Arkiv for indlæg tagget med "musik"

2008 = Gratis DRM-fri og lovlig musik

After a decade fighting to stop illegal file-sharing, the music industry will give fans today what they have always wanted: an unlimited supply of free and legal songs [...] The service has been endorsed by the very same record companies – including EMI, Universal Music and Warner Music – that have chased file-sharers through the courts in a doomed attempt to prevent piracy. The gamble is that fans will put up with a limited amount of advertising around the Qtrax website’s jukebox in return for authorised use of almost every song available. [hele artiklen]

Relateret:

Amazon i fuld gang med at sælge musik uden DRM.
Qtrax åbner snart.

En sidste dans med pladeselskaberne

Doug Morris er CEO og bestyrelsesformand hos Universal Music Group; det ene af de 4 store pladeselskaber, der tilsammen står for 90% af det registrerede musiksalg i USA. Seth Mnookin har mødt ham og skrevet en god artikel til Wired om manden og pladebranchen. Jeg hiver altid pladebranchen frem som glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal håndtere nye medier (“ingen ønsker at lave en pladebranche”). Men at det hele er endt som det er endt, skyldes ikke forkerte valg, blot uvidenhed:

Morris insists there wasn’t a thing he or anyone else could have done differently. “There’s no one in the record company that’s a technologist,” Morris explains. “That’s a misconception writers make all the time, that the record industry missed this. They didn’t. They just didn’t know what to do. It’s like if you were suddenly asked to operate on your dog to remove his kidney. What would you do?”
[fra wired]

Seth Mnookin foreslår at en dyrlæge måske kunne være løsningen på det retoriske spørgsmål. Efter at have læst artiklen kan man næppe andet end at sidde tilbage og være blevet bekræftet i sin tro om at her er en branche, der ikke kunne have gravet sin egen grav bedre, om de så havde fået uanede ressourcer af spader, gravkøer etc. stillet til rådighed.

Morris goes on to rail against criminal-minded college students and low-life punks who steal the music that his artists work so hard to create. He admits to being fairly ignorant about technology and insists that his job is to nurture the creative side of the business — work that’s being threatened by all of this other nonsense.
[fra wired]

Det Morris kalder nonsens er virkeligheden. At ikke forholde sig til den, koster ham dyrt og kommer til at koste ham mere. Pudsigt er det også at de kunstnere, han forsvarer på sin forstokkede gammelmands-facon, næsten alle har set realiteterne i øjnene og opbygger skuespilkarrierer, laver sportstøj, parfumer og spiller flere koncerter end nogensinde før. Med et multinationalt pladeselskab i ryggen ser fordelingsnøglen sådan ud:

[screenshot fra]

Morris og Universal Music Group er dog ved at være klar til næste træk. Det inkluderer DRM-fri musik for at fjerne Apples monopol-agtige iTunes (som pladebranchen dog selv i store træk definerede), en forlovelse med Microsoft og derefter lanceringen af konceptet Total Music, hvor brugeren (eller Microsoft/udbyder) betaler en månedlig afgift for at kunne downloade al musik. Total Music kommer uden tvivl til at være DRM-beskyttet. Og så er cirklen fuldendt.

Nu vil jeg sætte mig hen og lytte til det nye album fra Saul Williams. Jeg fik det anbefalet af Jonas, og kunne vælge at nuppe det gratis på Sauls site eller betale $5 direkte til Saul for det.

Udover at lave fin musik, forstår Saul Williams, hvad det drejer sig om. Uanset hvilken knap musikelskeren trykker på, får Saul opmærksomhed og spredt sit budskab.

Musikbranchen i fremgang

Salget af musik i Danmark går for første gang i mange år frem i 2006.

Kilde: IFPI Danmark. Screenshot fra Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift.

