Arkiv for indlæg tagget med "itunes"

Udfordring # 2 og 3

For noget tid siden fik jeg en musikalsk udfordring af Patrick Damsted. Det har taget mig lidt tid at komme igennem den. Af flere grunde.

Mest fordi konkurrencen i min iTunes er hård. Jeg har aldrig købt mere musik, end jeg gør i disse år. Og jeg har aldrig købt og lyttet mere bredt, end jeg gør nu.

Men Trille er ikke lige at finde på iTunes. Ouch, regel nr. 1 for succes må være tilstedeværelse. Heldigvis kunne jeg lytte over skulderen på en venindes udgave af Trilles ‘Hej Søster’, så tak for det. Cd’en kan dog købes hos imusic og vejer åbenbart 107 gram.

Men damn, den er svær. For der er sgu ikke meget sex i Trille (og den sjove og skæve ‘Øjet’ er jo ikke på dette album). Rødstrømpesange båret af hverdag, nærhed og ærlighed kunne være speaken til packshot’et på tv-reklamen. Jeg vil rigtig gerne kunne lide Trille. Det ville være det nemmeste og behageligt politisk korrekt. Jeg var 4 år, da albummet udkom i midten af 70erne og er måske af det forkerte køn, så det kan bestemt ikke udelukkes at jeg slet ikke fanger budskabet.

Men når jeg lytter hører jeg kun 1:1-fortællinger, der mangler perspektivet og charmen. Det er banalt:

‘Kom og løft mig op, løft mig op til jeg føler jeg svæver. Og lad mig hænge som et spædbarn dér’.

Det gør næsten ondt. Minder lidt om nogle af mine og Patricks undersættelser af diverse pophits: ‘Slå mig spædbarn – én gang til!’. Men samspillet er fedt, det er godt spillet. Det er gode musikere og jeg ville gerne høre dem spille live, f.eks. i sommersolen sammen med gode venner og store fadøl.

Én ting elsker jeg dog ubetinget: båndsuset, der ikke er blevet fjernet. Måske mere en økonomisk end kunstnerisk beslutning, men dejligt befriende i vores digitale remastering-tidsalder.

Udfordring # 2 ryger lige tilbage til Patrick. The Streets-albummet ‘Original Pirate Material‘.

Udfordring # 3 får Rasmus, der rakte fingeren op. Måske fortryder han. Men tag et lyt til Justice ‘†‘.

Krisehåndtering

Det er altid interessant at observere krisehåndtering og generel kommunikation i forbindelse med uheld, fejl og mangler.

Der er de store historier, der rammer avisernes forsider; f.eks. Jeppe Kofod-sagen, der blev håndteret med pinlig åbenhed og som måske endda derfor ender med at styrke ham politisk. I hvert fald ved vi alle nu, hvem han er.

I den anden grøft er der IBM, der mister pusten og overblikket og måske en core router og dermed sætter virksomheder som Arla, A. P. Møller-Mærsk, Danske Bank, Carlsberg, DSV, Københavns Kommune, ATP og hospitaler i Region Hovedstaden delvist ud af drift. Den danske IBM-ledelse får mundkurv på og lader både presse og kunder søge forgæves efter svar, hvilket fører til endeløse gætterier og til at historien holdes i live. Og når så de utilfredse kunder og pressen finder sammen giver det ekstra guf, som f.eks. når Carlsbergs it-chef, Lars Krejberg siger:

at han ikke vil drage konklusioner mens han står midt i situationen, men at det ikke på nogen måde er noget, der har forbedret hans tilfredheds med IBM. [fra]

Ikke engang en pressemeddelelse om uheldet kan man finde på IBM’s site. Der er dog et lille smil at hente i IBM’s seneste pressemeddelelse, der handler om, at Danmark efter 4 år på toppen som verdens bedste it-land i år er røget ned på en 5.-plads.

