Arkiv for kategorien "tanker"

Et hit er et hit er et mikrohit

Det startede med at jeg dummede mig; var skråsikker på, at Tainted Love var et Soft Cell-nummer. Katrine vidste, at det oprindeligt var Gloria Jones, der indspillede Ed Cobb-kompositionen. Hun havde lige wiki’et det, inden vi optog 17. udgave af KommunikationsCast. Min gamle kollega, Dan Rachlin, ville have være skuffet. Efterfølgende skrev Thomas en kommentar om, at det jo var Gloria Jones. I hans kommentar var også et link til sangen på last.fm.

Først her slog det mig, at jeg – fjols som jeg er – stadig tænker hits og blockbusters på den gamle facon. Når jeg hiver min gamle NME Hitlistebog ud af reolen er Gloria Jones’ version af Tainted Love der ikke. Heller ikke i Warners US & UK Hit Singles. Så i min verden er den ikke et hit. Det var den heller ikke dengang. Men hos Last.fms brugere er den et pænt hit med 30.000 65.891 plays; et typisk eksempel på the long tail.

Pointen: Hitbilledet er blevet langt mere segmenteret. Et hit er ikke bare et hit. Et hit er et hit på P3. Eller på iTunes. Eller på Last.fm. Eller på Radio SydhavsØerne. Og nogle gange et hit flere af stederne eller en sjælden gang alle steder. Jeg lytter ikke til P3. Derfor går jeg hver uge glip af Ugens Uundgåelige. I gamle dage; pre-internet, var et hit et hit i radioen. Så travede vi ned i pladeforretningen og købte den. Salget blev registreret og sikrede den en placering på hitlisten. Men i dag er et hit noget andet og mere. Eller mindre og mere specielt. Så Gloria Jones er altså et mikrohit hos Last.fms brugere.

Jeg glemmer stadig en gang imellem, at det er sådan det hænger sammen. Så nu skrev jeg det, for ikke at glemme det igen.

Montreux Jazzfestival sætter standarden

Jeg er lige kommet hjem fra et hurtigt besøg på Montreux Jazzfestival. De fleste studser lidt, når jeg siger det, fordi jazz har et to-delt udtryk og publikum. Enten er det de forlæste, piberygende professortyper, der lytter til eksperimenterende jazz og sætter pris på comping og vamping. Eller også er det det lidt mere jævne publikum, der med store fadøl i plastickrus, lytter til skurvognsjazz og When the saints go marching in i Nyhavn. Jeg tror hverken jeg tilhører den ene eller den anden.

Montreux Jazzfestival er dog så meget mere end jazz. Og det er faktisk her at festivalen bliver interessant. For mest af alt er det et mødested for kvalitet og enighed om at hæve standarden. Ikke mindst når det kommer til selve lydoplevelsen. Listen over optrædende er lang og imponerende og mange af navnene er ikke lige dem, man ville skyde på var at finde til en jazzfestival: The Chemical Brothers, Motörhead, Beastie Boys, Faithless, Sly & The Family Stone, Prince, Pet Shop Boys, The B-52′s og Unkle. Naturligvis er der også mere forudsigelige navne som Al Jarreau, George Benson, Norah Jones og Larry Carlton.

Til de enkelte koncerter kan man vælge mellem 2 lydzoner; den ene med et lydtryk på 85dB og den anden med et lydtryk på 100dB. Begge dele er langt under, hvad vi udsætter os for til den typiske koncert i Vega, Forum eller Parken, hvor blodet helst skal fosse ud af ørerne. Lydkvaliteten er langt over, hvad vi normalt får serveret. Her er kælet for hver eneste detalje. Det lavere lydtryk gør nemlig også, at der kan bruges bedre og mere følsomme mikrofoner. Min første tanke var, at såvel 85dB som 100dB ville være for lavt til at få en rigtig koncertoplevelse, men min tvivl blev gjort til skamme. Jeg nød Fauve, Erik Truffaz, Raphelson, Lausanne Sinfonietta, Sophie Hunger, Rufus Wainwright og ikke mindst Lambchop. Faktisk har selve lydoplevelsen ikke før været så stor. En ekstra bivirkning ved det lave lydtryk er, at folk holder kæft og lytter. Jeg har skrevet Montreux Jazzfestival i kalenderen til næste år. Det vil ikke være nogen skidt sommerferie.

