde til en nyhedshistorie. Det drejer sig om Telias lancering af iPhone i Danmark samt det omdiskuterede abonnement. Det startede med at Dorte Toft citerede fra KommunikationsCast # 67 på sin fremragende blog Bizzen – IT & Business. Her faldt både Lars K. Jensen og Newz.dk over den – og Macnyt.dk samlede også historien op. Og i dag endte den så hos Ekstra Bladet, hvilket vi jo er meget glade for.

Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over nogle af de store nyhedsmediers ageren på nettet. Det virker som om at de helst vil være i fred og blot have et eget lille indadvendt fristed for deres nyheder. Fred med det. Men taget i betragtning at de skal leve af omverdenen i en tid, hvor nyheder ikke er en sjælden ressource og hvor kunder ikke står i kø for at købe deres produkt, så virker det nu mærkeligt. Hvor de øvrige medier og blogs jeg omtalte tidligere alle formår at placere både sig selv og kilden i en internetmæssig brugbar kontekst ved at linke til relevante oplysninger andre steder, så undgår Ekstra Bladet det helt. Hvorfor linker de ikke til det omtalte Telia-abonnement, til Apples detaljerede iPhone-site og til vores podcast, hvis nu Ekstra Bladets brugere skulle have lyst til at høre Telias pressechef Rune Fick Hansen fortælle hele historien selv?

Hvorfor gør de det ikke nemt at udforske nyhederne? Hvorfor positionerer de sig ikke som sitet hvor man starter sin nyhedslæsning? Sitet der åbner, ikke lukker. Brugerne er jo alligevel ikke dummere end at de kan google sig frem til informationen. Hvorfor ikke hjælpe dem og blive husket for at være den fede link-leverandør? Internettet hænger sammen med links og er voldsomt kedeligt uden.

Ingen relaterede indlæg.



Tags: , , , , , , , , , , , , , , , ,

Kommentarer


Lars K Jensen | 15.07.2008

Hej Mikkel

Først og fremmest: Tak for linket til min blog :-)

Nu arbejder jeg selv på ekstrabladet.dk (som redaktionel projektleder), så jeg vil prøve at svare på spørgsmålet – uden at træde nogle over tæerne.

Formentlig fremgår det af indlægget på min egen blog, at jeg er pro-links. Derfor ærgrer det mig også, når vi på ekstrabladet.dk får lagt historier på uden links til de relevante kilder.

Der er, sad to say, stadig nogle (here’s the tricky part), der ser skidt på at linke til andre sites end mediets egne. Sådan tror jeg også det er på ekstrabladet.dk. Men dels tror jeg også det skyldes, at folk ikke tænker over det. Altså, at man lige skal huske at linke.

Nu skal jeg jo ikke spille hellig, for jeg så jo selv artiklen (og glædede mig over, at I var nævnt), men jeg burde jo have studset over, der ikke var et link til jer.

Det kan være fordi, det er en avis-artikel, der er lagt på nettet (det får jeg at vide i min øresnegl, at det er), at den er smuttet, men der skulle jeg have været mere vaks ved havelågen.

Men jeg går ind i artiklen og kaster et link jeres vej med det samme :-)

Og hvis du, eller andre, der læser denne kommentar, finder artikler på ekstrabladet.dk, hvor I synes der mangler et relevant eksternt link, så er min mail-adresse lkj@eb.dk.

Bedste hilsner,
Lars K Jensen

Mikkel Westerkam | 15.07.2008

Hej Lars

Tak for din åbenhed. Og tro mig: vi er mindst lige så glade for at blive nævnt! :)

Jeg tror du har ret i dine 2 antagelser om hvorfor det er sådan. Og ret skal også være ret: det er en generel (dansk?) “avis-ting”. Nu blev Ekstra Bladet bare eksemplet. Jeg er overbevist om at brugeren/læseren/kunden der har lyst til at finde os nok skal lykkes med det, så den del er jeg ikke så bekymret for. Men man kan gøre det let eller svært.

Ekstrabladet.dk er Danmarks 5. største site med ca. 1.2 mill. brugere, der besøger sitet ca. 23 mill. gange i løbet af en måned (maj 2008 iflg. fdim.dk). Så det er jo bestemt ikke fordi I klarer jer dårligt. Men sitet har bare meget mere værdi med relevante links. Det vil formentlig også sikre ekstrabladet.dk bedre resultat-placering i Google-søgninger og dermed endnu mere trafik. Verdensherredømme om hjørnet!

Tak for linket – jeg har også lagt et link til artiklen fra kommentarsporet på KommunikationsCast.

Mikkel

Lars K Jensen | 15.07.2008

Vi er meget enige, Mikkel.

Et af mine forbilleder på det område er BBC, som jeg synes er gode til at linke til det relevante indhold.

Om det er en dansk eller mere generel tendens, skal jeg ikke kunne sige, men antagelsen med, at antallet af eksterne links på de danske mediesites er bemærkelsesværdigt lav, har du helt ret i.

// Lars

Mikkel Westerkam | 16.07.2008

Du har ret – det er selvfølgelig mediesites.

BBC er rigtig gode – og de har også den visuelle fordel at de ikke skal leve af reklamer.

Min favorit er New York Times, der løfter brugeren over i Topic-afdelingen, hvis der trykkes på et link i artiklen. Trykker jeg på ordet iPhone i en artikel ender jeg her og er helt glad.

Journalisters subjektive selvopfattelse ødelægger deres fremtid « Patrick Damsted | 20.07.2008

[...] Og fuldstændig som først musikindustrien og senere filmindustrien -og snart resten af os må erkende betyder det forandringer, hvis man vil være relevant. For nylig blev podcastet Kommunikationscast citeret af Ekstra Bladet, men først da redaktionen bag podcastet selv skrev om citatet blev det ændret til at fungere i den online tilstand, som resten af verden fungerer i. Ekstra Bladet strammede sig op og indlagde et tekstlink (ja, så banalt var det desværre) i artiklen. [...]

Mikkel Westerkam | 16.09.2008

Lige et link til statistik, der viser, at det ikke lader til at skade, hvis man linker ud i verden.

[Via Dorte Toft]


Skriv din kommentar


Navn:

E-mail*

Website:

Kommentar:



*Din e-mail-adresse bliver ikke vist ved kommentaren