Arkiv for kategorien "musik"

Gratis Moby

Moby har tømt musikskuffen og gjort en del af sine sange, der aldrig helt blev til sange, tilgængelige for alverdens non-profit filmmagere.

Udover at være verdens måske mest sympatiske musiker, har Moby været netfreak fra før vi andre helt troede på nettet. Han har blogget siden 2000. Og det er ikke en blog, der er skrevet af hans personlige assistent, men af ham selv. Og den bliver ikke kun opdateret i forbindelse med cd-udgivelser eller koncerter, men næsten dagligt.

Musiksitet hedder Moby Gratis. Du skal oprettes som bruger og kan derefter lytte til basen af musik. Vil du bruge et eller flere stykker i din film, skal du udfylde en lille formular. Ændrer dit projekt karakter undervejs fra non-profit til kommercielt, kan du frikøbe musikken til kommerciel brug for en tilsyneladende beskeden sum. Denne sum går til et velgørende projekt, som Moby er ved at sætte op.

Måske er det nemmere at blot lade manden selv fortælle:

Store og stille fremskridt hos iTunes

De sidste mange sange jeg har købt hos iTunes – både nye og gamle – har været DRM-fri og kvaliteten er sat op fra 128 kbit/s til 256 kbit/s.

Formatet er stadig AAC, hvilket er fint for mig, som bruger iTunes på en Apple-maskine. Men måske skaber det problemer for pc-brugere, der bruger en player, der ikke er AAC-kompatibel (?) og naturligvis for de, der ikke har en MP3-afspiller, der også accepterer AAC-formatet. Men som Apple-bruger er man jo også nødt til at være opfindsom, når det kommer til at spille WMA-filer. Så det er måske i lige så høj grad en Windows/Apple-krig, som et Apple-afpresningsforsøg for at få folk til at købe en iPod. Kunne man hævde. Og såvel AAC som WMA er jo MP3 overlegen, når det kommer til lydkvalitet ift. filstørrelse.

Under alle omstændigheder: Hvorfor får jeg ikke muligheden for at downloade den musik jeg køber i cd-kvalitet? Er det sådan et urimeligt krav? Jeg tror hele verden har mere glæde af, at jeg køber et album som filer til 80,- end som cd til 140,-.

2008 = Gratis DRM-fri og lovlig musik

After a decade fighting to stop illegal file-sharing, the music industry will give fans today what they have always wanted: an unlimited supply of free and legal songs [...] The service has been endorsed by the very same record companies – including EMI, Universal Music and Warner Music – that have chased file-sharers through the courts in a doomed attempt to prevent piracy. The gamble is that fans will put up with a limited amount of advertising around the Qtrax website’s jukebox in return for authorised use of almost every song available. [hele artiklen]

Relateret:

Amazon i fuld gang med at sælge musik uden DRM.
Qtrax åbner snart.

Musikbranchen i fremgang

Salget af musik i Danmark går for første gang i mange år frem i 2006.

Kilde: IFPI Danmark. Screenshot fra Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift.

Det brune del er den danske musik; den grønne repræsenterer den internationale. Samtidig afslører Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift nye vinde og initiativer for at sikre branchen i de næste år. Formand Jens-Otto Paludan ridser 8 bud på en bedre fremtid op. I [] en kort forklaring af, hvad det dækker over:

1. Forbrugerne skal have flere valgmuligheder. [flere valgmuligheder, når det gælder anvendelsen af musik. Forbrugerne skal kunne udnytte de muligheder, de får gennem ny teknologi]
2. Interoperationalitet. [Det skal ikke være på grund af IFPI, at forbrugerne ikke får fuldt udbytte af den musik, som de erhverver lovligt. DRM og brugen af den er et vigtigt emne i den forbindelse]
3. Holdningsbearbejdelse. [Danskernes syn på musikken skal ændres. En holdningsbearbejdelse er en fælles opgave for musikbranchen]
4. Effektive støtteordninger. [Her ønsker IFPI flere støtteordninger, der også dækker andet end klassisk musik. F.eks. kan man kigge på filmbranchen for inspiration]
5. Det skal være let at være lovlig. [Clearing af musikrettigheder skal gøres nemmere - og skal sikre at kunderne kun skal henvende sig ét sted]
6. Udvikling af det digitale marked. [IFPI ønsker at være proaktive. De forventer ikke at forbrugerne skal respektere IFPI's rettigheder, hvis IFPI ikke respekterer brugernes ønsker og reagerer hurtigt på udviklingen]
7. Samarbejde og dialog internt i branchen. [Alle parter i musikbranchen bliver nødt til at anskue branchen som et hele. Det gør både medierne, politikerne og deres kunder]
8. Samarbejde og dialog på tværs af mediebranchen. [IFPI vil være en effektiv samarbejdspartner. Grunden er, at branchen er i hård konkurrence med andre dele af underholdningsbranchen, som IFPI dog har mange fælles interesser med]