Det brune del er den danske musik; den grønne repræsenterer den internationale. Samtidig afslører Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift nye vinde og initiativer for at sikre branchen i de næste år. Formand Jens-Otto Paludan ridser 8 bud på en bedre fremtid op. I [] en kort forklaring af, hvad det dækker over:

1. Forbrugerne skal have flere valgmuligheder. [flere valgmuligheder, når det gælder anvendelsen af musik. Forbrugerne skal kunne udnytte de muligheder, de får gennem ny teknologi]
2. Interoperationalitet. [Det skal ikke være på grund af IFPI, at forbrugerne ikke får fuldt udbytte af den musik, som de erhverver lovligt. DRM og brugen af den er et vigtigt emne i den forbindelse]
3. Holdningsbearbejdelse. [Danskernes syn på musikken skal ændres. En holdningsbearbejdelse er en fælles opgave for musikbranchen]
4. Effektive støtteordninger. [Her ønsker IFPI flere støtteordninger, der også dækker andet end klassisk musik. F.eks. kan man kigge på filmbranchen for inspiration]
5. Det skal være let at være lovlig. [Clearing af musikrettigheder skal gøres nemmere - og skal sikre at kunderne kun skal henvende sig ét sted]
6. Udvikling af det digitale marked. [IFPI ønsker at være proaktive. De forventer ikke at forbrugerne skal respektere IFPI's rettigheder, hvis IFPI ikke respekterer brugernes ønsker og reagerer hurtigt på udviklingen]
7. Samarbejde og dialog internt i branchen. [Alle parter i musikbranchen bliver nødt til at anskue branchen som et hele. Det gør både medierne, politikerne og deres kunder]
8. Samarbejde og dialog på tværs af mediebranchen. [IFPI vil være en effektiv samarbejdspartner. Grunden er, at branchen er i hård konkurrence med andre dele af underholdningsbranchen, som IFPI dog har mange fælles interesser med]

Afgørende for vores succes bliver vores evne til at vælge dialogen. Med hinanden, med vores omgivelser og ikke mindst med vores kunder – forbrugerne, publikum. Det er i sidste ende dem, der bestemmer musikbranchens fremtid. Ikke os. [Jens-Otto Paludan, Pladebranchen06 IFPI Danmark årsskrift]

Alt i alt lyder det som om musikbranchen er ved at få øjne og ører op for, at der skal nye boller på suppen. Bedre sent end aldrig. Når det kommer til copyright på deres skriftlige materiale, well… gi’ dem 10 år til.

Et hit er et hit er et mikrohit

Det startede med at jeg dummede mig; var skråsikker på, at Tainted Love var et Soft Cell-nummer. Katrine vidste, at det oprindeligt var Gloria Jones, der indspillede Ed Cobb-kompositionen. Hun havde lige wiki’et det, inden vi optog 17. udgave af KommunikationsCast. Min gamle kollega, Dan Rachlin, ville have være skuffet. Efterfølgende skrev Thomas en kommentar om, at det jo var Gloria Jones. I hans kommentar var også et link til sangen på last.fm.

Først her slog det mig, at jeg – fjols som jeg er – stadig tænker hits og blockbusters på den gamle facon. Når jeg hiver min gamle NME Hitlistebog ud af reolen er Gloria Jones’ version af Tainted Love der ikke. Heller ikke i Warners US & UK Hit Singles. Så i min verden er den ikke et hit. Det var den heller ikke dengang. Men hos Last.fms brugere er den et pænt hit med 30.000 65.891 plays; et typisk eksempel på the long tail.

Pointen: Hitbilledet er blevet langt mere segmenteret. Et hit er ikke bare et hit. Et hit er et hit på P3. Eller på iTunes. Eller på Last.fm. Eller på Radio SydhavsØerne. Og nogle gange et hit flere af stederne eller en sjælden gang alle steder. Jeg lytter ikke til P3. Derfor går jeg hver uge glip af Ugens Uundgåelige. I gamle dage; pre-internet, var et hit et hit i radioen. Så travede vi ned i pladeforretningen og købte den. Salget blev registreret og sikrede den en placering på hitlisten. Men i dag er et hit noget andet og mere. Eller mindre og mere specielt. Så Gloria Jones er altså et mikrohit hos Last.fms brugere.

Jeg glemmer stadig en gang imellem, at det er sådan det hænger sammen. Så nu skrev jeg det, for ikke at glemme det igen.

Montreux Jazzfestival sætter standarden

Jeg er lige kommet hjem fra et hurtigt besøg på Montreux Jazzfestival. De fleste studser lidt, når jeg siger det, fordi jazz har et to-delt udtryk og publikum. Enten er det de forlæste, piberygende professortyper, der lytter til eksperimenterende jazz og sætter pris på comping og vamping. Eller også er det det lidt mere jævne publikum, der med store fadøl i plastickrus, lytter til skurvognsjazz og When the saints go marching in i Nyhavn. Jeg tror hverken jeg tilhører den ene eller den anden.

