Arkiv for kategorien "kommunikation"


Foreløbigt farvel til KommunikationsCast

Det er blevet til 169 podcasts om kommunikation. 706 kommentarer, 450 ratings, 1055 tags (okay, ikke noget at være stolt af) og et utal af interviews. Siden d. 1. april 2007 har KommunikationsCast haft gennemsnitligt 2 interviews per program og en gennemsnitlig programlængde på 45 minutter.

Det er i omegnen af 7000 minutters podcasting.

Vi har talt med kendisser og niche-celebrities, nørder og direktører, og kommunikationsfolk på alle trin af rangstigen. Vi har talt om kampagner, nye og gamle medier, om alt indhold der bare tilnærmelsesvis lugter af kommunikation – og vi har haft en stor kærlighed til det digitale og sociale.

Vi startede med 50 lyttere og slutter nu omkring de 700 per podcast.

KommunikationsCast går på orlov på ubestemt tid. Det har været det fedste con amore-projekt, den bedste personlige uddannelse i kommunikation og en fantastisk lektion i at være et nichemedie. Mange af vores lyttere har overgået al forventning med deres engagement. Bare det at vi havde lyttere vi ikke kendte personligt, overgik vores forventning.

Vi vil – hvis vi falder over noget godt – stadig publicere det på kommunikationscast.com individuelt, men det ugentlige podcast er sat på standby på ubestemt tid. Vi er ikke helt klar til at give slip på KommunikationsCast. Men vi ved på den anden side heller ikke hvad fremtiden bringer.

Mikkel er per 1. juli tiltrådt som programchef på The Voice TV og Radio, og har derfor mere end et fuldtidsjob at tage sig af. Katrine er tilbage efter barsel på Advice som senior rådgiver, og selvom man godt kan have ego-projekter ved siden af job & barn, så er tiden alligevel knap. Men det vigtigste argument er nok, at vi er ved at løbe lidt tør for emner og energi.

Vi vil gerne takke dem, der har været med de sidste 3 år og 3 måneder; vores eksperter Martin Sønderlev, Peter Andreas og Patrick Damsted, vores udsendte i NY Ida Jeng, alle de mennesker, der har brugt deres tid på at blive interviewet af os, lyttere og kommentatorer, vores illustrator Malene Hald, vores Wordpress-mand Søren Hugger Møller og alle vennerne af huset, der har hjulpet med interview-kontakter, gratis adgang til konferencer og andet godt, der gør livet værd at leve i nichemedie-land.

Tak – og forhåbentligt på genhør.

Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam



United Breaks Guitars

unitedbreaksguitars

Da United Airlines ødelagde Dave Carrolls guitar og ikke ville betale erstatning, lovede han at skrive 3 sange om sagen, lave videoer til sangene og lægge dem på nettet. Den første er klar.

In the spring of 2008, Sons of Maxwell were traveling to Nebraska for a one-week tour and my Taylor guitar was witnessed being thrown by United Airlines baggage handlers in Chicago. I discovered later that the $3500 guitar was severely damaged.

[...]

However I realized then that as a songwriter and traveling musician I wasn’t without options. In my final reply to Ms. Irlweg I told her that I would be writing three songs about United Airlines and my experience in the whole matter. I would then make videos for these songs and offer them for free download online, inviting viewers to vote on their favourite United song. My goal: to get one million hits in one year. #

Efter 2 dage online er den første video vist 137.000 gange. Se den her:



Kim Vadskær i Kcast # 108

Photo: Kim Vadskær

Foto: Kim Vadskær

På søndag i KommunikationsCast taler vi med Kim Vadskær om hans arbejde som fotograf og hvad der giver de gode billeder.

Kim tager primært billeder af mennesker. Han tog også et par billeder af os i forbindelse med interviewet til KommunikationsCast.

Vi taler med Kim om, hvordan man får de gode billeder, hvad udstyret betyder og hvordan processen er, når han arbejder for en kunde.

Du kan se et par af Kims billeder på hans fotosite, samt få en lille forsmag på søndagens Kcast lige her.

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

På søndag er det i øvrigt Kcast # 108. Når man har lavet så mange, kan man godt glemme, hvor gammel man egentlig er. Så vi overså lige vores 2 års fødselsdag den 1. april.



Twestival + charity: water

twestival

Den 12. februar 2009 var jeg til Twestival i København. En indsamlingsaften til fordel for charity: water, camoufleret som en hyggeaften for twittere.

