Nyheder

Ekstra Bladet TV

De seneste par år har de danske aviser flirtet med net-tv. Outputtet har ofte virket ustruktureret og famlende, men på den vis har det været helt i tråd med nettets ånd. Vi udvikler producerende, da udviklingen ikke stopper.

I gadebilledet i København støder jeg efterhånden oftere ind i Ekstra Bladets lille videohold med deres DV-kamera, end en sendevogn fra én af tv-stationerne. Der er ingen tvivl om, at det kommende år vil byde på en professionalisering af avisernes videoproduktion, et systematiseret output og tv-stationerne vil mærke den øgede konkurrence, også på det felt.

Den 11/11 kl. 11 starter Ekstra Bladets seneste satsning: En række net-tv nyhedskanaler. I følge Business.dk har Ekstra Bladet TV afsat 14 journalister til at løfte opgaven.

Berlingske er ved at være klar til at gå i gang med at sende net-tv. De har bygget eget newsroom og et studie, hvor der er plads til et publikum. Der arbejder 800 journalister i Berlingskes mediehus og med det nye setup kommer de til at kunne lave net-tv i tv-kvalitet.

For nylig gik også Jyske Bank i gang med at lave net-tv: Jyske Bank TV. Og det bliver for alvor interessant, når kommercielle virksomheder begynder at producere net-tv, der ikke lugter af corporate video. For hvad sker der lige med nyhedsformidlingen, når f.eks. en bank leverer finans- og erhvervsnyheder på lige fod, og måske bedre og mere kvalificeret, end de etablerede mediehuse? Vi prøvede at finde nogle af svarene forleden i KommunikationsCast, hvor vi talte med Gorm Ruge fra Jyske Bank:

Det er et interessant skift, der er ved at ske, hvor dem der var mediaspenders som os, der før betalte alle annoncerne og de meget dyrt betalte reklamesekunder i TV 2 [...] vi bliver pludselig providers… det er os, der leverer indholdet. Det må selvfølgelig på den lange bane få nogen til at rive sig lidt i håret

[Hør hele samtalen i KommunikationsCast # 84].

For mig var Jyske Bank før blot en bank for jyder i København. Nu er de tung indholdsleverandør og pænt tjekkede.

Der er ingen tvivl om, at Jyske Bank TV allerede nu ligger langt foran DR og TV 2′s bud på net-tv, set fra et rent usabilitysynspunkt:

  • Det er multiplatform
  • Der kan linkes direkte
  • Det er nemt at distribuere
  • Det er nemt (og lovligt) at downloade
  • Det er nemt at abonnere på
  • Det kan rates
  • Det kan kommenteres og er dermed dialogskabende
  • Det er gratis

Kan DR og TV 2 sætte kryds ved de ovenstående punkter, når det kommer til deres videoindhold? Meget langt fra. Begge tv-kanaler spærrer deres indhold inde, så man nærmest tænker, at de helst vil have at seerne lader være med at bruge det. Eneste undtagelse er DR’s Bonanza, der til gengæld slås med sin manglende funktionalitet.

Hvad sker der for de etablerede tv-kanaler, når Ekstra Bladet har premiere på den første danske tv-serie produceret specifikt til nettet? Vi ved allerede fra Gallups undersøgelser, at 44 pct. af internetbrugerne lytter til netradio eller ser net-tv og 27 pct. downloader eller ser film og videoklip på nettet.

Peter Strøhemann, der er internetchef hos Ekstra Bladet, sagde for et par måneder siden til Business.dk, at de med 500.000 brugere om måneden jo ikke var langt fra, at kunne matche tv-stationerne. Lad os håbe, at de har kigget lidt over skulderen på Jyske Bank TV og ikke skelet så meget til DR og TV 2, selv om de håber at give TV 2 News kamp til stregen.

Update 11/11 kl. 14.11:

Problemet med at glæde sig til noget er jo, at man kan ende med at blive skuffet.

Skærer vi igennem makeup’en på Ekstra Bladet TV er der ingen tvivl om, hvad der gemmer sig bag. Den gamle vin blev iltet i nat og hældt på nye flasker. Men udover den sorte tv-baggrund, den store letlæselige skrift, uret (dét er oldschool, og så følger det mit computerur – så det er ikke til at regne med alligevel!) og det lækre iTunes-inspirerede coverflow er der ikke meget nyt og brugbart at hente. Jeg havde regnet med en mere guidende og filtrerende funktion, da ordet kanaler blev brugt.