Afgørende for vores succes bliver vores evne til at vælge dialogen. Med hinanden, med vores omgivelser og ikke mindst med vores kunder – forbrugerne, publikum. Det er i sidste ende dem, der bestemmer musikbranchens fremtid. Ikke os. [Jens-Otto Paludan, Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift]

Alt i alt lyder det som om musikbranchen er ved at få øjne og ører op for, at der skal nye boller på suppen. Bedre sent end aldrig. Når det kommer til copyright på deres skriftlige materiale, well… gi’ dem 10 år til.

Et hit er et hit er et mikrohit

Det startede med at jeg dummede mig; var skråsikker på, at Tainted Love var et Soft Cell-nummer. Katrine vidste, at det oprindeligt var Gloria Jones, der indspillede Ed Cobb-kompositionen. Hun havde lige wiki’et det, inden vi optog 17. udgave af KommunikationsCast. Min gamle kollega, Dan Rachlin, ville have være skuffet. Efterfølgende skrev Thomas en kommentar om, at det jo var Gloria Jones. I hans kommentar var også et link til sangen på last.fm.

Først her slog det mig, at jeg – fjols som jeg er – stadig tænker hits og blockbusters på den gamle facon. Når jeg hiver min gamle NME Hitlistebog ud af reolen er Gloria Jones’ version af Tainted Love der ikke. Heller ikke i Warners US & UK Hit Singles. Så i min verden er den ikke et hit. Det var den heller ikke dengang. Men hos Last.fms brugere er den et pænt hit med 30.000 65.891 plays; et typisk eksempel på the long tail.

Pointen: Hitbilledet er blevet langt mere segmenteret. Et hit er ikke bare et hit. Et hit er et hit på P3. Eller på iTunes. Eller på Last.fm. Eller på Radio SydhavsØerne. Og nogle gange et hit flere af stederne eller en sjælden gang alle steder. Jeg lytter ikke til P3. Derfor går jeg hver uge glip af Ugens Uundgåelige. I gamle dage; pre-internet, var et hit et hit i radioen. Så travede vi ned i pladeforretningen og købte den. Salget blev registreret og sikrede den en placering på hitlisten. Men i dag er et hit noget andet og mere. Eller mindre og mere specielt. Så Gloria Jones er altså et mikrohit hos Last.fms brugere.

Jeg glemmer stadig en gang imellem, at det er sådan det hænger sammen. Så nu skrev jeg det, for ikke at glemme det igen.

Montreux Jazzfestival sætter standarden

Jeg er lige kommet hjem fra et hurtigt besøg på Montreux Jazzfestival. De fleste studser lidt, når jeg siger det, fordi jazz har et to-delt udtryk og publikum. Enten er det de forlæste, piberygende professortyper, der lytter til eksperimenterende jazz og sætter pris på comping og vamping. Eller også er det det lidt mere jævne publikum, der med store fadøl i plastickrus, lytter til skurvognsjazz og When the saints go marching in i Nyhavn. Jeg tror hverken jeg tilhører den ene eller den anden.

Montreux Jazzfestival er dog så meget mere end jazz. Og det er faktisk her at festivalen bliver interessant. For mest af alt er det et mødested for kvalitet og enighed om at hæve standarden. Ikke mindst når det kommer til selve lydoplevelsen. Listen over optrædende er lang og imponerende og mange af navnene er ikke lige dem, man ville skyde på var at finde til en jazzfestival: The Chemical Brothers, Motörhead, Beastie Boys, Faithless, Sly & The Family Stone, Prince, Pet Shop Boys, The B-52′s og Unkle. Naturligvis er der også mere forudsigelige navne som Al Jarreau, George Benson, Norah Jones og Larry Carlton.

