Flot mashup af CNN og Facebook

CNN og Facebook smelter i disse timer tv og socialt netværk sammen i et elegant mashup, der sætter barren lidt højere end vi er vant til.
CNN har, i timerne inden den officielle indsættelse af Barack Obama, produceret 4 separate streams til nettet. Her følges indsættelsen fra forskellige vinkler. I vinduet til højre ligger en miniudgave af Facebook. Her kan man følge andre seeres kommentarer fra hele verden eller blot følge med i sine egne venners updates. CNN kigger endda med på Facebook-feedet og bruger nogle af historierne i deres udsendelser.
Det er jo sådan tv skal ses; sammen med venner, familie og i et fællesskab – integreret i en online-tilstand.
Mulighederne er mange:
Forestil dig at kommentere live på tv-nyhederne. Måske supplere med de facts, som nyhedsdækningen mangler på dit fagområde. Se Livvagterne, mens du får vennernes reaktioner og vinkler på, hvem der bliver dræbt i dette afsnit. Og følg en håndboldkamp, mens strategi og holdindsats diskuteres. Altså: flyt samtalen fra i morgen til nu, hvor den har større værdi. Både for brugeren og broadcasteren.
Teknikken er der. Måske kunne man forestille sig et par friske tv-stationer, der laver et holdbart multiplatforms-univers til tv-streaming i stedet for at kæmpe med lukkede løsninger.
Søren Hugger Møller og Lars K. Jensen har også blogget om CNN/Facebook-projektet.
Nye medier til nye journalister

En ny medieverden kræver nye arbejdsprocesser, nye tankegange og nye værktøjer. Journalisthøjskolen havde i fredags arrangeret en nye medier-dag for de kommende journalister.
René Westendahl fra Saatchi & Saatchi fortalte om viral markedsføring, Lars K. Jensen fra Ekstra Bladet om nye medier og hvordan avisen bruger dem (Lars har delt sine eksempler på medieblogger.dk) og jeg selv fortalte om podcasting på nye medier-dagen på Journalisthøjskolen. Det var Ditte Maria Bergstrøm, der havde sammensat dagens program.
Jeg valgte at primært bruge KommunikationsCast som case, da jeg her både kunne fortælle om overvejelser, valg og konsekvenser. Jeg nævnte også, hvordan etablerede radio- og tv-stationer kan bruge podcasting til at forstærke lytning og sening ved at muliggøre time shifting. Et godt eksempel på det er DR P3′s De Sorte Spejdere, der de første 5 måneder af 2008 havde 1 mio. downloads.
Jeg brugte Rasmus Rasmussens Dare to Danish som eksempel på, hvor enkelt et podcast kan laves. Rasmus’ podcasts varer ca. 15 sekunder og består af en frase sagt på engelsk og derefter gentaget på dansk. En slags audioparlør. Men med et tvist. For det er ikke lige den slags sætninger, som amerikanske turister kan komme langt med i Danmark. Min formodning er, at hvis brugeren kan lide podcastet, så bruger hun måske også lidt tid på at udforske resten af Rasmus’ univers af blogs, podcasts, billeder og musik.
Det sidste eksempel jeg havde med, var The Guardians Media Talk. Et ugentligt podcast om de engelske medier. Podcastet er blot én af 14(!) podcasttitler, som den engelske avis The Guardian producerer. Som noget nyt vil Media Talk nu prøve at integrere et 30 sekunders reklamespot i starten af podcastet. Ikke i sig selv noget revolutionerende; at ville tjene penge. Det nye og forfriskende er, at åbent fortælle lytterne om tankerne bag og beslutningsgrundlaget for. Avisen har i øvrigt også sit daglige podcast, Guardian Daily – the World on your iPod.