Bonusinfo: Montreux ligger i den fransktalende del af Schweiz, men i modsætning til Frankrig er engelsk accepteret. Det er en venlig og smilende by, der har den mest fantastiske beliggenhed. Og byen er i feststemning, på den behagelige og ikke-Roskilde Festival-agtige måde. Festivalen kører på sit 41. år og er vokset betydeligt siden det første line-up i 1967. Dengang blev festivalen afviklet på byens kasino, der dog brændte ned under en Frank Zappa-koncert i december 1971. Den samme eftermiddag havde Deep Purple sat udstyr op i de tilstødende lokaler for at optage albummet Machine Head. Fra deres hotelværelser på den anden side af gaden kunne de se kasinoet gå op i røg. Røgen lagde sig tungt over Geneve-søen, som Montreux ligger ud til, og inspirerede bandet til at skrive Smoke on the water.

We all came out to Montreux
On the Lake Geneva shoreline
To make records with a mobile
We didnt have much time
Frank Zappa and the mothers
Were at the best place around
But some stupid with a flare gun
Burned the place to the ground
Smoke on the water, fire in the sky

[Tekst: Deep Purple]

Det bedste ved nettet

En af de bedste ting ved nettet er, at jeg altid kan finde nogen, der har løsningen på det problem, jeg står med. Der er altid nogen, der har oplevet det samme som mig. Der er altid nogen, der har realiseret, hvad jeg går og drømmer om. Hvis jeg vil vide noget eller mere om noget, er det kun et tryk væk.

Nettet glemmer nemlig aldrig, men går til gengæld hurtigt i selvsving. Hvis jeg f.eks. laver en Google-søgning på Apples mobiltelefon, iPhone, er der 139 millioner søgeresultater. Ikke dårligt, taget i betragtning, at den først kom i handlen i USA i går og først rammer Danmark senere på året:

Jeg kan ikke sige det mere præcist, end at den vil ramme markedet i fjerde kvartal 2007 [PR-ansvarlig hos Apple, Frederik Halfdan, fra politiken.dk]

På under et minut kan jeg finde ud af, at ingen kommer nemt til Apples iPhone. Philadelphias borgmester, John Street, sad som nummer 3 i køen for at få en iPhone i går.

Jeg kan også læse 7 sider på howstuffworks.com om, hvordan iPhone egentlig virker. Men jeg vil gerne endnu mere i dybden. Vi drenge kan nemlig godt lide at flå ting lidt fra hinanden. Men det kræver tålmodighed, hvilket ikke alle besidder:

Mens vi ventede på vidunderet, fik vi tiden til at gå med at gætte på, hvad den kunne. Conan O’Brien, der er vært på NBC’s Late Night, lavede denne reklame for iPhone:

I den tid jeg har brugt på at skrive dette blogindlæg, er antallet af Google-søgeresultater på ordet iPhone steget fra 139 til 142 millioner.

TV er dødt. Længe leve nettet

Det Økonomiske Råd forudser, at konjunkturerne vil vende, hvilket betyder nedsat vækst. Det kommer til at gøre ondt, bl.a. hos TV 2, der for første gang i mange år, indstiller sig på dårligere tider:



Vi reber sejlene i bekymring for, at der kommer en lavkonjunktur
[Anders Kronborg, Økonomidirektør på TV 2, fra business.dk]

Hvis man krydrer med de seneste tal fra mediebureauet, PHD, har tv en slem tid foran sig: De sidste 7 år er de unges (12-20 år) tv-forbrug faldet med 20%. Samtidig er deres internetforbrug steget, så det nu er større end tv.

