Arkiv for indlæg tagget med "delicious"


Bookmarks vs. mig

Som jeg tidligere har skrevet, er min computerbrug gennem de seneste år flyttet fra programmer installeret på min lokale harddisk til diverse værktøjer på nettet. Fra Entourage til Gmail og fra Word til Google Docs. Billeder ligger ikke i iPhoto, men på billeddelingstjenesten Flickr. På et enkelt område har jeg dog været svær at flytte, fordi jeg føler, at jeg mangler det rigtige værktøj. Mine bookmarks ligger stadig under menuen Bookmarks/Bogmærker i Firefox. I teorien er det jo også fint. Bookmarks fylder ikke noget og de ligger lige dér i browseren, når jeg har brug for dem. Vel at mærke, hvis følgende 2 krav er opfyldt:

  • Jeg bruger min egen computer
  • Jeg bruger dén af mine computere, som jeg gemte bookmarket på

Så i praksis er det faktisk temmeligt skidt. Jeg har i nogle år, og af flere omgange, prøvet at flytte og vænne mig til bookmarking-tjenesten Delicious. Men uden held. På papiret er det en fed måde at gemme, finde (og evt. dele) sine bookmarks på, men for mig har det bare ikke virket. Jeg mangler:

  • mine mapper
  • muligheden for at folde mapper ud, så hierarkiet afsløres
  • drag’n'drop af bookmarks og mapper

Det kan lyde som en håbløs måde at prøve at tvinge computerens interface ned over nettet på. Men den ville virke (for mig) i dette tilfælde.

Min rss-reader, Bloglines, har med stor succes bevaret netop denne velkendte struktur. Når jeg har leget med Delicious ender jeg altid med at synes det er hurtigere at google mig frem til dét jeg leder efter, hvilket overflødiggør idéen med at bookmarke sites af interesse.

Jeg er nu atter i gang med at rode med Delicious. Hvert bookmark får eet tag, og jeg laver en håndfuld bundles, som vel bedst kan sammenlignes med en kategori man tilknytter diverse tags til, og som er det nærmeste man kommer mapper. Problemet er dog, at jeg altid ender med at have uoverskueligt lange lister, der ikke kan slås sammen og foldes ud. Måske har jeg blot ikke set lyset? Måske bruger jeg Delicious helt forkert? Måske findes der en helt anden tjeneste, der kan det jeg har brug for? Hvis du kan besvare et eller flere af spørgsmålene, så skriv gerne en kommentar.