Playlister:
Jeg ville gerne have et par playlister med redaktørens forslag. Det kan være helt simple playlister, f.eks.:

  • Nyheder & Sport
  • Nyheder, Sport & Underholdning
  • Gossip & På Vrangen

Og så vil jeg kunne lave mine egne playlister: Et lille diskret + ved alle videoklip, der tilføjer dem til min playliste. Det vil uden tvivl holde længere på mig, da jeg kan planlægge de næste klip, mens jeg ser det nuværende.

Indlejring:
Jeg savner stadig embedding/indlejring. Hvor svært kan det være? YouTube henter størstedelen af sin sening på at været indlejret på andre sites; hvorfor vil Ekstra Bladet ikke være en del af vores net, i stedet for at bygge et alternativt internet. Det kan kun blive en dårlig forretning, at skulle opfinde dybe tallerkner gang på gang.

Er det forretningsmodellen Ekstra Bladet er bange for? Altså at jeg så ikke bliver eksponeret for deres topbannere på Ekstra Bladet TV? Well, reklamerne kan jo integreres som intro/outro i videoklippet, hvis de insisterer på at genere mig med irrelevant massekommunikation. Eller lidt mere elegant kunne de bruge deres coverflow-teknik til at guide relevante reklamer ud til mig, ved at tracke hvilke jeg hurtigt minimerer og hvilke jeg generelt bærer over med.

RSS:
Ja, tak. Og på alle kategorier. Det virker ikke lige nu, men det kommer sikkert op i løbet af dagen.

Tags: , , , , , , , , , , · Kategori: internet, medie, podcast, tanker

Gamle Bonanza

DR Bonanza blev kåret som Årets Nye Medie på New Media Days 08. Kække journalister syntes det var sjovt, at det var det gamle tv-medie, der blev Årets Nye Medie.

Problemet er bare, at der absolut intet nyt er over Bonanza; fra et usability-synspunkt er det faktisk temmeligt håbløst. Årets Nye Medie ser lidt gammelt ud. Eneste plus er indholdet, som til gengæld er fantastisk.

Man kan ikke ødelægge serier som Matador, Een gang strømer, Kaj og Andrea og En by i provinsen. Der er noget både meget dansk og meget uskyldigt over Jens Okking som politimand. Så ved man, at der bliver tid til både smørrebrød og øl i jagten på de kriminelle.

Bonanza er blevet til i samarbejde med, og en del af DRs Kulturarvsprojekt. DRs Kulturarvsprojekt har som fokus, at sikre DRs programarkiver gennem digitalisering, samt at øge anvendelsen af arkivernes indhold.

Det er dejligt, at materialet er blevet tilgængeligt. Og over 10 millioner visninger fortæller også, at vi er glade for gensyn og genhør. Men der er åbenlyse mangler på Bonanza:

  • Hvorfor kan jeg ikke lave en simpel playliste?
  • Hvorfor følger mit opløsnings-valg (lav/mellem/høj) ikke med fra video til video?
  • Hvorfor er der autoplay? Hver gang jeg vælger en kategori, brager det første program i kategorien ud. (Lad være med at starte ting i min browser, uden at jeg har bedt om det)
  • Hvorfor kan jeg ikke få en personlig profil, så jeg kan lave filtre, præferencer og få en mail, når der f.eks. bliver lagt ny dansk drama på Bonanza? Måske kunne jeg også få lov at anmelde, knytte info til programmerne, skrive med de andre Bonanza-brugere etc. Al den viden om, hvordan jeg konsumerer programmerne, går DR glip af nu. Hvis jeg er vild med dansk drama på Bonanza, kunne DR måske også lige få solgt mig idéen om at se Sommer på DR1 om søndagen.
  • Hvorfor er der ikke afsnitsnumre på Rejseholdet (den gamle tv-serie fra 1983)? Og nej, de 6 episoder ligger ikke i kronologisk rækkefølge i arkivlisten.
  • Hvor mange gange skal ordet “Skuespiller” optræde i listen over medvirkende i Matador? Ca. 20.

Bonanzas om-tekst fortæller mest om den store afstemning, der starter den 16. januar. Men det er vist snart et år siden. Bonanza-bloggen er ikke blevet opdateret i en måned, og seernes spørgsmål står ubesvarede hen. Alt i alt ser Bonanza faktisk lidt gammel og slidt ud.

Tags: , , , , , , , , · Kategori: internet, medie, tanker