Slutningen på et smukt venskab
Jeg har lidt dårlig samvittighed, når jeg passerer Østerbrogade 92. Min lokale pladebutik er lukket. Og jeg bærer selvfølgelig en del af skylden. Jeg har ikke fået handlet der så meget de seneste par år. Mine musikindkøb foregår i højere og højere grad på nettet, hvilket har betydet færre lørdage i kø hos musikgenierne i Casablanca. Lukningen skyldes en kombination af huslejestigning, øget konkurrence og generel nedgang i salget af cd’er.
Vi ved, hvad vi snakker om, og hvis en af os ikke ved en bestemt ting, er der en anden, som ved det. Og vi har alle genrer undtagen klassisk, og så er vi kendt for at kunne skaffe varer hjem, vi har import fra hele verden [Indehaver Tim Østerberg, fra Lokalavisen Østerbro]
Jeg finder dog en lille trøst i at vide, at Casablanca også har fundet sin fremtid på nettet. Men minderne har man jo lov at ha’. Og på iTunes Store går der ikke 4 midaldrede fyre rundt og skiftes til at sætte deres yndlingsmusik på. Lur mig om det ikke var dét, der drev dem til at arbejde i forretning i så mange år.
Pladebutikkerne bliver færre, udvalget mere mainstream. Fona har hitlisten og lidt bagkatalog fra Springsteen og Salomonsen. TP Musikmarked virker mest som lagersalg med hitlisterne som camouflage. Guf, der er svære at finde på nettet, har stadig egen import og er nok den mest nørdede af kæderne. Udover disse er det svært at opdrive en god, gammeldags pladeforretning. Så alternativet er at gå på nettet og købe cd’er på f.eks. Amazon. Om det var hønen eller ægget, der kom først, er nok svært at sige.
Men kan en dansk pladebutik på internettet så klare sig mod de internationale, der har stordriftsfordelene? Og mod download-butikkerne med den toptjekkede millionbutik fra Apple i front? Hos iTunes får man også smagsprøver, inden man køber. Et album som lydfiler koster 80 kr. hos iTunes, mens Casablancas lidt mere lavpraktiske hjemmesidedesign tilbyder en cd for 126 kr + 20 kr i forsendelse. Så er du villig til at undvære musikken i fysisk format, er der mange penge at spare.
I Casablancas favør er dog muligheden for at kunne ringe i åbningstiden og stille musikspørgsmål. Her kan iTunes ikke hamle op. Kan du ikke selv søge det frem, findes det nok ikke. Hvordan vil Casablanca i det daglige formå at få deres musikviden ud over kanten på deres hjemmeside? Det var dét, der tiltrak kunderne. Fyrene i butikken vidste alt, kunne de gode musikhistorier; hvem spillede guitar for hvem og hvornår var det nu det andet Stones-album udkom, og så anbefalede de gerne. Og mon ikke deres filter og sortering var knapt så forudsigeligt, som iTunes’ anbefalinger? Jeg tror personlighed og musikviden er deres eneste overlevelseschance på nettet. Så tag værdierne fra butikken med online.
Reboot 9.0

De sidste par dage har jeg tilbragt på reboot 9.0 sammen med venner, bekendte og andre interessante mennesker fra hele Europa. Her kan man tale om koncentreret indhold og meninger. Så meget, at det grænser til overload.
reboot is the European meetup for the practical visionaries who are building tomorrow one little step at a time, using new models for creation and organization in a world where the only entry barrier is passion. reboot is two days in June filled with inspiration, perspective, good conversations and interesting people [mere]
Jeg har oplevet et hav af talere. Enkelte gode, mange gennemsnitlige og enkelte dårlige. Det slår mig gang på gang, at der burde være en eksamen i præsentation, inden man bliver sluppet løs på Powerpoint (de fleste reboot’ere bruger vist Keynote).
På reboot er der et fedt koncept, der lige vækker en, når man har siddet i en 40 minutters so-so-præsentation; micropresentations. 15 slides á 20 sekunder, der skifter automatisk = 5 minutter. Resultatet er ofte imponerende. Det er komprimeret viden, så det rykker. Min favorit var Jeremy Keiths, der talte om hypertext [download præsentation]. Energimættet og lækkert udført.

En anden taler, der fangede min opmærksomhed var John Buckman. John Buckman startede Magnatune; et alternativt pladeselskab og site til download af musik. Her kan du lytte på hele albums og først derefter tage stilling til om du vil købe albummet. Hvis du køber kan du selv bestemme, hvor meget du vil betale [mere om tillidsøkonomi]. Minimumsprisen er $5. Det interessante er dog, at kun 20% af køberne vælger at betale minimumsprisen – de fleste betaler mere. Og endnu mere interessant er, at kunstneren får 50% af den pris du betaler.
Buckman talte også om sit seneste projekt; Bookmooch:
BookMooch is a community for exchanging used books. BookMooch lets you give away books you no longer need in exchange for books you really want [mere]
Ouch, det er jo en videreudvikling af Bibliotekr 2.0-konceptet. Buckman har endda søgning via Amazon. Men i stedet for at vælge at købe bogen hos dem, kan du bytte dig til den på Bookmooch.
Chris Anderson: The Long Tail
Chris Anderson er chefredaktør på magasinet Wired. I oktober 2004 skrev han en artikel i Wired om The Long Tail. Efter yderligere research er artiklen nu blevet til en bog.
Hvad er The Long Tail?
Helt basalt er det en forklaring på den økonomiske model, der driver forretninger som Amazon og iTunes.
Fra 2001 til 2005 faldt musikindustriens omsætning med 25%. For musikbranchen et slag i sig selv, men går man tættere på tallene, viser de samtidig, at omsætningen af de største hits faldt med næsten 50%: I 2000 solgte de fem bedst-sælgende album 38 millioner eksemplarer. I 2005 kun 19,7 millioner eksemplarer. Så vi køber altså mindre musik, men også langt mere forskellig musik end tidligere. Det hænger sammen med udvalget; en vare finder en køber, blot ved at være tilgængelig.
Teorien bliver underbygget af flere konkrete eksempler. F.eks. kommer 25% af Amazons omsætning fra bøger, der ligger uden for deres Top 100.000. Hos iTunes sælger sang nr. 1.000.000 på salgslisten ikke meget, men den sælger og den sælger jævnligt.
Relateret:
Læs Chris Andersons blog.
Wikipedia om The Long Tail.
Køb Chris Andersons bog The Long Tail.






