Arkiv for indlæg tagget med "download"

Digital fremgang for pladebranchen

Omsætningen af musik i digitalt format rundede 100 mio. kr. i Danmark i 2008. Det svarer til knap 19% af det samlede danske musiksalg på 565 mio. kr.

Den endelige opgørelse er først klar i februar, men pladebranchen regner med at nå ca. 107 mio. kr. på det digitale område. En fremgang fra 54 mio. kr. i 2007.

Ifølge IFPI, pladeselskabernes brancheorganisation, skyldes den digitale fremgang nye forretningsmodeller i musikbranchen, f.eks. TDC’s abonnements-tjeneste PLAY.

Fremgangen i det digitale, overgås af faldet i det fysiske salg. Enkelt-cd’er faldt med 23%, boxsæt med 6%. Men der er også en lille positiv og overraskende udvikling i omsætnings-tallene. Der blev solgt 63% flere vinylalbums i 2008 end året før. Vinyl udgør dog kun 0,3% af pladeselskabernes samlede salg.

Den foreløbige opgørelse viser, at det stadig går i den forkerte retning. Der er et fald i det totale marked for indspillet musik i Danmark på 8,3%. IFPI anslår iøvrigt, at 95% af alle musikdownloads på internationalt plan er ulovlige. Du kan læse mere om pladebranchen i den nye internationale Digital Music Report 2009 fra IFPI. [pdf-fil | 2,1 MB].

Relateret: Amerikanske RIAA, som jeg har skrevet om tidligere, har lovet at de ikke fremover vil sagsøge enkeltpersoner for ulovlig fildeling, når de igangværende sager er afsluttede.

Interessant er det også, at en høring i en af disse sager vil blive webcastet i næste uge på courtroomlive.com. Boston-dommeren Nancy Gertner, der i tidligere sager har taget de anklagedes side, har netop givet tilladelse til, at der må webcastes fra retslokalet:

The public benefit of offering a more complete view of these proceedings is plain, especially via a medium so carefully attuned to the Internet Generation captivated by these filesharing lawsuits #

Bonus-gadget: Hvis du er træt af MP3, så tjek Vestax VRX-2000, der kan skære vinyl-plader. Den koster beskedne kr. 59.995,-.

Update 20/1: TDC har lukket for kundernes adgang til The Pirate Bay.

En sidste dans med pladeselskaberne

Doug Morris er CEO og bestyrelsesformand hos Universal Music Group; det ene af de 4 store pladeselskaber, der tilsammen står for 90% af det registrerede musiksalg i USA. Seth Mnookin har mødt ham og skrevet en god artikel til Wired om manden og pladebranchen. Jeg hiver altid pladebranchen frem som glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal håndtere nye medier (“ingen ønsker at lave en pladebranche”). Men at det hele er endt som det er endt, skyldes ikke forkerte valg, blot uvidenhed:

Morris insists there wasn’t a thing he or anyone else could have done differently. “There’s no one in the record company that’s a technologist,” Morris explains. “That’s a misconception writers make all the time, that the record industry missed this. They didn’t. They just didn’t know what to do. It’s like if you were suddenly asked to operate on your dog to remove his kidney. What would you do?”
[fra wired]

Seth Mnookin foreslår at en dyrlæge måske kunne være løsningen på det retoriske spørgsmål. Efter at have læst artiklen kan man næppe andet end at sidde tilbage og være blevet bekræftet i sin tro om at her er en branche, der ikke kunne have gravet sin egen grav bedre, om de så havde fået uanede ressourcer af spader, gravkøer etc. stillet til rådighed.