I USA er situationen lige så slem for de gamle medier. Ifølge Nielsen Media Research er det kun 10 percent af de 18-24 årige tv-seere, der ser aftennyhederne fra enten ABC, NBC eller CBS.

I think of watching network newscasts as something my parents do [...] I can’t imagine my friends sitting down to watch an actual network newscast at 6:30 because we’re doing other things at that time. It’s a lot quicker to go online. I customize my news [22-årige antropologistuderende Jen Jablow, fra The Philadelphia Inquirer]

Informationsstrømmen bliver større og tilgangen lettere. Vi er alle vores egne nyhedsredaktører på nettet og pludselig virker de gamle medier gammeldags og tunge:

Jeg så lige TV-Avisen forleden, for første gang i 3 måneder, og blev frygteligt irriteret over det lave tempo og den mærkelige fortælleteknik. Og det er alligevel overraskende, for det er ikke mere end 3 år siden, at jeg så TV-Avisen dagligt [Katrine Emme Thielke, fra KommunikationsCast # 12]

Derfor ser vi i disse år tv-stationerne gøre ting, de aldrig har gjort før. De nærmest snubler over deres egne ben, for at komme ind på nye markeder. F.eks. vil de næsten allesammen gerne levere platformen til brugergenereret indhold på nettet og er ivrige efter at få en dialog med seerne. Fordi, som videnschefen hos Innovation Lab siger:

Internettet forbinder mennesker, mens tv’et er envejskommunikation. Det er for mig den banale forklaring på udviklingen [Christian Schwarz Lausten, videnschef i Innovation Lab, fra politiken]

DR lader deres studieværter blogge og seerne kan komme i dialog med dem. Nyeste nettiltag i DR-Byen er DR Update, der er tv-nyheder på nettet.

På internettet har brugerne mulighed for selv at klikke sig rundt mellem indslagene, vurdere historierne, videresende gode indslag og læse eller se mere om emnet på dr.dk [fra dr.dk]

TV 2 er også i fuld gang med at udvikle deres blogunivers; faktisk har næsten alle de etablerede medier taget blogs til sig. Måske fordi det er det mest hypede, måske fordi det er det nemmeste at komme hurtigt i gang med:

Det er dine private tanker om verden – og der er ingen andre end dig, der bestemmer, hvad du kan skrive om. Du bestemmer også selv, om din TV 2 Blog skal være offentlig eller privat [fra blog.tv2.dk]

Det kan dog være lidt svært at se, hvorfor jeg skal vælge at lade TV 2 hoste min blog, fremfor f.eks. Blogger.com, Smartlog.dk eller Urbanblog? Den svenske avis Metro har stillet sig selv det samme spørgsmål og har nu fundet svaret. De betaler dig, hvis du blogger hos dem og vel at mærke kan tiltrække læsere:

Det här är ett av flera projekt som vi sjösätter för att stärka vår position på nätet. Det som gör projektet unikt är att vi betalar de som skapar trafiken [fra metro.se via Mediehack]

Og hvorfor skal jeg levere gratis indhold uden at få noget igen? Gratis hosting af blogs kan jeg få alle vegne. Så mediehusene bliver nødt til at levere noget unikt; enten en blogplatform med helt unikke features, nye sociale netværktøjer eller god, gammeldags betaling for mine ydelser. De kunne jo også udvikle tv-stationen eller avisen, der ikke blot gjorde som alle de andre, men i stedet omfavnede brugernes hungren efter dialog og tilstedeværelse. Faktisk var Jørn Hjorting ren 2.0, da han i 1968 opfandt De ringer, vi spiller. Og måske har verden slet ikke ændret sig så meget siden da.

Daglige radiolyttertal fra 2008

Gallup og radiostationerne ændrer frekvensen og målemetoden af radioernes lyttertal. I dag bliver lyttertal opgjort en gang om måneden; den lidt upræcise måling. Og hvert kvartal kommer så de ‘rigtige’ lyttertal.

