Den ene side handler om pigen Whitney Harper, der slås med RIAA om værdien af 37 popsange. Den anden side om et dansk band, der går nye veje og forlænger koncertoplevelsen for deres publikum.

Historierne har for så vidt intet med hinanden at gøre, udover at de begge relaterer sig til musikindustrien i 2008, og repræsenterer forskellige tankegange. Den ene fokuserer på distance, den anden på nærhed.

Whitney og de 37 sange
I 2004 delte den 16-årige Whitney Harper 37 sange via tjenesten KaZaA. I disse måneder bruger hun en del tid i retten, hvor hun slås med Recording Industry Association of America (RIAA).

I august blev den første dom afsagt. Whitney skulle betale $200 pr. sang – altså i alt $7.400 – som kompensation for de 37 sange hun havde delt. Det accepterede RIAA ikke. De havde i første omgang krævet, at hun skulle betale minimum $750 pr. sang. I følge the Copyright Act kan RIAA kræve ml. $750 og $30.000 pr. sang, hvis de kan bevise, at anklagede var klar over ulovligheden.

Whitneys forsvar var, at hun var 16 år og ikke havde viden om eller forstod begreber som fildeling og copyright. Desuden hævdede hun, at KaZaA ikke dengang gjorde opmærksom på, at materialet, der var tilgængeligt på tjenesten var ulovligt. RIAA argumenterede med, at de cd’er musikken var kopieret fra, havde copyright-tekst påtrykt cover og cd. Men da Whitney aldrig havde været i nærheden af original-cd’erne, hjalp det ikke. Hun hævdede også, at hun troede KaZaA i princippet var det samme, som at lytte til internetradio. Den 17. november skal hun i retten igen. Og denne gang foran en jury.

Imens læner RIAA sig op ad et Class Action Lawsuit fra en række af de brugere, de har hevet i retten gennem de seneste år, som er blevet kendt uskyldige. I retspapirerne hedder det bl.a.:

…the RIAA has engaged in a coordinated enterprise to pursue a scheme of threatening and intimidating litigation in an attempt to maintain its music distribution monopoly… [fra]

Jeg har skrevet om pladeselskaberne tidligere og tror stadig, at deres eneste overlevelsesmulighed er at bruge energien på en tidssvarende forretningsplan, frem for at sagsøge alt med et par hovedtelefoner på. Lovligt eller ulovligt.

Vincent og den evige koncert
Den anden historie har slet ikke fundet sted endnu. Den handler om det danske band Vincent Van Go Go. På lørdag den 27. september giver de koncert på spillestedet Rust på Nørrebro. Bandet er lige kommet hjem efter en turne i Tyskland og Schweiz og nu spiller de 4 koncerter i Danmark, inden de hiver stikket ud og går i studiet for at indspille et nyt album.

Det specielle ved koncerten på lørdag er, at bandet optager koncerten. Dagen efter går de i studiet og mixer den, sådan at koncertgængerne på mandag kan finde en kode i deres mail, der giver adgang til at downloade koncerten. Bandet fortæller:

Vi vil gerne dokumentere, hvordan vi lyder p.t. – man ved aldrig, hvad der sker, når man går i gang med nyt materiale… Derudover vil vi gerne give vores fans en live koncert med hjem, som de kan lytte til, mens vi holder os fra livescenen et stykke tid

Vincent har fat i den lange ende, når det kommer til at kommunikere med sit publikum. Lad os se mere nytænkning som det fra musikbranchen.

Hvis du interesserer dig for musikrettigheder, så lyt til KommunikationsCast # 46 (fra den 10. februar), der handler om pladebranchen, fildeling og piratkopiering. Her kan du møde Johan Olsen, der er forsanger i Magtens Korridorer og Jesper Bay, der er Marketing Direktør i pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI.

Update 26/9: En bonushistorie om musik og rettigheder fås på muxtape.com, som vi også snakkede lidt om i kommentarsporet til dette indlæg.

Ingen relaterede indlæg.

Kilde: IFPI Danmark. Screenshot fra Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift.

Det brune del er den danske musik; den grønne repræsenterer den internationale. Samtidig afslører Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift nye vinde og initiativer for at sikre branchen i de næste år. Formand Jens-Otto Paludan ridser 8 bud på en bedre fremtid op. I [] en kort forklaring af, hvad det dækker over:

1. Forbrugerne skal have flere valgmuligheder. [flere valgmuligheder, når det gælder anvendelsen af musik. Forbrugerne skal kunne udnytte de muligheder, de får gennem ny teknologi]
2. Interoperationalitet. [Det skal ikke være på grund af IFPI, at forbrugerne ikke får fuldt udbytte af den musik, som de erhverver lovligt. DRM og brugen af den er et vigtigt emne i den forbindelse]
3. Holdningsbearbejdelse. [Danskernes syn på musikken skal ændres. En holdningsbearbejdelse er en fælles opgave for musikbranchen]
4. Effektive støtteordninger. [Her ønsker IFPI flere støtteordninger, der også dækker andet end klassisk musik. F.eks. kan man kigge på filmbranchen for inspiration]
5. Det skal være let at være lovlig. [Clearing af musikrettigheder skal gøres nemmere - og skal sikre at kunderne kun skal henvende sig ét sted]
6. Udvikling af det digitale marked. [IFPI ønsker at være proaktive. De forventer ikke at forbrugerne skal respektere IFPI's rettigheder, hvis IFPI ikke respekterer brugernes ønsker og reagerer hurtigt på udviklingen]
7. Samarbejde og dialog internt i branchen. [Alle parter i musikbranchen bliver nødt til at anskue branchen som et hele. Det gør både medierne, politikerne og deres kunder]
8. Samarbejde og dialog på tværs af mediebranchen. [IFPI vil være en effektiv samarbejdspartner. Grunden er, at branchen er i hård konkurrence med andre dele af underholdningsbranchen, som IFPI dog har mange fælles interesser med]

Afgørende for vores succes bliver vores evne til at vælge dialogen. Med hinanden, med vores omgivelser og ikke mindst med vores kunder – forbrugerne, publikum. Det er i sidste ende dem, der bestemmer musikbranchens fremtid. Ikke os. [Jens-Otto Paludan, Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift]

Alt i alt lyder det som om musikbranchen er ved at få øjne og ører op for, at der skal nye boller på suppen. Bedre sent end aldrig. Når det kommer til copyright på deres skriftlige materiale, well… gi’ dem 10 år til.

Ingen relaterede indlæg.