I mindre målestok er der historien om amerikanske DreamHost, der hoster vores ugentlige podcast på KommunikationsCast.com. Ved en fejl kom de til at fakturere lidt for langt ud i fremtiden, men opdagede hurtigt fejlen og indrømmede, undskyldte og korrigerede.

Hi Mikkel!

Ack. Through a COMPLETE bumbling on our part, we’ve accidentally attempted to charge you for the ENTIRE year of 2008 (and probably 2009!) ALREADY (it was all due to a fat finger)! We’re really really realllly embarassed about this [...] Thank you very very much for your patience with this.. we PROMISE this won’t happen again. [...]

Sincerely,
The Foolish DreamHost Billing Team!

Bonus: I dag har jeg netop klaget over 3 sange købt hos iTunes. Alle var fejlbehæftede. Så nu har jeg omhyggeligt udfyldt en online klage-formular med fejlbeskrivelser og tidskoder for hver sang og fejl. Jeg har fået 3 auto-genererede mails og er blevet lovet personligt svar inden for 24 timer. Fortsættelse følger.

Store og stille fremskridt hos iTunes

De sidste mange sange jeg har købt hos iTunes – både nye og gamle – har været DRM-fri og kvaliteten er sat op fra 128 kbit/s til 256 kbit/s.

Formatet er stadig AAC, hvilket er fint for mig, som bruger iTunes på en Apple-maskine. Men måske skaber det problemer for pc-brugere, der bruger en player, der ikke er AAC-kompatibel (?) og naturligvis for de, der ikke har en MP3-afspiller, der også accepterer AAC-formatet. Men som Apple-bruger er man jo også nødt til at være opfindsom, når det kommer til at spille WMA-filer. Så det er måske i lige så høj grad en Windows/Apple-krig, som et Apple-afpresningsforsøg for at få folk til at købe en iPod. Kunne man hævde. Og såvel AAC som WMA er jo MP3 overlegen, når det kommer til lydkvalitet ift. filstørrelse.

Under alle omstændigheder: Hvorfor får jeg ikke muligheden for at downloade den musik jeg køber i cd-kvalitet? Er det sådan et urimeligt krav? Jeg tror hele verden har mere glæde af, at jeg køber et album som filer til 80,- end som cd til 140,-.

En sidste dans med pladeselskaberne

Doug Morris er CEO og bestyrelsesformand hos Universal Music Group; det ene af de 4 store pladeselskaber, der tilsammen står for 90% af det registrerede musiksalg i USA. Seth Mnookin har mødt ham og skrevet en god artikel til Wired om manden og pladebranchen. Jeg hiver altid pladebranchen frem som glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal håndtere nye medier (“ingen ønsker at lave en pladebranche”). Men at det hele er endt som det er endt, skyldes ikke forkerte valg, blot uvidenhed:

Morris insists there wasn’t a thing he or anyone else could have done differently. “There’s no one in the record company that’s a technologist,” Morris explains. “That’s a misconception writers make all the time, that the record industry missed this. They didn’t. They just didn’t know what to do. It’s like if you were suddenly asked to operate on your dog to remove his kidney. What would you do?”
[fra wired]

Seth Mnookin foreslår at en dyrlæge måske kunne være løsningen på det retoriske spørgsmål. Efter at have læst artiklen kan man næppe andet end at sidde tilbage og være blevet bekræftet i sin tro om at her er en branche, der ikke kunne have gravet sin egen grav bedre, om de så havde fået uanede ressourcer af spader, gravkøer etc. stillet til rådighed.

