Arkiv for indlæg tagget med "nancy gertner"


Digital fremgang for pladebranchen

musik2009

Omsætningen af musik i digitalt format rundede 100 mio. kr. i Danmark i 2008. Det svarer til knap 19% af det samlede danske musiksalg på 565 mio. kr.

Den endelige opgørelse er først klar i februar, men pladebranchen regner med at nå ca. 107 mio. kr. på det digitale område. En fremgang fra 54 mio. kr. i 2007.

Ifølge IFPI, pladeselskabernes brancheorganisation, skyldes den digitale fremgang nye forretningsmodeller i musikbranchen, f.eks. TDC’s abonnements-tjeneste PLAY.

Fremgangen i det digitale, overgås af faldet i det fysiske salg. Enkelt-cd’er faldt med 23%, boxsæt med 6%. Men der er også en lille positiv og overraskende udvikling i omsætnings-tallene. Der blev solgt 63% flere vinylalbums i 2008 end året før. Vinyl udgør dog kun 0,3% af pladeselskabernes samlede salg.

Den foreløbige opgørelse viser, at det stadig går i den forkerte retning. Der er et fald i det totale marked for indspillet musik i Danmark på 8,3%. IFPI anslår iøvrigt, at 95% af alle musikdownloads på internationalt plan er ulovlige. Du kan læse mere om pladebranchen i den nye internationale Digital Music Report 2009 fra IFPI. [pdf-fil | 2,1 MB].

Relateret: Amerikanske RIAA, som jeg har skrevet om tidligere, har lovet at de ikke fremover vil sagsøge enkeltpersoner for ulovlig fildeling, når de igangværende sager er afsluttede.

Interessant er det også, at en høring i en af disse sager vil blive webcastet i næste uge på courtroomlive.com. Boston-dommeren Nancy Gertner, der i tidligere sager har taget de anklagedes side, har netop givet tilladelse til, at der må webcastes fra retslokalet:

The public benefit of offering a more complete view of these proceedings is plain, especially via a medium so carefully attuned to the Internet Generation captivated by these filesharing lawsuits #

Bonus-gadget: Hvis du er træt af MP3, så tjek Vestax VRX-2000, der kan skære vinyl-plader. Den koster beskedne kr. 59.995,-.

Update 20/1: TDC har lukket for kundernes adgang til The Pirate Bay.