5 hurtige: 2008-11-21

1. Mediebureauet Initiative Universal Media (IUM) har strammet op på nettet. Deres nye site Frontbox med nyheder og kommentarer fra den danske mediebranche er et besøg værd. Lækkert design, masser af indhold og ingen reklamer. Og så kører sitet på WordPress.
Som nogle af de første herhjemme har Frontbox også introduceret en QR-kode, der aktiverer sitets nyhedsfeed på din mobil.
2. Hvis du er irriteret over den ofte meget ringe billed- og lydkvalitet på YouTube, så prøv flg. lille trick. Når du ser en video (der ikke har en High Quality-option i interfacet), så indsæt “&fmt=18″ efter videoens link. Så får du stereolyd og højere videoopløsning. Hvis du er logget på YouTube kan du sætte den højere kvalitet som standard i My account/Playback Setup/ ved at vælge “Always play higher-quality video when it’s available”.
Tips til hvordan du indlejrer video i høj kvalitet og en mere teknisk beskrivelse af YouTubes forskellige video-codecs finder du på Jimmy Ruskas blog.
3. De gamle drenge i Monty Python tager konsekvensen og deltager nu aktivt i at styre deres egen digitale identitet. Med en Monty Python-kanal på YouTube. Som John Cleese siger: Now I get it! Og introvideoen er set 625.000 gange på en uge.
4. Jeg var på CBS for at deltage i DDRB’s seminar Den effektive radiokampagne. Her blev den største og mest avancerede analyse af radioreklamers effekt i Danmark nogensinde præsenteret. Analysen er lavet i et samarbejde mellem Det Danske Radiobureau, Radio 100FM og Copenhagen Business School.
Talerne var professor Lars Grønholdt, lektor Lars Pynt Andersen og professor Larry Percy. Et par af konklusionerne følger her en af de nærmeste dage. Overordnet må jeg sige, at det er det meste seriøse stykke arbejde jeg har set i forbindelse med dansk radioreklame. Timingen er dog næsten tragikomisk.
5. Journalisten.dk har sat rekord med over 50.000 brugere den seneste måned. Næsten en fordobling fra sidste år. Det er også et godt, velskrevet og funktionelt site. Tillykke med det!
TV er dødt. Længe leve nettet
Det Økonomiske Råd forudser, at konjunkturerne vil vende, hvilket betyder nedsat vækst. Det kommer til at gøre ondt, bl.a. hos TV 2, der for første gang i mange år, indstiller sig på dårligere tider:
Vi reber sejlene i bekymring for, at der kommer en lavkonjunktur
[Anders Kronborg, Økonomidirektør på TV 2, fra business.dk]
Hvis man krydrer med de seneste tal fra mediebureauet, PHD, har tv en slem tid foran sig: De sidste 7 år er de unges (12-20 år) tv-forbrug faldet med 20%. Samtidig er deres internetforbrug steget, så det nu er større end tv.
I USA er situationen lige så slem for de gamle medier. Ifølge Nielsen Media Research er det kun 10 percent af de 18-24 årige tv-seere, der ser aftennyhederne fra enten ABC, NBC eller CBS.
I think of watching network newscasts as something my parents do [...] I can’t imagine my friends sitting down to watch an actual network newscast at 6:30 because we’re doing other things at that time. It’s a lot quicker to go online. I customize my news [22-årige antropologistuderende Jen Jablow, fra The Philadelphia Inquirer]
Informationsstrømmen bliver større og tilgangen lettere. Vi er alle vores egne nyhedsredaktører på nettet og pludselig virker de gamle medier gammeldags og tunge:
Jeg så lige TV-Avisen forleden, for første gang i 3 måneder, og blev frygteligt irriteret over det lave tempo og den mærkelige fortælleteknik. Og det er alligevel overraskende, for det er ikke mere end 3 år siden, at jeg så TV-Avisen dagligt [Katrine Emme Thielke, fra KommunikationsCast # 12]
Derfor ser vi i disse år tv-stationerne gøre ting, de aldrig har gjort før. De nærmest snubler over deres egne ben, for at komme ind på nye markeder. F.eks. vil de næsten allesammen gerne levere platformen til brugergenereret indhold på nettet og er ivrige efter at få en dialog med seerne. Fordi, som videnschefen hos Innovation Lab siger:
Internettet forbinder mennesker, mens tv’et er envejskommunikation. Det er for mig den banale forklaring på udviklingen [Christian Schwarz Lausten, videnschef i Innovation Lab, fra politiken]
DR lader deres studieværter blogge og seerne kan komme i dialog med dem. Nyeste nettiltag i DR-Byen er DR Update, der er tv-nyheder på nettet.
På internettet har brugerne mulighed for selv at klikke sig rundt mellem indslagene, vurdere historierne, videresende gode indslag og læse eller se mere om emnet på dr.dk [fra dr.dk]
TV 2 er også i fuld gang med at udvikle deres blogunivers; faktisk har næsten alle de etablerede medier taget blogs til sig. Måske fordi det er det mest hypede, måske fordi det er det nemmeste at komme hurtigt i gang med:
Det er dine private tanker om verden – og der er ingen andre end dig, der bestemmer, hvad du kan skrive om. Du bestemmer også selv, om din TV 2 Blog skal være offentlig eller privat [fra blog.tv2.dk]
Det kan dog være lidt svært at se, hvorfor jeg skal vælge at lade TV 2 hoste min blog, fremfor f.eks. Blogger.com, Smartlog.dk eller Urbanblog? Den svenske avis Metro har stillet sig selv det samme spørgsmål og har nu fundet svaret. De betaler dig, hvis du blogger hos dem og vel at mærke kan tiltrække læsere:
Det här är ett av flera projekt som vi sjösätter för att stärka vår position på nätet. Det som gör projektet unikt är att vi betalar de som skapar trafiken [fra metro.se via Mediehack]
Og hvorfor skal jeg levere gratis indhold uden at få noget igen? Gratis hosting af blogs kan jeg få alle vegne. Så mediehusene bliver nødt til at levere noget unikt; enten en blogplatform med helt unikke features, nye sociale netværktøjer eller god, gammeldags betaling for mine ydelser. De kunne jo også udvikle tv-stationen eller avisen, der ikke blot gjorde som alle de andre, men i stedet omfavnede brugernes hungren efter dialog og tilstedeværelse. Faktisk var Jørn Hjorting ren 2.0, da han i 1968 opfandt De ringer, vi spiller. Og måske har verden slet ikke ændret sig så meget siden da.