Morris goes on to rail against criminal-minded college students and low-life punks who steal the music that his artists work so hard to create. He admits to being fairly ignorant about technology and insists that his job is to nurture the creative side of the business — work that’s being threatened by all of this other nonsense.
[fra wired]

Det Morris kalder nonsens er virkeligheden. At ikke forholde sig til den, koster ham dyrt og kommer til at koste ham mere. Pudsigt er det også at de kunstnere, han forsvarer på sin forstokkede gammelmands-facon, næsten alle har set realiteterne i øjnene og opbygger skuespilkarrierer, laver sportstøj, parfumer og spiller flere koncerter end nogensinde før. Med et multinationalt pladeselskab i ryggen ser fordelingsnøglen sådan ud:

[screenshot fra]

Morris og Universal Music Group er dog ved at være klar til næste træk. Det inkluderer DRM-fri musik for at fjerne Apples monopol-agtige iTunes (som pladebranchen dog selv i store træk definerede), en forlovelse med Microsoft og derefter lanceringen af konceptet Total Music, hvor brugeren (eller Microsoft/udbyder) betaler en månedlig afgift for at kunne downloade al musik. Total Music kommer uden tvivl til at være DRM-beskyttet. Og så er cirklen fuldendt.

Nu vil jeg sætte mig hen og lytte til det nye album fra Saul Williams. Jeg fik det anbefalet af Jonas, og kunne vælge at nuppe det gratis på Sauls site eller betale $5 direkte til Saul for det.

Udover at lave fin musik, forstår Saul Williams, hvad det drejer sig om. Uanset hvilken knap musikelskeren trykker på, får Saul opmærksomhed og spredt sit budskab.

Hvor mange chancer gi’r du TV 2 Radio?

Jeg havde sådan håbet, at TV 2 Radio ville lykkes. Som gammel radiomand kunne jeg godt unde mediet en succes. Jeg synes radio er et fantastisk medie. F.eks. fordobler radio din tid, fordi det indbyder til multitasking. Man kan køre bil, gå, løbe, spise, surfe (også med bræt og sejl), elske eller se tv, mens man lytter til radio. Man kan blive rasende på den dumme lytter, der er igennem eller forelske sig i studieværtens stemme. Man kan blive en anelse klogere. Eller høre den dummeste popsang. Mens man ved, at der er X antal tusinde lyttere, der lytter til det samme, samtidigt.

Patrick Damsted, der er tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning med speciale i medier og reklame, fik dog for nyligt nok og skrev en vred klumme om kommerciel radio i Danmark hos Mediawatch.

Og nu er den død i Danmark. Den kommercielle radio. DR har sejret ad helvede til – og med god grund. For på trods af statsradiofoniens betonkonstruktion, så har de forstået, hvad radio handler om. Radio handler om sjæl. Lytterens sjæl. [Patrick Damsted på Mediawatch]

TV 2 Radio har prøvet at finde en forhastet sjæl. Det er dog gået forbandet hurtigt med skiftene siden starten den 1. februar i år. Faktisk så hurtigt, at det minder om panik. Her en listen over de 4 morgenshows, der har fået chancen:

1. februar 2007: Mathias Buch og Camilla Miehe-Renard
10. april 2007: Timm Vladimir og Lisbeth Østergaard
2. juli 2007: Morten Mauritson og Mikkel Herforth
30. juli 2007: Søren Rosenørn, Lars Hjortshøj og Gitte Madsen

Ingen af dem har været så længe i luften, at det har været muligt at lære dem at kende og knytte et bånd til dem. Hvis der er een ting, der er sikker omkring radio er det, at det tager tid at opbygge lyttervaner. Og seriøst: Hvor mange chancer forventer TV 2 Radio at lytterne giver dem?

Jeg tænker ofte, at jeg er for farvet til at analysere radio. Så jeg spurgte retoriker og kommunikationskonsulent, Ditte Maria Bergstrøm, hvordan hun ville karakterisere kommerciel radio. Svaret kom prompte:

Nogle mennesker, der bliver halvkendte og selv synes de er fede. De er platte og ikke sjove, men er superinterne i deres (dårlige) dialoger med ringe emner og platte pointer [...] og så har de alle været på det samme stemmekursus [...] og der er aldrig noget musik, der udfordrer.

