Arkiv for indlæg tagget med "mening"


7 spørgsmål om kvaliteten af nyheder og journalistik

Den 11. maj har KommunikationsCast SDU’s journalistløfte på programmet. Som optakt til det, har vi lavet et lille spørgeskema, som vi håber at du vil give dig tid til at udfylde.

Der er kun 7 spørgsmål, så det burde ikke tage mere end 2 minutter.

SDU’s journalist-løfte:

I mit virke som journalist lover jeg hermed, at jeg vedholdende og med åbent sind vil opsøge og formidle den bedst opnåelige version af sandheden.

Min journalistik er til for borgerne. Jeg er bevidst om mit demokratiske ansvar og min pligt til at overvåge magthaverne. Derfor vil jeg følge min samvittighed og være både kritisk og selvkritisk.

Min journalistik vil være uafhængig og fair, og jeg vil være åben om mine metoder. Jeg vil bestræbe mig på at fremstille stoffet med sans for proportioner, prioritere det væsentlige og gøre min formidling forståelig, interessant og relevant. Jeg ved, at jeg risikerer at begå fejl, men jeg vil erkende dem og lære af dem.

Endelig er det er min ambition at gå nye veje og bidrage til journalistfagets udvikling.



Montreux Jazzfestival sætter standarden

Jeg er lige kommet hjem fra et hurtigt besøg på Montreux Jazzfestival. De fleste studser lidt, når jeg siger det, fordi jazz har et to-delt udtryk og publikum. Enten er det de forlæste, piberygende professortyper, der lytter til eksperimenterende jazz og sætter pris på comping og vamping. Eller også er det det lidt mere jævne publikum, der med store fadøl i plastickrus, lytter til skurvognsjazz og When the saints go marching in i Nyhavn. Jeg tror hverken jeg tilhører den ene eller den anden.

Montreux Jazzfestival er dog så meget mere end jazz. Og det er faktisk her at festivalen bliver interessant. For mest af alt er det et mødested for kvalitet og enighed om at hæve standarden. Ikke mindst når det kommer til selve lydoplevelsen. Listen over optrædende er lang og imponerende og mange af navnene er ikke lige dem, man ville skyde på var at finde til en jazzfestival: The Chemical Brothers, Motörhead, Beastie Boys, Faithless, Sly & The Family Stone, Prince, Pet Shop Boys, The B-52′s og Unkle. Naturligvis er der også mere forudsigelige navne som Al Jarreau, George Benson, Norah Jones og Larry Carlton.

Til de enkelte koncerter kan man vælge mellem 2 lydzoner; den ene med et lydtryk på 85dB og den anden med et lydtryk på 100dB. Begge dele er langt under, hvad vi udsætter os for til den typiske koncert i Vega, Forum eller Parken, hvor blodet helst skal fosse ud af ørerne. Lydkvaliteten er langt over, hvad vi normalt får serveret. Her er kælet for hver eneste detalje. Det lavere lydtryk gør nemlig også, at der kan bruges bedre og mere følsomme mikrofoner. Min første tanke var, at såvel 85dB som 100dB ville være for lavt til at få en rigtig koncertoplevelse, men min tvivl blev gjort til skamme. Jeg nød Fauve, Erik Truffaz, Raphelson, Lausanne Sinfonietta, Sophie Hunger, Rufus Wainwright og ikke mindst Lambchop. Faktisk har selve lydoplevelsen ikke før været så stor. En ekstra bivirkning ved det lave lydtryk er, at folk holder kæft og lytter. Jeg har skrevet Montreux Jazzfestival i kalenderen til næste år. Det vil ikke være nogen skidt sommerferie.

Bonusinfo: Montreux ligger i den fransktalende del af Schweiz, men i modsætning til Frankrig er engelsk accepteret. Det er en venlig og smilende by, der har den mest fantastiske beliggenhed. Og byen er i feststemning, på den behagelige og ikke-Roskilde Festival-agtige måde. Festivalen kører på sit 41. år og er vokset betydeligt siden det første line-up i 1967. Dengang blev festivalen afviklet på byens kasino, der dog brændte ned under en Frank Zappa-koncert i december 1971. Den samme eftermiddag havde Deep Purple sat udstyr op i de tilstødende lokaler for at optage albummet Machine Head. Fra deres hotelværelser på den anden side af gaden kunne de se kasinoet gå op i røg. Røgen lagde sig tungt over Geneve-søen, som Montreux ligger ud til, og inspirerede bandet til at skrive Smoke on the water.

