Jul* i Danmark

Min gamle ven og eks-kollega, Lars Jul*, savner Østerbro efter han er flyttet til Rønde i Jylland. Derfor ringer han til tider og rekvirerer et billede fra gamle Østerbro. Forleden sendte jeg ham billedet af linie 3A i snevejr og julepynt på Ndr. Frihavnsgade.
Lars mailer så til gengæld ofte billeder fra toget, når han farer land og rige rundt. Det store hit er perroner. Her er et udvalg af de perronbilleder, jeg har modtaget fra ham.



PC vs. Mac

For nylig blev jeg ringet op af min gamle ven, Lars Jul, der arbejder med lydproduktion. Han gik og overvejede om han skulle skifte sin PC ud med en Mac og ringede til mig, fordi jeg altid har brugt Mac. Vi talte længe om erfaringer, programmer og behov. Nogle dage efter tog han springet. Men er skiftet nemt? Er Mac alt dét, de lover i reklamerne? Er det sjovt, kreativt og enkelt, som modstykke til jakkesæt, Excel og genstarter?
Her en måneds tid efter skiftet kunne jeg ikke nære mig for lige at tjekke, hvordan konverteringen og de efterfølgende uger var gået for Lars, så jeg mailede ham en stribe spørgsmål.
Hvornår skiftede du platform og hvad fik dig til det?
Jeg skiftede i starten af april. Årsag: Jeg arbejder næste udelukkende med Pro Tools (Digidesign Mbox 2) og havde tidligere en bærbar fra svenske Frost Network. Og det kører simpelthen så langsomt og ustabilt, at jeg gjorde op med mig selv, at NU var det tiden at kvitte PC i Pro Tools-sammenhænge.
Hvilken PC havde du? Hvilken Mac har du valgt?
PC’en var den største bærbare fra Frost Network. Før den havde jeg også en Frost bærbar. Den holdt et år inden den gik i stykker i USB-udgangene. Pludselig kunne den ikke længere få kontakt med de ting, der var koblet på USB-stikkene. Jeg gav Frost en chance mere. Det var en fejl: få måneder efter købet gik stikket til ekstern monitor-skærm i stykker. Og tastatur-knapperne tager ikke rigtig fat. Det giver sig udslag i, at man skal trykke hårdere end normalt for at være sikker på, at knapperne registrerer, at man har trykket. Og derudover kører den bare langsommere og langsommere. Skrammel! Jeg valgte en 2,33 GHz MacBook Pro med 15″ skærm. Og så købte jeg lidt ekstra habengut; en 20″ CINEMA-monitor samt bluetooth-tastatur og -mus.
Du bruger din computer til dit arbejde, hvordan forberedte du skiftet?
Jeg forhørte mig om hvilke plusser og minusser, der var forbundet med et skift til Mac. Jeg var også meget OBS på at få undersøgt, om Pro Tools nu virkelig ér stabilt på en Mac. Derudover undersøgte jeg grundigt om der er programmer, der ikke fandtes tilsvarende til Mac. Eksempelvis bruger jeg programmet Audacity en del på PC, men det fandtes heldigvis også til Mac. Og så er der jo det mentale i et skift. Og dér havde jeg mange unødige betænkninger, for det hele har jo kørt som smurt.
Hvor mange timer om dagen bruger du din Mac og hvilke programmer bruger du mest?
Jeg sidder gennemsnitlig over en uge ca. 5 timer pr.dag. Programmerne jeg bruger er primært Pro Tools. Deruover bruger jeg mail-programmet i Mac’en. Jeg mangler stadig at få installeret lidt programmer, så jeg kan lytte på alle typer af netradio-streaming.
Har du vænnet dig til Mac? Hvor lang tid tog det?
Ja, jeg har vænnet mig til det. Det tog ca. 14 dage inden jeg følte mig rigtig dus med det hele. Jeg tror, det er vigtigt, at man siger til sig selv, at det jo ikke er en helt anden verden; De er jo trods alt begge to computere. Så egentlig ér vi nede i små rutiner og procedurer, der differentierer sig fra PC til Mac. Iøvrigt vil jeg MEGET hellere – som jeg gjorde – gå fra PC til MAC end omvendt.
Hvis der er een ting du skal fremhæve ved din Macbook Pro, så er det…?
Det må være den måde, man bliver taget imod, når man pakker maskinen ud, tænder den… og derefter bliver guidet igennem start-proceduren på en måde, så man nærmeste sidder og smiler af glæde. Man er jo “up and running” med internet, mail og alt efter 10 minutter. Imponerende. Dér tænker man “this is the beginning of a beautiful relationship”. Og man bliver ikke skuffet senere: Den måde, hvor Mac-designerne og programmørerne mange steder har tænkt liiige et skridt videre end folkene bag PC er ganske forrygende. Jeg oplever mange gange, at der virkelig er tænkt over, at det er mennesker, der har med dette at gøre; det skal være så logisk og brugervenligt som muligt, men samtidig stabilt og prof.
Hvis der er een ting du savner fra PC/Windows, så er det…?
Jeg har tit brug for at omdøbe filer inden jeg sender dem i en mail. Det vil sige, at når jeg har fundet den fil, jeg vil vedhæfte, så skal jeg ændre navnet på den inden den bliver vedhæftet og sendt afsted. Det kan jeg ikke på Mac. Så er jeg tvunget til at gå ud ud af mail-programmet, ind i mappen hvor filen ligger, omdøbe den dér og derefter gå tilbage i mailprogrammet og vedhæftede den ny-omdøbte fil. Det savner jeg fra PC.
Hvori ligger forskellene – som bruger – mellem PC/Windows og Mac? Er der arbejdsgange, du har ændret som følge af skiftet? Er der ting du laver nu på computeren, som du aldrig har gjort før – eller ting du ikke kan nu, som du kunne før?
Forskellen som bruger er, at en Mac mere bliver ens ven, hvor en PC er et værktøj. Man bliver personligt involveret i en Mac, synes jeg. Sådan oplever jeg det. Nu bruger jeg min Mac til arbejde og holder den derfor helt ren for unødige programmer og filer: Jeg har så en PC stående ved siden af til billed-behandling og andre programmer.
Hvilket råd vil du give en PC/Windows-bruger, der overvejer at skifte til Mac?
Skift idag!! Og rigtig god fornøjelse.
Relaterede links:
Link til Frost Network.
Gratis lydredigering fra Audacity.
Link til Digidesign, der laver Pro Tools.
Link til Apple, der laver Mac.
Link til PC vs. Mac reklamerne.