Musikproblemet er Patrick Damsted enig i:

Helt basalt handler det om to sjælelige tilstande eller ønsketilstande, som lytterne søger. Opladning: Når de vil slappe af og lukke sig ude fra verden og være sikker på at få deres egen slags musik så tager deres iPod. Oplevelse: Når de vil opleve noget nyt og høre ny musik så tænder de radioen. Såre simpelt. Men bare ikke en mulighed i Danmark, hvor alle kommercielle stationer står på tæerne af hinanden for at levere opladning til lyttere der ønsker oplevelse. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Patrick Damsted har ret et langt stykke hen ad vejen. Men radio er på vej ud, også når det kommer til oplevelse. Tilbuddene andre steder fra er for store, veludformede og effektive til at overse. Når jeg finder ny musik er det gennem venners anbefalinger. Eller via Last.fm, der laver din egen lille radiostation, der efter ganske få dages bekendtskab kender din musiksmag. Eller via Amazons og iTunes’ anbefalinger. Radioen er bestemt ikke det første sted jeg går hen for at finde ny musik. For hvordan finder de kommercielle radioer ud af, hvilken musik de skal spille?

Og I har lavet rotationer, baseret på auditorietests, hvor hundreder af mennesker har lyttet til få sekunder af masser af sange timevis i træk. Givet deres personlige værdiansættelse og sammen skabt et såkaldt ”format” med nogle få hundrede sange, der kunne spilles igen og igen – angiveligt for at opnå så høj og vedvarende kvalitet i musikken som muligt. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Sådan en test kaldes også for en CLT, Central Location Test. Problemet med den er, at man vælger og vurderer anderledes end man ville gøre derhjemme i vante omgivelser, hvor man udsættes for hele produktet og ikke blot en smagsprøve. Faktisk var det i sådan en CLT, at Pepsi vandt deres Pepsi Challenge over Coca Cola. Pepsi Challenge betød ultimativt at Coca Cola udviklede New Coke. Den slog Pepsi overbevisende i en CLT og blev internt i Coca Cola betegnet som det sikreste træk virksomheden nogensinde havde lavet. Men hvad skete der? Den floppede katastrofalt og blev fjernet fra markedet. Pointen er at en smagsprøve og en hel flaske cola er 2 meget forskellige størrelser.

If you only test in a sip test, consumers will like the sweeter product. But when they have to drink a whole bottle or can, that sweetness can get really overpowering or cloying [citat: Carol Dollard, Pepsi New Product Development - fra Malcolm Gladwells bog Blink]

Kommerciel radios fremtid? De bliver nødt til at lære at tale til og med mig. Ikke med endeløs sloganradio, men ved at lave vedkommende udsendelser. Udsendelser, der rører, lærer og udvikler.

… hvor længe gider du være i selskab med en person som kun vil sælge dig Tupperware? [...] Alt er designet til at øge lytningen af reklamerne – og ikke programmerne. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Indtil da kan vi måske bruge dem til at falde i søvn til:

Listening to music caused physical changes that aided restful sleep, including a lower heart and respiratory rate, the researchers found [fra BBC]

Og så skal der i øvrigt mere end et nyt slogan og en endnu mere forudsigelig musikprofil til, for at gøre TV 2 Radio til en succes. Gab!

Relateret:
Læs også: Radioen, de kaldte tv.

Et hit er et hit er et mikrohit

Det startede med at jeg dummede mig; var skråsikker på, at Tainted Love var et Soft Cell-nummer. Katrine vidste, at det oprindeligt var Gloria Jones, der indspillede Ed Cobb-kompositionen. Hun havde lige wiki’et det, inden vi optog 17. udgave af KommunikationsCast. Min gamle kollega, Dan Rachlin, ville have være skuffet. Efterfølgende skrev Thomas en kommentar om, at det jo var Gloria Jones. I hans kommentar var også et link til sangen på last.fm.

Først her slog det mig, at jeg – fjols som jeg er – stadig tænker hits og blockbusters på den gamle facon. Når jeg hiver min gamle NME Hitlistebog ud af reolen er Gloria Jones’ version af Tainted Love der ikke. Heller ikke i Warners US & UK Hit Singles. Så i min verden er den ikke et hit. Det var den heller ikke dengang. Men hos Last.fms brugere er den et pænt hit med 30.000 65.891 plays; et typisk eksempel på the long tail.