We all came out to Montreux
On the Lake Geneva shoreline
To make records with a mobile
We didnt have much time
Frank Zappa and the mothers
Were at the best place around
But some stupid with a flare gun
Burned the place to the ground
Smoke on the water, fire in the sky

[Tekst: Deep Purple]



Det bedste ved nettet

En af de bedste ting ved nettet er, at jeg altid kan finde nogen, der har løsningen på det problem, jeg står med. Der er altid nogen, der har oplevet det samme som mig. Der er altid nogen, der har realiseret, hvad jeg går og drømmer om. Hvis jeg vil vide noget eller mere om noget, er det kun et tryk væk.

Nettet glemmer nemlig aldrig, men går til gengæld hurtigt i selvsving. Hvis jeg f.eks. laver en Google-søgning på Apples mobiltelefon, iPhone, er der 139 millioner søgeresultater. Ikke dårligt, taget i betragtning, at den først kom i handlen i USA i går og først rammer Danmark senere på året:

Jeg kan ikke sige det mere præcist, end at den vil ramme markedet i fjerde kvartal 2007 [PR-ansvarlig hos Apple, Frederik Halfdan, fra politiken.dk]

På under et minut kan jeg finde ud af, at ingen kommer nemt til Apples iPhone. Philadelphias borgmester, John Street, sad som nummer 3 i køen for at få en iPhone i går.

Jeg kan også læse 7 sider på howstuffworks.com om, hvordan iPhone egentlig virker. Men jeg vil gerne endnu mere i dybden. Vi drenge kan nemlig godt lide at flå ting lidt fra hinanden. Men det kræver tålmodighed, hvilket ikke alle besidder:

Mens vi ventede på vidunderet, fik vi tiden til at gå med at gætte på, hvad den kunne. Conan O’Brien, der er vært på NBC’s Late Night, lavede denne reklame for iPhone:

I den tid jeg har brugt på at skrive dette blogindlæg, er antallet af Google-søgeresultater på ordet iPhone steget fra 139 til 142 millioner.



TV er dødt. Længe leve nettet

Det Økonomiske Råd forudser, at konjunkturerne vil vende, hvilket betyder nedsat vækst. Det kommer til at gøre ondt, bl.a. hos TV 2, der for første gang i mange år, indstiller sig på dårligere tider:

Vi reber sejlene i bekymring for, at der kommer en lavkonjunktur
[Anders Kronborg, Økonomidirektør på TV 2, fra business.dk]

Hvis man krydrer med de seneste tal fra mediebureauet, PHD, har tv en slem tid foran sig: De sidste 7 år er de unges (12-20 år) tv-forbrug faldet med 20%. Samtidig er deres internetforbrug steget, så det nu er større end tv.

I USA er situationen lige så slem for de gamle medier. Ifølge Nielsen Media Research er det kun 10 percent af de 18-24 årige tv-seere, der ser aftennyhederne fra enten ABC, NBC eller CBS.

I think of watching network newscasts as something my parents do [...] I can’t imagine my friends sitting down to watch an actual network newscast at 6:30 because we’re doing other things at that time. It’s a lot quicker to go online. I customize my news [22-årige antropologistuderende Jen Jablow, fra The Philadelphia Inquirer]

Informationsstrømmen bliver større og tilgangen lettere. Vi er alle vores egne nyhedsredaktører på nettet og pludselig virker de gamle medier gammeldags og tunge:

Jeg så lige TV-Avisen forleden, for første gang i 3 måneder, og blev frygteligt irriteret over det lave tempo og den mærkelige fortælleteknik. Og det er alligevel overraskende, for det er ikke mere end 3 år siden, at jeg så TV-Avisen dagligt [Katrine Emme Thielke, fra KommunikationsCast # 12]

Derfor ser vi i disse år tv-stationerne gøre ting, de aldrig har gjort før. De nærmest snubler over deres egne ben, for at komme ind på nye markeder. F.eks. vil de næsten allesammen gerne levere platformen til brugergenereret indhold på nettet og er ivrige efter at få en dialog med seerne. Fordi, som videnschefen hos Innovation Lab siger:

Internettet forbinder mennesker, mens tv’et er envejskommunikation. Det er for mig den banale forklaring på udviklingen [Christian Schwarz Lausten, videnschef i Innovation Lab, fra politiken]

DR lader deres studieværter blogge og seerne kan komme i dialog med dem. Nyeste nettiltag i DR-Byen er DR Update, der er tv-nyheder på nettet.