Montreux Jazzfestival er dog så meget mere end jazz. Og det er faktisk her at festivalen bliver interessant. For mest af alt er det et mødested for kvalitet og enighed om at hæve standarden. Ikke mindst når det kommer til selve lydoplevelsen. Listen over optrædende er lang og imponerende og mange af navnene er ikke lige dem, man ville skyde på var at finde til en jazzfestival: The Chemical Brothers, Motörhead, Beastie Boys, Faithless, Sly & The Family Stone, Prince, Pet Shop Boys, The B-52′s og Unkle. Naturligvis er der også mere forudsigelige navne som Al Jarreau, George Benson, Norah Jones og Larry Carlton.

Til de enkelte koncerter kan man vælge mellem 2 lydzoner; den ene med et lydtryk på 85dB og den anden med et lydtryk på 100dB. Begge dele er langt under, hvad vi udsætter os for til den typiske koncert i Vega, Forum eller Parken, hvor blodet helst skal fosse ud af ørerne. Lydkvaliteten er langt over, hvad vi normalt får serveret. Her er kælet for hver eneste detalje. Det lavere lydtryk gør nemlig også, at der kan bruges bedre og mere følsomme mikrofoner. Min første tanke var, at såvel 85dB som 100dB ville være for lavt til at få en rigtig koncertoplevelse, men min tvivl blev gjort til skamme. Jeg nød Fauve, Erik Truffaz, Raphelson, Lausanne Sinfonietta, Sophie Hunger, Rufus Wainwright og ikke mindst Lambchop. Faktisk har selve lydoplevelsen ikke før været så stor. En ekstra bivirkning ved det lave lydtryk er, at folk holder kæft og lytter. Jeg har skrevet Montreux Jazzfestival i kalenderen til næste år. Det vil ikke være nogen skidt sommerferie.

Bonusinfo: Montreux ligger i den fransktalende del af Schweiz, men i modsætning til Frankrig er engelsk accepteret. Det er en venlig og smilende by, der har den mest fantastiske beliggenhed. Og byen er i feststemning, på den behagelige og ikke-Roskilde Festival-agtige måde. Festivalen kører på sit 41. år og er vokset betydeligt siden det første line-up i 1967. Dengang blev festivalen afviklet på byens kasino, der dog brændte ned under en Frank Zappa-koncert i december 1971. Den samme eftermiddag havde Deep Purple sat udstyr op i de tilstødende lokaler for at optage albummet Machine Head. Fra deres hotelværelser på den anden side af gaden kunne de se kasinoet gå op i røg. Røgen lagde sig tungt over Geneve-søen, som Montreux ligger ud til, og inspirerede bandet til at skrive Smoke on the water.

We all came out to Montreux
On the Lake Geneva shoreline
To make records with a mobile
We didnt have much time
Frank Zappa and the mothers
Were at the best place around
But some stupid with a flare gun
Burned the place to the ground
Smoke on the water, fire in the sky

[Tekst: Deep Purple]

Slutningen på et smukt venskab

Jeg har lidt dårlig samvittighed, når jeg passerer Østerbrogade 92. Min lokale pladebutik er lukket. Og jeg bærer selvfølgelig en del af skylden. Jeg har ikke fået handlet der så meget de seneste par år. Mine musikindkøb foregår i højere og højere grad på nettet, hvilket har betydet færre lørdage i kø hos musikgenierne i Casablanca. Lukningen skyldes en kombination af huslejestigning, øget konkurrence og generel nedgang i salget af cd’er.

Vi ved, hvad vi snakker om, og hvis en af os ikke ved en bestemt ting, er der en anden, som ved det. Og vi har alle genrer undtagen klassisk, og så er vi kendt for at kunne skaffe varer hjem, vi har import fra hele verden [Indehaver Tim Østerberg, fra Lokalavisen Østerbro]

Jeg finder dog en lille trøst i at vide, at Casablanca også har fundet sin fremtid på nettet. Men minderne har man jo lov at ha’. Og på iTunes Store går der ikke 4 midaldrede fyre rundt og skiftes til at sætte deres yndlingsmusik på. Lur mig om det ikke var dét, der drev dem til at arbejde i forretning i så mange år.