Til de enkelte koncerter kan man vælge mellem 2 lydzoner; den ene med et lydtryk på 85dB og den anden med et lydtryk på 100dB. Begge dele er langt under, hvad vi udsætter os for til den typiske koncert i Vega, Forum eller Parken, hvor blodet helst skal fosse ud af ørerne. Lydkvaliteten er langt over, hvad vi normalt får serveret. Her er kælet for hver eneste detalje. Det lavere lydtryk gør nemlig også, at der kan bruges bedre og mere følsomme mikrofoner. Min første tanke var, at såvel 85dB som 100dB ville være for lavt til at få en rigtig koncertoplevelse, men min tvivl blev gjort til skamme. Jeg nød Fauve, Erik Truffaz, Raphelson, Lausanne Sinfonietta, Sophie Hunger, Rufus Wainwright og ikke mindst Lambchop. Faktisk har selve lydoplevelsen ikke før været så stor. En ekstra bivirkning ved det lave lydtryk er, at folk holder kæft og lytter. Jeg har skrevet Montreux Jazzfestival i kalenderen til næste år. Det vil ikke være nogen skidt sommerferie.

Bonusinfo: Montreux ligger i den fransktalende del af Schweiz, men i modsætning til Frankrig er engelsk accepteret. Det er en venlig og smilende by, der har den mest fantastiske beliggenhed. Og byen er i feststemning, på den behagelige og ikke-Roskilde Festival-agtige måde. Festivalen kører på sit 41. år og er vokset betydeligt siden det første line-up i 1967. Dengang blev festivalen afviklet på byens kasino, der dog brændte ned under en Frank Zappa-koncert i december 1971. Den samme eftermiddag havde Deep Purple sat udstyr op i de tilstødende lokaler for at optage albummet Machine Head. Fra deres hotelværelser på den anden side af gaden kunne de se kasinoet gå op i røg. Røgen lagde sig tungt over Geneve-søen, som Montreux ligger ud til, og inspirerede bandet til at skrive Smoke on the water.

We all came out to Montreux
On the Lake Geneva shoreline
To make records with a mobile
We didnt have much time
Frank Zappa and the mothers
Were at the best place around
But some stupid with a flare gun
Burned the place to the ground
Smoke on the water, fire in the sky

[Tekst: Deep Purple]

Nyhedsavisens flotte annoncesalg

For nylig justerede Nyhedsavisen medarbejderstaben, så 160 medarbejdere blev til 152. De 8 fyrede var en del af den journalistiske stab. Normalt foregår sådanne justeringer, fordi det går dårligt. Men hos Nyhedsavisen er problemet åbenbart det stik modsatte:

Ifølge Trads er årsagen til justering af antallet af journalister, at Nyhedsavisen sælger markant flere annoncer end forventet, og det betyder mindre behov for artikler. [fra Politiken]

Du får lige citatet en gang til:

Ifølge Trads er årsagen til justering af antallet af journalister, at Nyhedsavisen sælger markant flere annoncer end forventet, og det betyder mindre behov for artikler. [fra Politiken]

Hvis jeg læser en avis; købt eller gratis, forventer jeg, at når jeg har læst den, er jeg klædt på til dagen. Jeg forventer, at der har været en redaktionel prioritering af materialet: Ikke en reklame-ind-nyhed-ud-prioritering, vel at mærke. Så hvilke artikler bliver ikke skrevet og hvilke nyheder bliver dumpet, når Nyhedsavisen sælger markant flere annoncer? Er det udlandsstoffet, der historie for historie ryger, når reklamekunderne står i kø for at indrykke annoncer?

