Kenneth “Babyface” Edmonds gav koncert i Vega i tirsdags. Et lille, dedikeret publikum lavede masser af larm, mens han leverede varen.

Så mens Danmark diskuterer om Britney burde have været live, talt mere, danset mindre eller aflyst på grund af dårlig stil og begrænset talent, gik de fleste altså glip af Babyfaces håndplukkede band, der spillede tight og funky, for lukket balkon og med rigelig gulvplads.

Det undrer en anelse; at en af verdens mest (aner)kendte pop/R&B-producere ikke samler flere. Han har skrevet og/eller produceret mere end 125 Top 10 hits, lavet 11 soloalbums og fået 10 grammyer (tjek den udvalgte liste på Wikipedia). Han har – sammen med en lille håndfuld andre – leveret soundtracket til min generations ungdom. Måske kender Danmark ham ikke eller også har koncerten ikke været annonceret.

Babyface har bl.a. arbejdet sammen med Whitney Houston, Mariah Carey, Michael Jackson, Boys II Men, George Michael, Mary J. Blige, Aretha Franklin, Toni Braxton og Eric Clapton. Da han indspillede med Eric Clapton, ringede han rundt til vennerne og sagde: Guess who I’m in the studio with right now, fortalte han fra scenen, efterfulgt af et I’d like to dedicate this song to… well, the ladies, really. Han er dameglad.

Han indrømmede også mellem 2 sange, at han i 8. klasse havde udgivet sig for at være journalist, for at få et interview med Michael Jackson.

Her er han i en MTV Unplugged-optagelse sammen med Clapton:

Ingen relaterede indlæg.

Den ene side handler om pigen Whitney Harper, der slås med RIAA om værdien af 37 popsange. Den anden side om et dansk band, der går nye veje og forlænger koncertoplevelsen for deres publikum.

Historierne har for så vidt intet med hinanden at gøre, udover at de begge relaterer sig til musikindustrien i 2008, og repræsenterer forskellige tankegange. Den ene fokuserer på distance, den anden på nærhed.

Whitney og de 37 sange
I 2004 delte den 16-årige Whitney Harper 37 sange via tjenesten KaZaA. I disse måneder bruger hun en del tid i retten, hvor hun slås med Recording Industry Association of America (RIAA).

I august blev den første dom afsagt. Whitney skulle betale $200 pr. sang – altså i alt $7.400 – som kompensation for de 37 sange hun havde delt. Det accepterede RIAA ikke. De havde i første omgang krævet, at hun skulle betale minimum $750 pr. sang. I følge the Copyright Act kan RIAA kræve ml. $750 og $30.000 pr. sang, hvis de kan bevise, at anklagede var klar over ulovligheden.

Whitneys forsvar var, at hun var 16 år og ikke havde viden om eller forstod begreber som fildeling og copyright. Desuden hævdede hun, at KaZaA ikke dengang gjorde opmærksom på, at materialet, der var tilgængeligt på tjenesten var ulovligt. RIAA argumenterede med, at de cd’er musikken var kopieret fra, havde copyright-tekst påtrykt cover og cd. Men da Whitney aldrig havde været i nærheden af original-cd’erne, hjalp det ikke. Hun hævdede også, at hun troede KaZaA i princippet var det samme, som at lytte til internetradio. Den 17. november skal hun i retten igen. Og denne gang foran en jury.

Imens læner RIAA sig op ad et Class Action Lawsuit fra en række af de brugere, de har hevet i retten gennem de seneste år, som er blevet kendt uskyldige. I retspapirerne hedder det bl.a.:

…the RIAA has engaged in a coordinated enterprise to pursue a scheme of threatening and intimidating litigation in an attempt to maintain its music distribution monopoly… [fra]

Jeg har skrevet om pladeselskaberne tidligere og tror stadig, at deres eneste overlevelsesmulighed er at bruge energien på en tidssvarende forretningsplan, frem for at sagsøge alt med et par hovedtelefoner på. Lovligt eller ulovligt.

Vincent og den evige koncert
Den anden historie har slet ikke fundet sted endnu. Den handler om det danske band Vincent Van Go Go. På lørdag den 27. september giver de koncert på spillestedet Rust på Nørrebro. Bandet er lige kommet hjem efter en turne i Tyskland og Schweiz og nu spiller de 4 koncerter i Danmark, inden de hiver stikket ud og går i studiet for at indspille et nyt album.