Men fra 2008 kommer der lyttertal hver dag. Metoden bliver ændret fra den (uden tvivl) upræcise dagbogsform, hvor en række udvalgte sætter krydser og noterer hvor, hvornår og hvilke radioer de har lyttet til. Prøv lige at skrive ned på en lap papir, hvilke radiostationer du har lyttet til i dag, hvor du befandt dig og hvor længe du lyttede. Inklusive den radiostation, der spillede popmusik, da du var i 7-Eleven for at købe en liter mælk på vej hjem fra arbejde. Kan du sige upræcis målemetode?

Derfor ændres den fra nytår til PPM; The Portable People Meter. Gallup udvælger 750 danskere til at bære rundt på en lille pager-lignede dims, der registrerer, hvilken radiostation, der lyttes til. Hver radiostation skal så udsende et unikt ikke-hørbart signal sammen med deres program, som PPM-enheden genkender og registrerer. Om aftenen smider de udvalgte personer dimsen i opladeren, der samtidigt sender data til Gallup. Næste formiddag kan radiostationernes programchefer så gennemgå gårsdagens reelle lyttertal og vurdere, hvilken joke der var fed, om Celine Dion virkelig rykker og hvilken studievært, der skal fyres.

Jim Receveur, der er administrerende direktør for Radio 100, glæder sig fordi man kan analysere lyttertallene ned på minutniveau og bruge dem fremadrettet i programplanlægningen:

Den elektroniske måling af radio vil bidrage til at løfte det kommercielle radiomarked, fordi lyttertallene bliver mere præcise, og samtidig vil de kommercielle stationer kunne sikre en mere præcis kampagnelevering og -evaluering.

DRs radiodirektør, Leif Lønsmann, er også glad:

Danske radiolyttere er kritiske og kvalitetsbevidste, og derfor fortæller deres valg og fravalg os en hel del om, hvad der dur, og hvad der ikke er godt nok

Det store spørgsmål, der umiddelbart melder sig er, om reelt så er reelt. Min påstand er, at jeg bliver udsat for mere radio end jeg selv vælger. Og det er den lytning som PPM netop afslører, men gavner den lytning radioerne? Kortsigtet: Naturligvis. Det er en ekstra lytter. Langsigtet: Hm. Tænk, hvis de ændrer deres program på baggrund af mig, der måske slet ikke gider at lytte til deres program, men blot bliver udsat for det.

Eksempel: På min vej igennem en normal hverdag, hører jeg flere timer og minutter på buschaufførens, taxachaufførens, 7-Elevens, H&M’s og mine venners radiovalg end mine egne radiovalg. Lad os antage, at jeg normalt lytter til P1 og Radio 100, men lige smutter en tur i 7-Eleven for at købe den føromtalte liter mælk. I 7-Eleven spiller de The Voice, mens jeg står i kø i en halv time. Måske var The Voice bedre tjent med, at jeg i den gamle dagbogsmetode formentlig ville havde glemt at registrere den halve times lytning, fordi den ikke var selvvalgt?

Da PPM blev introduceret i USA skete der det, at de store radiostationer faldt i lytning og de mellemstore steg. Ikke overraskende, når registreringen før foregik med dagbøger. Her er det de stationer med de stærkeste brands, der klarer sig bedst, når folk er i tvivl om hvad de har lyttet til og skal sjusse sig lidt frem til, hvor krydset skal sættes.

Bonus: Radioreklame slukker ikke radioer
Mens jeg skrev faldt jeg lige over en interessant undersøgelse lavet af Arbitron, der måler radioernes lyttertal i USA. Undersøgelsen viser, at radiolyttere ikke flygter fra reklameblokken. 91,8% af lytterne er med igennem hele blokken. Korte reklameblokke klarer sig lidt bedre, men selv en 6-minutters reklameblok har 87,9% af lytterne med på den anden side. Det bekræfter blot gammel viden; at radiolyttere ikke skifter station/zapper, som tv-seere gør, men blot fader mentalt ind og ud af programmet (og reklamerne).