Generelt ser det ikke godt ud. Det ser rigtig, rigtig skidt ud for de etablerede dagblade. [fra Børsen]

Nyhedsavisen er endnu så ny, at den ikke optræder i halvårstallene fra Gallup; det er de tal som Rasmus Møller fra Mediacom kommenterer på i citatet. Det eneste Nyhedsavisen har at forholde sig til, er det lidt mere usikre Læserbarometer, som Gallup også laver. Her stiger Nyhedsavisen til 291.000 læsere i april 2007, men er stadig den mindste af gratisaviserne. Da det åbenbart går godt for Nyhedsavisen kunne man foranlediges til at tro, at der nu vil blive investeret i bedre indhold, fremfor at redaktionelt indhold bliver erstattet af reklamer. Det interessante er hvor grænsen går? Bliver Nyhedsavisen til et kuponhæfte, hvis der er reklamekunder nok? Stikker journalisterne hovedet ind i salgsafdelingen om eftermiddagen for at høre, hvordan dagens salg er gået og om de skal stryge en skjorte til i morgen?

Jeg forstår ikke David Trads’ måde at kommunikere på – eller hans og Nyhedsavisens hensigt: Som journalist, og chef for journalisterne, må David Trads da netop være manden, der vil kæmpe for at beholde 8 journalister til at lave bedre journalistik, også selv om det tilsyneladende er på mindre spalteplads. Hvorfor taler han om reklamer, når snakken burde dreje sig om kvantitet og kvalitet af nyhedsartikler? Hvorfor skærer man indhold til fordel for reklamer, i stedet for at udvide avisen med 4/8/12 ekstra sider til den tilsyneladende stigende mængde reklamer? Hvorfor har David Trads ikke blogget om, hvad der foregår på Nyhedsavisen? Er krisen større end reklamesalgets fremgang? Der må være mere til historien, men det er måske ikke kun de fyrede, der har fået mundkurv på?

Relaterede links:
Dorte Toft skriver om Nyhedsavisens netproblemer.
Jeg omtaler også historien i ugens KommunikationsCast.

Inspiration og nytænkning

Sebastian Overgaard skrev for nylig et blogindlæg om nytænkning. Jeg tror ikke mine tanker ligger langt fra Sebastians.

Men hvor kommer inspiration fra? Jeg bruger selv vanebrydning som kreativ generator. En tur gennem Botanisk Have, i stedet for at gå udenom, som vanen ellers byder mig. En tur på Statens Museum for Kunst, selv om jeg ikke selv ejer et maleri. En bustur gennem byen, fordi virkeligheden overgår alt vi kan finde på.

For et års tid siden gav jeg mig selv en lille kreativ opgave; køb én sang om dagen på iTunes. Okay, til tider er jeg ekstra kreativ og køber et album. Som f.eks. i dag, hvor jeg købte The Streets debutalbum ‘Original Pirate Material’. På nummeret ‘Let’s Push Things Forward’ lyder det:

You say that everything sounds the same
Then you go buy them!
There’s no excuses my friend
Let’s push things forward

Det fik mig til at tænke på Sebastians blogindlæg fra den 22. februar og på at jeg havde glemt at kommentere det.

Chris Anderson: The Long Tail

Chris Anderson er chefredaktør på magasinet Wired. I oktober 2004 skrev han en artikel i Wired om The Long Tail. Efter yderligere research er artiklen nu blevet til en bog.

Hvad er The Long Tail?

Helt basalt er det en forklaring på den økonomiske model, der driver forretninger som Amazon og iTunes.

Fra 2001 til 2005 faldt musikindustriens omsætning med 25%. For musikbranchen et slag i sig selv, men går man tættere på tallene, viser de samtidig, at omsætningen af de største hits faldt med næsten 50%: I 2000 solgte de fem bedst-sælgende album 38 millioner eksemplarer. I 2005 kun 19,7 millioner eksemplarer. Så vi køber altså mindre musik, men også langt mere forskellig musik end tidligere. Det hænger sammen med udvalget; en vare finder en køber, blot ved at være tilgængelig.

Teorien bliver underbygget af flere konkrete eksempler. F.eks. kommer 25% af Amazons omsætning fra bøger, der ligger uden for deres Top 100.000. Hos iTunes sælger sang nr. 1.000.000 på salgslisten ikke meget, men den sælger og den sælger jævnligt.

Relateret:
Læs Chris Andersons blog.
Wikipedia om The Long Tail.
Køb Chris Andersons bog The Long Tail.

« Forrige side « Previous Page