Det specielle ved koncerten på lørdag er, at bandet optager koncerten. Dagen efter går de i studiet og mixer den, sådan at koncertgængerne på mandag kan finde en kode i deres mail, der giver adgang til at downloade koncerten. Bandet fortæller:

Vi vil gerne dokumentere, hvordan vi lyder p.t. – man ved aldrig, hvad der sker, når man går i gang med nyt materiale… Derudover vil vi gerne give vores fans en live koncert med hjem, som de kan lytte til, mens vi holder os fra livescenen et stykke tid

Vincent har fat i den lange ende, når det kommer til at kommunikere med sit publikum. Lad os se mere nytænkning som det fra musikbranchen.

Hvis du interesserer dig for musikrettigheder, så lyt til KommunikationsCast # 46 (fra den 10. februar), der handler om pladebranchen, fildeling og piratkopiering. Her kan du møde Johan Olsen, der er forsanger i Magtens Korridorer og Jesper Bay, der er Marketing Direktør i pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI.

Update 26/9: En bonushistorie om musik og rettigheder fås på muxtape.com, som vi også snakkede lidt om i kommentarsporet til dette indlæg.

Ingen relaterede indlæg.

Jeg er lige kommet hjem fra et hurtigt besøg på Montreux Jazzfestival. De fleste studser lidt, når jeg siger det, fordi jazz har et to-delt udtryk og publikum. Enten er det de forlæste, piberygende professortyper, der lytter til eksperimenterende jazz og sætter pris på comping og vamping. Eller også er det det lidt mere jævne publikum, der med store fadøl i plastickrus, lytter til skurvognsjazz og When the saints go marching in i Nyhavn. Jeg tror hverken jeg tilhører den ene eller den anden.

Montreux Jazzfestival er dog så meget mere end jazz. Og det er faktisk her at festivalen bliver interessant. For mest af alt er det et mødested for kvalitet og enighed om at hæve standarden. Ikke mindst når det kommer til selve lydoplevelsen. Listen over optrædende er lang og imponerende og mange af navnene er ikke lige dem, man ville skyde på var at finde til en jazzfestival: The Chemical Brothers, Motörhead, Beastie Boys, Faithless, Sly & The Family Stone, Prince, Pet Shop Boys, The B-52′s og Unkle. Naturligvis er der også mere forudsigelige navne som Al Jarreau, George Benson, Norah Jones og Larry Carlton.

Til de enkelte koncerter kan man vælge mellem 2 lydzoner; den ene med et lydtryk på 85dB og den anden med et lydtryk på 100dB. Begge dele er langt under, hvad vi udsætter os for til den typiske koncert i Vega, Forum eller Parken, hvor blodet helst skal fosse ud af ørerne. Lydkvaliteten er langt over, hvad vi normalt får serveret. Her er kælet for hver eneste detalje. Det lavere lydtryk gør nemlig også, at der kan bruges bedre og mere følsomme mikrofoner. Min første tanke var, at såvel 85dB som 100dB ville være for lavt til at få en rigtig koncertoplevelse, men min tvivl blev gjort til skamme. Jeg nød Fauve, Erik Truffaz, Raphelson, Lausanne Sinfonietta, Sophie Hunger, Rufus Wainwright og ikke mindst Lambchop. Faktisk har selve lydoplevelsen ikke før været så stor. En ekstra bivirkning ved det lave lydtryk er, at folk holder kæft og lytter. Jeg har skrevet Montreux Jazzfestival i kalenderen til næste år. Det vil ikke være nogen skidt sommerferie.

Bonusinfo: Montreux ligger i den fransktalende del af Schweiz, men i modsætning til Frankrig er engelsk accepteret. Det er en venlig og smilende by, der har den mest fantastiske beliggenhed. Og byen er i feststemning, på den behagelige og ikke-Roskilde Festival-agtige måde. Festivalen kører på sit 41. år og er vokset betydeligt siden det første line-up i 1967. Dengang blev festivalen afviklet på byens kasino, der dog brændte ned under en Frank Zappa-koncert i december 1971. Den samme eftermiddag havde Deep Purple sat udstyr op i de tilstødende lokaler for at optage albummet Machine Head. Fra deres hotelværelser på den anden side af gaden kunne de se kasinoet gå op i røg. Røgen lagde sig tungt over Geneve-søen, som Montreux ligger ud til, og inspirerede bandet til at skrive Smoke on the water.

We all came out to Montreux
On the Lake Geneva shoreline
To make records with a mobile
We didnt have much time
Frank Zappa and the mothers
Were at the best place around
But some stupid with a flare gun
Burned the place to the ground
Smoke on the water, fire in the sky

[Tekst: Deep Purple]

Ingen relaterede indlæg.