Morris goes on to rail against criminal-minded college students and low-life punks who steal the music that his artists work so hard to create. He admits to being fairly ignorant about technology and insists that his job is to nurture the creative side of the business — work that’s being threatened by all of this other nonsense.
[fra wired]

Det Morris kalder nonsens er virkeligheden. At ikke forholde sig til den, koster ham dyrt og kommer til at koste ham mere. Pudsigt er det også at de kunstnere, han forsvarer på sin forstokkede gammelmands-facon, næsten alle har set realiteterne i øjnene og opbygger skuespilkarrierer, laver sportstøj, parfumer og spiller flere koncerter end nogensinde før. Med et multinationalt pladeselskab i ryggen ser fordelingsnøglen sådan ud:

[screenshot fra]

Morris og Universal Music Group er dog ved at være klar til næste træk. Det inkluderer DRM-fri musik for at fjerne Apples monopol-agtige iTunes (som pladebranchen dog selv i store træk definerede), en forlovelse med Microsoft og derefter lanceringen af konceptet Total Music, hvor brugeren (eller Microsoft/udbyder) betaler en månedlig afgift for at kunne downloade al musik. Total Music kommer uden tvivl til at være DRM-beskyttet. Og så er cirklen fuldendt.

Nu vil jeg sætte mig hen og lytte til det nye album fra Saul Williams. Jeg fik det anbefalet af Jonas, og kunne vælge at nuppe det gratis på Sauls site eller betale $5 direkte til Saul for det.

Udover at lave fin musik, forstår Saul Williams, hvad det drejer sig om. Uanset hvilken knap musikelskeren trykker på, får Saul opmærksomhed og spredt sit budskab.

Slutningen på et smukt venskab

Jeg har lidt dårlig samvittighed, når jeg passerer Østerbrogade 92. Min lokale pladebutik er lukket. Og jeg bærer selvfølgelig en del af skylden. Jeg har ikke fået handlet der så meget de seneste par år. Mine musikindkøb foregår i højere og højere grad på nettet, hvilket har betydet færre lørdage i kø hos musikgenierne i Casablanca. Lukningen skyldes en kombination af huslejestigning, øget konkurrence og generel nedgang i salget af cd’er.

Vi ved, hvad vi snakker om, og hvis en af os ikke ved en bestemt ting, er der en anden, som ved det. Og vi har alle genrer undtagen klassisk, og så er vi kendt for at kunne skaffe varer hjem, vi har import fra hele verden [Indehaver Tim Østerberg, fra Lokalavisen Østerbro]

Jeg finder dog en lille trøst i at vide, at Casablanca også har fundet sin fremtid på nettet. Men minderne har man jo lov at ha’. Og på iTunes Store går der ikke 4 midaldrede fyre rundt og skiftes til at sætte deres yndlingsmusik på. Lur mig om det ikke var dét, der drev dem til at arbejde i forretning i så mange år.

Pladebutikkerne bliver færre, udvalget mere mainstream. Fona har hitlisten og lidt bagkatalog fra Springsteen og Salomonsen. TP Musikmarked virker mest som lagersalg med hitlisterne som camouflage. Guf, der er svære at finde på nettet, har stadig egen import og er nok den mest nørdede af kæderne. Udover disse er det svært at opdrive en god, gammeldags pladeforretning. Så alternativet er at gå på nettet og købe cd’er på f.eks. Amazon. Om det var hønen eller ægget, der kom først, er nok svært at sige.

Men kan en dansk pladebutik på internettet så klare sig mod de internationale, der har stordriftsfordelene? Og mod download-butikkerne med den toptjekkede millionbutik fra Apple i front? Hos iTunes får man også smagsprøver, inden man køber. Et album som lydfiler koster 80 kr. hos iTunes, mens Casablancas lidt mere lavpraktiske hjemmesidedesign tilbyder en cd for 126 kr + 20 kr i forsendelse. Så er du villig til at undvære musikken i fysisk format, er der mange penge at spare.

I Casablancas favør er dog muligheden for at kunne ringe i åbningstiden og stille musikspørgsmål. Her kan iTunes ikke hamle op. Kan du ikke selv søge det frem, findes det nok ikke. Hvordan vil Casablanca i det daglige formå at få deres musikviden ud over kanten på deres hjemmeside? Det var dét, der tiltrak kunderne. Fyrene i butikken vidste alt, kunne de gode musikhistorier; hvem spillede guitar for hvem og hvornår var det nu det andet Stones-album udkom, og så anbefalede de gerne. Og mon ikke deres filter og sortering var knapt så forudsigeligt, som iTunes’ anbefalinger? Jeg tror personlighed og musikviden er deres eneste overlevelseschance på nettet. Så tag værdierne fra butikken med online.