Fremtidens reklame/bureaukratisk fis

Vi vader i reklamer. Langt de fleste af dem rammer helt præcist forbi, selv om de er lavet for, at de netop skulle ramme mig og dig.

Tag f.eks. Aldis forsøg på at sælge mig et navigationsanlæg ved at husstandsomdele deres “Aldi informerer” her i kvarteret.

Nu ved jeg intet om navigationsanlæg. Og endnu mindre om matematik. Men at kalde 10,9 cm for GIGANTISK er, udover at være unødvendig adjektivbrug, noget af en tilsnigelse, selv i Aldis Informationsavis. Men tilbage til pointen: Jeg har aldrig været i en Aldi-butik og jeg har ingen bil. Deres kedelige og klumset designede katalog gør mig ikke synderligt interesseret i at aflægge dem et besøg. Så hvornår bliver spredehaglsreklame for dyrt og uinteressant for Aldi?

I den anden grøft befinder min revisor sig. Han laver kundevedligehold. Sender forsigtigt det 8-siders kvartalsblad Revisorposten ud til sine kunder. Inklusiv følgebrev, såfremt de skulle være i tvivl om, hvad det nu er for noget. Her er et emne, der interesserer mig næsten lige så lidt som Aldis engangsrøverindkøb. Men det er pænt, informativt og sobert og indeholder masser af information, der gør livet som selvstændig noget lettere.

Gratisavisen 24timer slår alle rekorder i, hvordan man larmer reklamer ud over uskyldige læsere. De sælger ud og sælger forsiden. Og så mange andre af deres sider og på måder, der er faldet forbrugerombudsmanden for brystet. Han har nu indkaldt gratisaviserne til en samtale om deres tilgang til annoncer i aviserne. Poul Madsen, der er chefredaktør på 24timer, siger:

Kritikken er noget bureaukratisk fis, det er helt normal annonceplacering, og det her er at opfinde et problem, der ikke findes. Jeg er journalistisk garant for, at det ikke sker [fra politiken.dk]

Patrick Damsted, der er tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning på medie- og reklameområdet, er netop gået i gang med at skrive en bog om fremtidens medier og reklamer, set fra modtagerens perspektiv:

My main point is that we have to either entertain, teach or at least be relevant in the very moment they receive the information. Not abruptly break a movie with masscommunication about soap, when we do advertising in the future [fra damsted.wordpress.com]

En sjov detalje omkring bogprojektet er, at Patrick Damsted vil skrive bogen på sin blog og søger input til projektet.

Nyhedsavisen, del 2

I sidste uge skrev jeg om Nyhedsavisens fyringer og David Trads’ svært mærkelige udtalelse, hans stilling og den beklagelige fyring af 8 af avisens journalister taget i betragtning.

Ifølge Trads er årsagen til justering af antallet af journalister, at Nyhedsavisen sælger markant flere annoncer end forventet, og det betyder mindre behov for artikler. [fra Politiken]

Hvad jeg ikke skrev var, at jeg ville vælge Nyhedsavisen over de andre gratisaviser. Naturligvis forudsat at jeg blev tvunget til at læse en gratisavis. Fair skal være fair.

Siden da er Nyhedsavisen steget til 391.000 læsere i maj, ifølge Læserbarometret (bemærk: Læserbarometret er de mere usikre månedlige målinger af læsertal). Så tillykke med det! Nyhedsavisen vælger dog at fejre det med at sænke barren yderligere:

Ifølge direktøren består Nyhedsavisen nu af 40 procent annoncer og 60 procent redaktionelt stof. Og sådan skal det fortsætte fremover, men derimod skal det redaktionelle indhold gøres mere let og mere underholdende for at tiltrække flere læsere [fra Business.dk]