Twestival fik på verdensplan samlet mere end $250.000 ind til rent vand og i dag – præcis 2 måneder efter indsamlingen – kom videooptagelserne fra den første Twestival-brøndboring i Mai Nibri i Etiopien.

One billion people on the planet don’t have access to clean drinking water. That’s one in six of us. charity: water is a non-profit organization bringing clean and safe drinking water to people in developing nations. 100% of public donations directly fund water projects. #

Lidt mere baggrund: Katrine og jeg mødte de danske arrangører, Mark Jensen og Kristoffer Solberg, i februar og talte med dem om Twitter og Twestival til KommunikationsCast # 100.



Toshiba Timesculpture

Toshiba har udviklet en ny produktlinie, der gør det muligt at opskalere tv- og dvd-billeder til noget der ligner high definition. Grey London har lavet den fantastiske reklame.

Jeg har en idé om, at hvis man anerkender dem, der gør sig umage, vil andre måske gøre sig lige så megen umage.

Når man vil derud, hvor ingen har været før, er der ingen genveje. Heller ikke til at sælge idéen til kunden. Der er ingen cases. Der er ingen sikkerhed. Hugo Feiler, der er Managing Partner hos Grey London, havde dette salgspitch til Toshiba:

You’re just gonna have to trust me. It’s gonna be amazing

Vi kan alle huske specialeffekterne fra Matrix. Scenen fryser og kameraet (kameraerne) drejer om en kampscene i en 90 graders vinkel. Det kaldes bullet time. Den nye teknik hedder timesculpture. Her er der kameraer i 360 grader.

I Toshiba-reklamen er der brugt 200 Toshiba Gigashot-kameraer (hvilket er en rekord), der sidder monteret på en rig, der er 14 meter i diameter og 180 cm høj. Der blev i alt skudt 20TB materiale og reklamen har kostet £3 millioner.

Læs mere om reklamen hos Toshiba. I skrivende stund har den fået 288.000 visninger på YouTube på blot 5 dage. Musikken er lavet af Crystal Castles. Nummeret hedder Air War.



Kcast i Markedsføring

KommunikationsCast modtog Markedsførings stafet med spørgsmålet: Hvorfor dog bruge tid på at sende gratis radio via nettet til 400 lyttere?

Det er et godt spørgsmål. Det blev stillet af Markedsførings redaktionschef Christian W. Larsen, der bragte det videre fra Patrick Damsted, som havde stafetten før Katrine og jeg.

Jeg har speaket på tv, mens over 1 mio. mennesker har lyttet. Jeg har lavet radiokonkurrencer, hvor langt flere end 400 mennesker ringede forgæves. Så tallet 400 kan virke som en fiasko. Jeg betragter det dog langt fra som det.

Faktisk er podcastet KommunikationsCast noget af det sjoveste og mest givende jeg har lavet, når det kommer til medier. For nylig var jeg på besøg på Journalisthøjskolen, hvor jeg fortalte et hold journaliststuderende om podcasting. Jeg rundede af med at fortælle, hvad jeg får ud af at podcaste:

Faglig viden: Det er jo fantastisk, at kunne ringe til YouSee og spørge om, hvordan de kom på med netop dét navn. At kunne ringe til Telia og spørge, hvordan de håndterer iPhone-kritikken og komme hjem med et scoop, der bliver samlet op af andre medier. At kunne tage en tur ud i DR Byen og sætte sig ind i DR1’s speakboks og lave interview med stemmen, vi hører i tv hver aften.

Dialog: Den åbenlyse og direkte dialog med de kommunikations-, reklame- og mediefolk vi interviewer og naturligvis dialogen med vores lyttere, der kommenterer, gør os klogere, roser og brokker.

Del af en demokratiseringsproces: For under 100 kr. om året kan man købe sig et navn på nettet. For mindre end en 10′er om måneden kan man købe et lille hjørne, som man kan fylde med indhold. På lige fod med de største medievirksomheder. Det er sgu demokrati.

Metaviden om nettet: På godt og ondt lærer jeg langsomt en hel masse om nettet. Både når det kommer til lyd på nettet, blogværktøjer og søgemaskine-optimering.

Netværk: Podcastet fungerer som et visitkort for mig, har jeg fundet ud af. Endnu en lille flig, der – sammen med resten af søgeresultaterne på mit navn – giver et billede af mig. Podcastet sætter mig i forbindelse med en masse forskellige mennesker, jeg ikke ellers ville have fået kontakt med.

Læs interviewet med Katrine og jeg selv i Markedsføring, så længe den aktuelle e-avis er tilgængelig. Det er på side 32.

