Arkiv for indlæg tagget med "lars-k-jensen"


Flot mashup af CNN og Facebook

cnnfacebook

CNN og Facebook smelter i disse timer tv og socialt netværk sammen i et elegant mashup, der sætter barren lidt højere end vi er vant til.

CNN har, i timerne inden den officielle indsættelse af Barack Obama, produceret 4 separate streams til nettet. Her følges indsættelsen fra forskellige vinkler. I vinduet til højre ligger en miniudgave af Facebook. Her kan man følge andre seeres kommentarer fra hele verden eller blot følge med i sine egne venners updates. CNN kigger endda med på Facebook-feedet og bruger nogle af historierne i deres udsendelser.

Det er jo sådan tv skal ses; sammen med venner, familie og i et fællesskab – integreret i en online-tilstand.

Mulighederne er mange:

Forestil dig at kommentere live på tv-nyhederne. Måske supplere med de facts, som nyhedsdækningen mangler på dit fagområde. Se Livvagterne, mens du får vennernes reaktioner og vinkler på, hvem der bliver dræbt i dette afsnit. Og følg en håndboldkamp, mens strategi og holdindsats diskuteres. Altså: flyt samtalen fra i morgen til nu, hvor den har større værdi. Både for brugeren og broadcasteren.

Teknikken er der. Måske kunne man forestille sig et par friske tv-stationer, der laver et holdbart multiplatforms-univers til tv-streaming i stedet for at kæmpe med lukkede løsninger.

Søren Hugger Møller og Lars K. Jensen har også blogget om CNN/Facebook-projektet.



5 hurtige: 2008-11-14

1. Læg et bogmærke (time link) i et YouTube-klip. Fantastisk, når du nu bare vil vise den ene pointe, der ligger f.eks. 2 minutter og 10 sekunder inde i en 7 minutter lang film. [via Lars K]

2. Min gode ven, Patrick Damsted, researcher blogs og blogindlæg. Blogindlægget, der gjorde en forskel undersøger, hvad der gør et godt blogindlæg. Læs selv med i besvarelserne og se om der er en rød tråd.

3. Jeg glæder mig til en nørdsnak om geojournalistik med Jesper Ishøj på mandag. Du kan høre resultatet i en kommende udgave af KommunikationsCast.

4. Blogpapa på Politiken, Kim Elmose, har fanget Politikens lysavis i et stille øjeblik. Måske under en genstart. Måske med en stille metakommentar til mediesituationen i Danmark. Måske kører de bare Windows.

5. Forleden så jeg Justice-koncertfilmen A Cross the Universe, der var på programmet i forbindelse med CPH:DOX 08. På den ene side overfladisk og forklippet. På den anden side sad jeg og klukkede i en time i biografen, så noget kunne den. Her er traileren, hvis du har nerverne:



Nye medier til nye journalister

En ny medieverden kræver nye arbejdsprocesser, nye tankegange og nye værktøjer. Journalisthøjskolen havde i fredags arrangeret en nye medier-dag for de kommende journalister.

René Westendahl fra Saatchi & Saatchi fortalte om viral markedsføring, Lars K. Jensen fra Ekstra Bladet om nye medier og hvordan avisen bruger dem (Lars har delt sine eksempler på medieblogger.dk) og jeg selv fortalte om podcasting på nye medier-dagen på Journalisthøjskolen. Det var Ditte Maria Bergstrøm, der havde sammensat dagens program.

Jeg valgte at primært bruge KommunikationsCast som case, da jeg her både kunne fortælle om overvejelser, valg og konsekvenser. Jeg nævnte også, hvordan  etablerede radio- og tv-stationer kan bruge podcasting til at forstærke lytning og sening ved at muliggøre time shifting. Et godt eksempel på det er DR P3′s De Sorte Spejdere, der de første 5 måneder af 2008 havde 1 mio. downloads.

Jeg brugte Rasmus Rasmussens Dare to Danish som eksempel på, hvor enkelt et podcast kan laves. Rasmus’ podcasts varer ca. 15 sekunder og består af en frase sagt på engelsk og derefter gentaget på dansk. En slags audioparlør. Men med et tvist. For det er ikke lige den slags sætninger, som amerikanske turister kan komme langt med i Danmark. Min formodning er, at hvis brugeren kan lide podcastet, så bruger hun måske også lidt tid på at udforske resten af Rasmus’ univers af blogs, podcasts, billeder og musik.

Det sidste eksempel jeg havde med, var The Guardians Media Talk. Et ugentligt podcast om de engelske medier. Podcastet er blot én af 14(!) podcasttitler, som den engelske avis The Guardian producerer. Som noget nyt vil Media Talk nu prøve at integrere et 30 sekunders reklamespot i starten af podcastet. Ikke i sig selv noget revolutionerende; at ville tjene penge. Det nye og forfriskende er, at åbent fortælle lytterne om tankerne bag og beslutningsgrundlaget for. Avisen har i øvrigt også sit daglige podcast, Guardian Daily – the World on your iPod.



KommunikationsCast i de andre medier

Vores ugentlige podcast, KommunikationsCast, holder sommerferie på skolebænken. Vi har produceret 5 podcasts i serien Kommunikationsskolen.

De sætter fokus på 5 områder inden for kommunikation, reklame og medier. Det første er online nu og handler om hvordan man laver en kampagne. I de 5 podcasts får vi selvfølgelig kvalificeret bistand fra vores trofaste ekspertpanel bestående af Peter Andreas, Martin Sønderlev Christensen og Patrick Damsted.

Vi har også netop (for første gang) været kilde til en nyhedshistorie. Det drejer sig om Telias lancering af iPhone i Danmark samt det omdiskuterede abonnement. Det startede med at Dorte Toft citerede fra KommunikationsCast # 67 på sin fremragende blog Bizzen – IT & Business. Her faldt både Lars K. Jensen og Newz.dk over den – og Macnyt.dk samlede også historien op. Og i dag endte den så hos Ekstra Bladet, hvilket vi jo er meget glade for.

Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over nogle af de store nyhedsmediers ageren på nettet. Det virker som om at de helst vil være i fred og blot have et eget lille indadvendt fristed for deres nyheder. Fred med det. Men taget i betragtning at de skal leve af omverdenen i en tid, hvor nyheder ikke er en sjælden ressource og hvor kunder ikke står i kø for at købe deres produkt, så virker det nu mærkeligt. Hvor de øvrige medier og blogs jeg omtalte tidligere alle formår at placere både sig selv og kilden i en internetmæssig brugbar kontekst ved at linke til relevante oplysninger andre steder, så undgår Ekstra Bladet det helt. Hvorfor linker de ikke til det omtalte Telia-abonnement, til Apples detaljerede iPhone-site og til vores podcast, hvis nu Ekstra Bladets brugere skulle have lyst til at høre Telias pressechef Rune Fick Hansen fortælle hele historien selv?

Hvorfor gør de det ikke nemt at udforske nyhederne? Hvorfor positionerer de sig ikke som sitet hvor man starter sin nyhedslæsning? Sitet der åbner, ikke lukker. Brugerne er jo alligevel ikke dummere end at de kan google sig frem til informationen. Hvorfor ikke hjælpe dem og blive husket for at være den fede link-leverandør? Internettet hænger sammen med links og er voldsomt kedeligt uden.