Så blev eet af mine spørgsmål da besvaret. 40% annoncer; lige under hveranden side i avisen. Og let og underholdende skorter det jo generelt på i medierne, så det lader da til at være en fin strategi [indsæt ironisk tone efter behov]. Lad mig slutte med at citere Liselotte Lyngsø, der er ekspert inden for innovation og fremtidsforskning, som i sidste uge skrev:

Hvorfor taler man slet ikke om de behov, der ikke bliver tilfredsstillet? Om hvad de andre mediehuse ikke tilbyder for derved at jagte potentialet for at skabe bundlinje, mening og værdi. Hvad med en integreret børne- OG voksenavis? [fra Business.dk]

Nyhedsavisens flotte annoncesalg

For nylig justerede Nyhedsavisen medarbejderstaben, så 160 medarbejdere blev til 152. De 8 fyrede var en del af den journalistiske stab. Normalt foregår sådanne justeringer, fordi det går dårligt. Men hos Nyhedsavisen er problemet åbenbart det stik modsatte:

Ifølge Trads er årsagen til justering af antallet af journalister, at Nyhedsavisen sælger markant flere annoncer end forventet, og det betyder mindre behov for artikler. [fra Politiken]

Du får lige citatet en gang til:

Ifølge Trads er årsagen til justering af antallet af journalister, at Nyhedsavisen sælger markant flere annoncer end forventet, og det betyder mindre behov for artikler. [fra Politiken]

Hvis jeg læser en avis; købt eller gratis, forventer jeg, at når jeg har læst den, er jeg klædt på til dagen. Jeg forventer, at der har været en redaktionel prioritering af materialet: Ikke en reklame-ind-nyhed-ud-prioritering, vel at mærke. Så hvilke artikler bliver ikke skrevet og hvilke nyheder bliver dumpet, når Nyhedsavisen sælger markant flere annoncer? Er det udlandsstoffet, der historie for historie ryger, når reklamekunderne står i kø for at indrykke annoncer?

Generelt ser det ikke godt ud. Det ser rigtig, rigtig skidt ud for de etablerede dagblade. [fra Børsen]

Nyhedsavisen er endnu så ny, at den ikke optræder i halvårstallene fra Gallup; det er de tal som Rasmus Møller fra Mediacom kommenterer på i citatet. Det eneste Nyhedsavisen har at forholde sig til, er det lidt mere usikre Læserbarometer, som Gallup også laver. Her stiger Nyhedsavisen til 291.000 læsere i april 2007, men er stadig den mindste af gratisaviserne. Da det åbenbart går godt for Nyhedsavisen kunne man foranlediges til at tro, at der nu vil blive investeret i bedre indhold, fremfor at redaktionelt indhold bliver erstattet af reklamer. Det interessante er hvor grænsen går? Bliver Nyhedsavisen til et kuponhæfte, hvis der er reklamekunder nok? Stikker journalisterne hovedet ind i salgsafdelingen om eftermiddagen for at høre, hvordan dagens salg er gået og om de skal stryge en skjorte til i morgen?

Jeg forstår ikke David Trads’ måde at kommunikere på – eller hans og Nyhedsavisens hensigt: Som journalist, og chef for journalisterne, må David Trads da netop være manden, der vil kæmpe for at beholde 8 journalister til at lave bedre journalistik, også selv om det tilsyneladende er på mindre spalteplads. Hvorfor taler han om reklamer, når snakken burde dreje sig om kvantitet og kvalitet af nyhedsartikler? Hvorfor skærer man indhold til fordel for reklamer, i stedet for at udvide avisen med 4/8/12 ekstra sider til den tilsyneladende stigende mængde reklamer? Hvorfor har David Trads ikke blogget om, hvad der foregår på Nyhedsavisen? Er krisen større end reklamesalgets fremgang? Der må være mere til historien, men det er måske ikke kun de fyrede, der har fået mundkurv på?

Relaterede links:
Dorte Toft skriver om Nyhedsavisens netproblemer.
Jeg omtaler også historien i ugens KommunikationsCast.