Pladebutikkerne bliver færre, udvalget mere mainstream. Fona har hitlisten og lidt bagkatalog fra Springsteen og Salomonsen. TP Musikmarked virker mest som lagersalg med hitlisterne som camouflage. Guf, der er svære at finde på nettet, har stadig egen import og er nok den mest nørdede af kæderne. Udover disse er det svært at opdrive en god, gammeldags pladeforretning. Så alternativet er at gå på nettet og købe cd’er på f.eks. Amazon. Om det var hønen eller ægget, der kom først, er nok svært at sige.

Men kan en dansk pladebutik på internettet så klare sig mod de internationale, der har stordriftsfordelene? Og mod download-butikkerne med den toptjekkede millionbutik fra Apple i front? Hos iTunes får man også smagsprøver, inden man køber. Et album som lydfiler koster 80 kr. hos iTunes, mens Casablancas lidt mere lavpraktiske hjemmesidedesign tilbyder en cd for 126 kr + 20 kr i forsendelse. Så er du villig til at undvære musikken i fysisk format, er der mange penge at spare.

I Casablancas favør er dog muligheden for at kunne ringe i åbningstiden og stille musikspørgsmål. Her kan iTunes ikke hamle op. Kan du ikke selv søge det frem, findes det nok ikke. Hvordan vil Casablanca i det daglige formå at få deres musikviden ud over kanten på deres hjemmeside? Det var dét, der tiltrak kunderne. Fyrene i butikken vidste alt, kunne de gode musikhistorier; hvem spillede guitar for hvem og hvornår var det nu det andet Stones-album udkom, og så anbefalede de gerne. Og mon ikke deres filter og sortering var knapt så forudsigeligt, som iTunes’ anbefalinger? Jeg tror personlighed og musikviden er deres eneste overlevelseschance på nettet. Så tag værdierne fra butikken med online.

Meninger om iPod-generationen

Jeg faldt over et velformuleret, næsten poetisk bud på, hvorfor det går godt for en stor del af musikbranchen:

Everyone is so in love with their iPod, that it’s bringing people back to music. So people are falling in love with music again, and this means it’s a very healthy time for music.

- Stephen Duffy, musiker, Sound on Sound, sept. 2006

En konsekvens af The Long Tail. Men med nem adgang til et stort musikudbud mistes måske også relationen til den enkelte kunstner eller sang:

I’ve met people who don’t even know what half the material on their iPod is [...] When did we stop being interested in music? [...] who created any particular piece of music and why, who played on whose album, who produced whom.

- Christopher Budd, composer, Sound on Sound, sept. 2006

Relateret:

Læs hele Christopher Budds artikel her.
Stephen Duffy i Guardian om samarbejdet med Robbie Williams.
Stephen Duffys blog.

Tillidsøkonomi

Min gode ven, Rasmus Rasmussen (musiker, fotograf, designer), skrev for nylig en blogpost om en idé til betaling af online-musik:

Suppose you got a song through a download service, such as iTunes. Suppose you didn’t pay anything up front either, but that you later had, or were simply encouraged, to rate the same song from 1-10 and then pay $0.10 per point given. That way, you would end up paying ten cents if you didn’t like the song (let’s call it to cover the bandwidth used for downloading it) and all the way up to one dollar, if you absolutely loved the song. [fra]

Idéen om at lade kunden bestemme prisen på et produkt er ikke ny, men det gør den ikke dårligere. Jeg hørte første gang om den i forbindelse med restauranten Just Around the Corner, der lå i London. Her var der ingen priser på menukortet:

…he makes 20% more here on average than he does in another restaurant he owns which he says is similar but with prices on the menus. [fra]

For nogle måneder siden afprøvede jeg selv idéen med en kunde. Jeg havde lavet et stykke arbejde, som havde taget mig en time, men som havde en stor værdi for ham. Snakken endte dog hurtigt i et: ‘Sig nu bare, hvad du skal have’. Ingen bebrejdelser; for det må være mindst lige så svært at prissætte dén vej, som det er den anden. Eller som Imogen skriver i sin anmeldelse af Just Around the Corner:

Possibly we underpaid, I certainly thought so afterwards, and it’s one of the few downsides of this place that walking out wondering if you’ve left enough is not necessarily the best way to end an evening. [fra]

Kender du til andre cases om tillidsøkonomi, så skriv gerne en kommentar. Det samme, hvis du ved, hvad der er sket med Just Around the Corner.

Relateret:

Peter Rossi, kok og dengang-blogger, skrev om konceptet for 2 år siden.

« Forrige side « Previous Page