For eksemplets skyld prøvede jeg lige at optage et par sekunder af Kcast i en spand:

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.



Direkte tv-reklame på Channel 4

Torsdag aften havde Honda købt 3 minutter og 20 sekunders reklametid på Channel 4 i bedste sendetid.

De brugte det til at sende direkte faldskærmsudspring fra luften over Madrid, for at markere startskuddet for deres nye reklamekampagne med tag-linien: Difficult is worth doing.

Kampagnen er udviklet af 4creative og Channel 4’s strategiske salgsafdeling for Honda i et forsøg på at bryde rammerne – eller opfattelsen af rammerne – for tv-annoncering.

Se reklamen her.



Krisehåndtering

Det er altid interessant at observere krisehåndtering og generel kommunikation i forbindelse med uheld, fejl og mangler.

Der er de store historier, der rammer avisernes forsider; f.eks. Jeppe Kofod-sagen, der blev håndteret med pinlig åbenhed og som måske endda derfor ender med at styrke ham politisk. I hvert fald ved vi alle nu, hvem han er.

I den anden grøft er der IBM, der mister pusten og overblikket og måske en core router og dermed sætter virksomheder som Arla, A. P. Møller-Mærsk, Danske Bank, Carlsberg, DSV, Københavns Kommune, ATP og hospitaler i Region Hovedstaden delvist ud af drift. Den danske IBM-ledelse får mundkurv på og lader både presse og kunder søge forgæves efter svar, hvilket fører til endeløse gætterier og til at historien holdes i live. Og når så de utilfredse kunder og pressen finder sammen giver det ekstra guf, som f.eks. når Carlsbergs it-chef, Lars Krejberg siger:

at han ikke vil drage konklusioner mens han står midt i situationen, men at det ikke på nogen måde er noget, der har forbedret hans tilfredheds med IBM. [fra]

Ikke engang en pressemeddelelse om uheldet kan man finde på IBM’s site. Der er dog et lille smil at hente i IBM’s seneste pressemeddelelse, der handler om, at Danmark efter 4 år på toppen som verdens bedste it-land i år er røget ned på en 5.-plads.

I mindre målestok er der historien om amerikanske DreamHost, der hoster vores ugentlige podcast på KommunikationsCast.com. Ved en fejl kom de til at fakturere lidt for langt ud i fremtiden, men opdagede hurtigt fejlen og indrømmede, undskyldte og korrigerede.

Hi Mikkel!

Ack. Through a COMPLETE bumbling on our part, we’ve accidentally attempted to charge you for the ENTIRE year of 2008 (and probably 2009!) ALREADY (it was all due to a fat finger)! We’re really really realllly embarassed about this [...] Thank you very very much for your patience with this.. we PROMISE this won’t happen again. [...]

Sincerely,
The Foolish DreamHost Billing Team!

Bonus: I dag har jeg netop klaget over 3 sange købt hos iTunes. Alle var fejlbehæftede. Så nu har jeg omhyggeligt udfyldt en online klage-formular med fejlbeskrivelser og tidskoder for hver sang og fejl. Jeg har fået 3 auto-genererede mails og er blevet lovet personligt svar inden for 24 timer. Fortsættelse følger.



Public service

I denne uges KommunikationsCast taler vi med Radiofonisk Selskab, der er startet af en gruppe tidligere DR-medarbejdere for at holde radiomontagen i live.

DR P1’s chefredaktør Anders Kinch-Jensen forklarer, hvorfor det netop var radiomontagen, der måtte lade livet i sparerunden.

Vi får også taget hul på en mindre public service-snak. For hvad er public service egentlig? Er det at tilgodese alle brugere på alle platforme hele tiden? Hvad forventer vi os af public service og hvordan ville en dansk medieverden se ud, hvis DR ikke var på markedet?

Vi arbejder på at lave et helt podcast om public service. Byd gerne ind med dine meninger, vinkler og idéer i kommentarsporet her eller på KommunikationsCasts blog.



KommunikationsCast fylder 1 år

Min Kcast-partner har næsten sagt det, der skal siges. Jeg har også selv skrevet lidt om det for nylig.

Hvis du endnu ikke har lyttet til vores ugentlige podcast om kommunikation, så tjek Kommunikationscast.com. Det er nemt at abonnere. Det er gratis. Og det indeholder ofte de lidt skæve ting, der ikke får så meget plads hos de etablerede medier. Vores jubilæums-udsendelse handler om tabubelagte reklamer og kommunikation.