Reboot 9.0

De sidste par dage har jeg tilbragt på reboot 9.0 sammen med venner, bekendte og andre interessante mennesker fra hele Europa. Her kan man tale om koncentreret indhold og meninger. Så meget, at det grænser til overload.


reboot is the European meetup for the practical visionaries who are building tomorrow one little step at a time, using new models for creation and organization in a world where the only entry barrier is passion. reboot is two days in June filled with inspiration, perspective, good conversations and interesting people [mere]

Jeg har oplevet et hav af talere. Enkelte gode, mange gennemsnitlige og enkelte dårlige. Det slår mig gang på gang, at der burde være en eksamen i præsentation, inden man bliver sluppet løs på Powerpoint (de fleste reboot’ere bruger vist Keynote).

På reboot er der et fedt koncept, der lige vækker en, når man har siddet i en 40 minutters so-so-præsentation; micropresentations. 15 slides á 20 sekunder, der skifter automatisk = 5 minutter. Resultatet er ofte imponerende. Det er komprimeret viden, så det rykker. Min favorit var Jeremy Keiths, der talte om hypertext [download præsentation]. Energimættet og lækkert udført.


En anden taler, der fangede min opmærksomhed var John Buckman. John Buckman startede Magnatune; et alternativt pladeselskab og site til download af musik. Her kan du lytte på hele albums og først derefter tage stilling til om du vil købe albummet. Hvis du køber kan du selv bestemme, hvor meget du vil betale [mere om tillidsøkonomi]. Minimumsprisen er $5. Det interessante er dog, at kun 20% af køberne vælger at betale minimumsprisen – de fleste betaler mere. Og endnu mere interessant er, at kunstneren får 50% af den pris du betaler.

Buckman talte også om sit seneste projekt; Bookmooch:

BookMooch is a community for exchanging used books. BookMooch lets you give away books you no longer need in exchange for books you really want [mere]

Ouch, det er jo en videreudvikling af Bibliotekr 2.0-konceptet. Buckman har endda søgning via Amazon. Men i stedet for at vælge at købe bogen hos dem, kan du bytte dig til den på Bookmooch.

Hvem har lånt min The Long Tail?

Jesper Balslev fra Webmercial.dk har fået en idé:

På min nokia n93 har jeg en stregkodescanner. Og der er bluetooth. Det betyder at jeg burde kunne scanne min bogsamling, og fortælle folk – der kommer forbi mit signal – om hvad der står på reolerne.

Nærliggende tanke: Hvorfor ikke fratage bibliotekerne monopolet på udlån af bøger, dvd’er, cd-rommer osv. og blive hinandens bibliotekarer? Dele vores fysiske medier med hinanden?

Det lyder umiddelbart som en fin, besnærende og brugbar idé. Så sent som i går, sagde jeg til en veninde: Det er da dumt at du køber den bog, når du kan låne den af mig. Men så kommer Jeppe lige og spoiler med dét, vi jo allesammen ved:

Men er det lovligt? Tilsyneladende ikke.

Samtidig åbner Jeppe op for en endnu større diskussion, end om vi skal kunne låne bøger af naboen:

Jeg går i højere og højere grad ind for en fuldstændig afskaffelse af dansk ophavsretslovgivning. Den slår meget mere værdifuldt ihjel, end den gavner.

Men hvordan stiller det mit lokale rockband, når jeg pludselig tager deres fede sang om kærlighed og knuste hjerter, klipper slowmotion-billeder til den og bruger det hele til en tv-reklame for min kunde? Hvor stiller det mig, når min kunde bruger de idéer og tekster, jeg har sendt i et oplæg, uden at kreditere (eller betale) mig?

Men tilbage til bøgerne: Jeg sidder og føler mig lidt småkriminel; min far har lånt en Dan Turèll-biografi af mig. Jeg har lånt en bog af min ven, Patrick. Og hvem fanden har nu lånt min The Long Tail?! Det er ikke superheldigt, da der står en anden her og skal låne den nu. Aflevér!

« Forrige side — Next Page » « Previous Page — Næste side »