Pointen: Hitbilledet er blevet langt mere segmenteret. Et hit er ikke bare et hit. Et hit er et hit på P3. Eller på iTunes. Eller på Last.fm. Eller på Radio SydhavsØerne. Og nogle gange et hit flere af stederne eller en sjælden gang alle steder. Jeg lytter ikke til P3. Derfor går jeg hver uge glip af Ugens Uundgåelige. I gamle dage; pre-internet, var et hit et hit i radioen. Så travede vi ned i pladeforretningen og købte den. Salget blev registreret og sikrede den en placering på hitlisten. Men i dag er et hit noget andet og mere. Eller mindre og mere specielt. Så Gloria Jones er altså et mikrohit hos Last.fms brugere.

Jeg glemmer stadig en gang imellem, at det er sådan det hænger sammen. Så nu skrev jeg det, for ikke at glemme det igen.

Slutningen på et smukt venskab

Jeg har lidt dårlig samvittighed, når jeg passerer Østerbrogade 92. Min lokale pladebutik er lukket. Og jeg bærer selvfølgelig en del af skylden. Jeg har ikke fået handlet der så meget de seneste par år. Mine musikindkøb foregår i højere og højere grad på nettet, hvilket har betydet færre lørdage i kø hos musikgenierne i Casablanca. Lukningen skyldes en kombination af huslejestigning, øget konkurrence og generel nedgang i salget af cd’er.

Vi ved, hvad vi snakker om, og hvis en af os ikke ved en bestemt ting, er der en anden, som ved det. Og vi har alle genrer undtagen klassisk, og så er vi kendt for at kunne skaffe varer hjem, vi har import fra hele verden [Indehaver Tim Østerberg, fra Lokalavisen Østerbro]

Jeg finder dog en lille trøst i at vide, at Casablanca også har fundet sin fremtid på nettet. Men minderne har man jo lov at ha’. Og på iTunes Store går der ikke 4 midaldrede fyre rundt og skiftes til at sætte deres yndlingsmusik på. Lur mig om det ikke var dét, der drev dem til at arbejde i forretning i så mange år.

Pladebutikkerne bliver færre, udvalget mere mainstream. Fona har hitlisten og lidt bagkatalog fra Springsteen og Salomonsen. TP Musikmarked virker mest som lagersalg med hitlisterne som camouflage. Guf, der er svære at finde på nettet, har stadig egen import og er nok den mest nørdede af kæderne. Udover disse er det svært at opdrive en god, gammeldags pladeforretning. Så alternativet er at gå på nettet og købe cd’er på f.eks. Amazon. Om det var hønen eller ægget, der kom først, er nok svært at sige.

Men kan en dansk pladebutik på internettet så klare sig mod de internationale, der har stordriftsfordelene? Og mod download-butikkerne med den toptjekkede millionbutik fra Apple i front? Hos iTunes får man også smagsprøver, inden man køber. Et album som lydfiler koster 80 kr. hos iTunes, mens Casablancas lidt mere lavpraktiske hjemmesidedesign tilbyder en cd for 126 kr + 20 kr i forsendelse. Så er du villig til at undvære musikken i fysisk format, er der mange penge at spare.

I Casablancas favør er dog muligheden for at kunne ringe i åbningstiden og stille musikspørgsmål. Her kan iTunes ikke hamle op. Kan du ikke selv søge det frem, findes det nok ikke. Hvordan vil Casablanca i det daglige formå at få deres musikviden ud over kanten på deres hjemmeside? Det var dét, der tiltrak kunderne. Fyrene i butikken vidste alt, kunne de gode musikhistorier; hvem spillede guitar for hvem og hvornår var det nu det andet Stones-album udkom, og så anbefalede de gerne. Og mon ikke deres filter og sortering var knapt så forudsigeligt, som iTunes’ anbefalinger? Jeg tror personlighed og musikviden er deres eneste overlevelseschance på nettet. Så tag værdierne fra butikken med online.

