Arkiv for indlæg tagget med "nbc"


Det bedste ved nettet

En af de bedste ting ved nettet er, at jeg altid kan finde nogen, der har løsningen på det problem, jeg står med. Der er altid nogen, der har oplevet det samme som mig. Der er altid nogen, der har realiseret, hvad jeg går og drømmer om. Hvis jeg vil vide noget eller mere om noget, er det kun et tryk væk.

Nettet glemmer nemlig aldrig, men går til gengæld hurtigt i selvsving. Hvis jeg f.eks. laver en Google-søgning på Apples mobiltelefon, iPhone, er der 139 millioner søgeresultater. Ikke dårligt, taget i betragtning, at den først kom i handlen i USA i går og først rammer Danmark senere på året:

Jeg kan ikke sige det mere præcist, end at den vil ramme markedet i fjerde kvartal 2007 [PR-ansvarlig hos Apple, Frederik Halfdan, fra politiken.dk]

På under et minut kan jeg finde ud af, at ingen kommer nemt til Apples iPhone. Philadelphias borgmester, John Street, sad som nummer 3 i køen for at få en iPhone i går.

Jeg kan også læse 7 sider på howstuffworks.com om, hvordan iPhone egentlig virker. Men jeg vil gerne endnu mere i dybden. Vi drenge kan nemlig godt lide at flå ting lidt fra hinanden. Men det kræver tålmodighed, hvilket ikke alle besidder:

Mens vi ventede på vidunderet, fik vi tiden til at gå med at gætte på, hvad den kunne. Conan O’Brien, der er vært på NBC’s Late Night, lavede denne reklame for iPhone:

I den tid jeg har brugt på at skrive dette blogindlæg, er antallet af Google-søgeresultater på ordet iPhone steget fra 139 til 142 millioner.



TV er dødt. Længe leve nettet

Det Økonomiske Råd forudser, at konjunkturerne vil vende, hvilket betyder nedsat vækst. Det kommer til at gøre ondt, bl.a. hos TV 2, der for første gang i mange år, indstiller sig på dårligere tider:

Vi reber sejlene i bekymring for, at der kommer en lavkonjunktur
[Anders Kronborg, Økonomidirektør på TV 2, fra business.dk]

Hvis man krydrer med de seneste tal fra mediebureauet, PHD, har tv en slem tid foran sig: De sidste 7 år er de unges (12-20 år) tv-forbrug faldet med 20%. Samtidig er deres internetforbrug steget, så det nu er større end tv.

I USA er situationen lige så slem for de gamle medier. Ifølge Nielsen Media Research er det kun 10 percent af de 18-24 årige tv-seere, der ser aftennyhederne fra enten ABC, NBC eller CBS.

I think of watching network newscasts as something my parents do [...] I can’t imagine my friends sitting down to watch an actual network newscast at 6:30 because we’re doing other things at that time. It’s a lot quicker to go online. I customize my news [22-årige antropologistuderende Jen Jablow, fra The Philadelphia Inquirer]

Informationsstrømmen bliver større og tilgangen lettere. Vi er alle vores egne nyhedsredaktører på nettet og pludselig virker de gamle medier gammeldags og tunge:

Jeg så lige TV-Avisen forleden, for første gang i 3 måneder, og blev frygteligt irriteret over det lave tempo og den mærkelige fortælleteknik. Og det er alligevel overraskende, for det er ikke mere end 3 år siden, at jeg så TV-Avisen dagligt [Katrine Emme Thielke, fra KommunikationsCast # 12]

Derfor ser vi i disse år tv-stationerne gøre ting, de aldrig har gjort før. De nærmest snubler over deres egne ben, for at komme ind på nye markeder. F.eks. vil de næsten allesammen gerne levere platformen til brugergenereret indhold på nettet og er ivrige efter at få en dialog med seerne. Fordi, som videnschefen hos Innovation Lab siger:

Internettet forbinder mennesker, mens tv’et er envejskommunikation. Det er for mig den banale forklaring på udviklingen [Christian Schwarz Lausten, videnschef i Innovation Lab, fra politiken]

DR lader deres studieværter blogge og seerne kan komme i dialog med dem. Nyeste nettiltag i DR-Byen er DR Update, der er tv-nyheder på nettet.

På internettet har brugerne mulighed for selv at klikke sig rundt mellem indslagene, vurdere historierne, videresende gode indslag og læse eller se mere om emnet på dr.dk [fra dr.dk]

TV 2 er også i fuld gang med at udvikle deres blogunivers; faktisk har næsten alle de etablerede medier taget blogs til sig. Måske fordi det er det mest hypede, måske fordi det er det nemmeste at komme hurtigt i gang med:

Det er dine private tanker om verden – og der er ingen andre end dig, der bestemmer, hvad du kan skrive om. Du bestemmer også selv, om din TV 2 Blog skal være offentlig eller privat [fra blog.tv2.dk]

Det kan dog være lidt svært at se, hvorfor jeg skal vælge at lade TV 2 hoste min blog, fremfor f.eks. Blogger.com, Smartlog.dk eller Urbanblog? Den svenske avis Metro har stillet sig selv det samme spørgsmål og har nu fundet svaret. De betaler dig, hvis du blogger hos dem og vel at mærke kan tiltrække læsere:

Det här är ett av flera projekt som vi sjösätter för att stärka vår position på nätet. Det som gör projektet unikt är att vi betalar de som skapar trafiken [fra metro.se via Mediehack]

Og hvorfor skal jeg levere gratis indhold uden at få noget igen? Gratis hosting af blogs kan jeg få alle vegne. Så mediehusene bliver nødt til at levere noget unikt; enten en blogplatform med helt unikke features, nye sociale netværktøjer eller god, gammeldags betaling for mine ydelser. De kunne jo også udvikle tv-stationen eller avisen, der ikke blot gjorde som alle de andre, men i stedet omfavnede brugernes hungren efter dialog og tilstedeværelse. Faktisk var Jørn Hjorting ren 2.0, da han i 1968 opfandt De ringer, vi spiller. Og måske har verden slet ikke ændret sig så meget siden da.