På internettet har brugerne mulighed for selv at klikke sig rundt mellem indslagene, vurdere historierne, videresende gode indslag og læse eller se mere om emnet på dr.dk [fra dr.dk]

TV 2 er også i fuld gang med at udvikle deres blogunivers; faktisk har næsten alle de etablerede medier taget blogs til sig. Måske fordi det er det mest hypede, måske fordi det er det nemmeste at komme hurtigt i gang med:

Det er dine private tanker om verden – og der er ingen andre end dig, der bestemmer, hvad du kan skrive om. Du bestemmer også selv, om din TV 2 Blog skal være offentlig eller privat [fra blog.tv2.dk]

Det kan dog være lidt svært at se, hvorfor jeg skal vælge at lade TV 2 hoste min blog, fremfor f.eks. Blogger.com, Smartlog.dk eller Urbanblog? Den svenske avis Metro har stillet sig selv det samme spørgsmål og har nu fundet svaret. De betaler dig, hvis du blogger hos dem og vel at mærke kan tiltrække læsere:

Det här är ett av flera projekt som vi sjösätter för att stärka vår position på nätet. Det som gör projektet unikt är att vi betalar de som skapar trafiken [fra metro.se via Mediehack]

Og hvorfor skal jeg levere gratis indhold uden at få noget igen? Gratis hosting af blogs kan jeg få alle vegne. Så mediehusene bliver nødt til at levere noget unikt; enten en blogplatform med helt unikke features, nye sociale netværktøjer eller god, gammeldags betaling for mine ydelser. De kunne jo også udvikle tv-stationen eller avisen, der ikke blot gjorde som alle de andre, men i stedet omfavnede brugernes hungren efter dialog og tilstedeværelse. Faktisk var Jørn Hjorting ren 2.0, da han i 1968 opfandt De ringer, vi spiller. Og måske har verden slet ikke ændret sig så meget siden da.



Radioen, de kaldte tv

Min radiolytning er normalt begrænset til, hvad taxachaufføren vælger. Som regel P4 Københavns Radio, Radio 2, The Voice eller NRJ. Alle skyder forbi mig. Jeg er for ung af sind til P4 Københavns Radio (og da jeg sidder på bagsædet i taxaen, betragter jeg trafiknyhederne som irriterende afbrydelser) og med hensyn til de kommercielle; hvis jeg skal lade mig udsætte for en musikstrøm, der er valgt af andre, skal den indeholde mere end 200 sange, som jeg snildt kan have liggende (i et meget lille hjørne) på min iPod. Musikstrømmen skal også indeholde andet end de samme gennemtestede 200 sange, som Gallup og andre har testet, og som radioerne derefter spiller til hudløshed. Hvornår forstår radioerne, at det ikke er parametret mere? At musik er så let tilgængelig en vare i dag, at man bliver nødt til at hive i andre parametre og give lidt mere end de 200 bedst-testende sange?

Det var derfor også med tæt på ingen entusiasme, at jeg i dag tvang mig selv til at lytte til TV 2 Radio i en time. Radioen har, i min opfattelse i hvert fald, fået flere hug end roser i pressen. Jeg lyttede midt på dagen, hvor Thomas Madvig sad i studiet. Måske røg jeg ind i en heldig stime af musik, der appellerede til mig:

11:38 Groove Armada – My Friend
11:42 Zero7 – Futures
11:45 Ryuichi Sakamoto – Forbidden Colours
11:49 Angie Stone – Wish I Didn’t Miss You
11:55 Keane – Nothing In My Way
12:02 Everything But The Girl – Missing
12:07 Tina Dickow – Nobody’s Man
12:11 Coldplay – Talk
12:17 Blow Monkeys – Digging Your Scene
12:22 Kelis feat. Cee Lo – Lil Star
12:26 Dave Matthews Band – The Space Between
12:34 Scissor Sisters – She’s My Man
12:39 International Pony – Gothic Girl
12:42 Corinne Bailey Rae – Like A Star

Så hvem får mon ret? Tidligere bestyrelsesformand for Talpa Radio i Danmark (Radio 100FM), Jesper Sehested Lund:

Ikke én sang må få en lytter til at række ud for at skifte kanal. Når du spiller så bredt som TV 2 Radio gør, risikerer man, at radioen i virkeligheden bliver det modsatte – nemlig meget smal og til de særligt musikinteresserede

eller musikredaktør på TV 2 Radio, Niels Pedersen:

Den [TV 2 Radio] skal både servere kendte favoritter og tilbyde nye lytteoplevelser

Thomas Madvig havde mig, da han satte Zero7 på og holdt min opmærksomhed fanget lige indtil jeg storsmilende huskede Blow Monkeys; een af utallige maxisingler, der står i en kasse på loftet. Et kort sekund fik jeg lyst til at hente de gamle plader ned fra loftet og sætte en pladespiller til.

Relateret:
Citater fra Radionyt.com
Niels Pedersens blog
Thomas Madvigs blog