KommunikationsCast

Der er så langt mellem de gode ting i radioen, så hvorfor ikke bare lave sin egen radio?

Sammen med Katrine Emme Thielke, der er kommunikationsrådgiver, laver jeg et ugentligt podcast om kommunikation, der hedder KommunikationsCast. I premierepodcastet taler vi lidt om Mercedes-Benz’ forsøg på at indsmigre sig på Katrine; måske i håbet om at hun så ville skrive positivt om deres nye C-klasse. Jeg brokker mig over gratisavisernes mangel på respekt over for deres potentielle læsere og undres over at de ikke tænker lidt længere end til dagens avis.

Du kan lytte til podcastet her eller downloade det fra iTunes, hvor du også kan abonnere gratis på det.

Tillidsøkonomi

Min gode ven, Rasmus Rasmussen (musiker, fotograf, designer), skrev for nylig en blogpost om en idé til betaling af online-musik:

Suppose you got a song through a download service, such as iTunes. Suppose you didn’t pay anything up front either, but that you later had, or were simply encouraged, to rate the same song from 1-10 and then pay $0.10 per point given. That way, you would end up paying ten cents if you didn’t like the song (let’s call it to cover the bandwidth used for downloading it) and all the way up to one dollar, if you absolutely loved the song. [fra]

Idéen om at lade kunden bestemme prisen på et produkt er ikke ny, men det gør den ikke dårligere. Jeg hørte første gang om den i forbindelse med restauranten Just Around the Corner, der lå i London. Her var der ingen priser på menukortet:

…he makes 20% more here on average than he does in another restaurant he owns which he says is similar but with prices on the menus. [fra]

For nogle måneder siden afprøvede jeg selv idéen med en kunde. Jeg havde lavet et stykke arbejde, som havde taget mig en time, men som havde en stor værdi for ham. Snakken endte dog hurtigt i et: ‘Sig nu bare, hvad du skal have’. Ingen bebrejdelser; for det må være mindst lige så svært at prissætte dén vej, som det er den anden. Eller som Imogen skriver i sin anmeldelse af Just Around the Corner:

Possibly we underpaid, I certainly thought so afterwards, and it’s one of the few downsides of this place that walking out wondering if you’ve left enough is not necessarily the best way to end an evening. [fra]

Kender du til andre cases om tillidsøkonomi, så skriv gerne en kommentar. Det samme, hvis du ved, hvad der er sket med Just Around the Corner.

Relateret:

Peter Rossi, kok og dengang-blogger, skrev om konceptet for 2 år siden.

Chris Anderson: The Long Tail

Chris Anderson er chefredaktør på magasinet Wired. I oktober 2004 skrev han en artikel i Wired om The Long Tail. Efter yderligere research er artiklen nu blevet til en bog.

Hvad er The Long Tail?

Helt basalt er det en forklaring på den økonomiske model, der driver forretninger som Amazon og iTunes.

Fra 2001 til 2005 faldt musikindustriens omsætning med 25%. For musikbranchen et slag i sig selv, men går man tættere på tallene, viser de samtidig, at omsætningen af de største hits faldt med næsten 50%: I 2000 solgte de fem bedst-sælgende album 38 millioner eksemplarer. I 2005 kun 19,7 millioner eksemplarer. Så vi køber altså mindre musik, men også langt mere forskellig musik end tidligere. Det hænger sammen med udvalget; en vare finder en køber, blot ved at være tilgængelig.

Teorien bliver underbygget af flere konkrete eksempler. F.eks. kommer 25% af Amazons omsætning fra bøger, der ligger uden for deres Top 100.000. Hos iTunes sælger sang nr. 1.000.000 på salgslisten ikke meget, men den sælger og den sælger jævnligt.

Relateret:
Læs Chris Andersons blog.
Wikipedia om The Long Tail.
Køb Chris Andersons bog The Long Tail.