Arkiv for indlæg tagget med "nye medier"


Gordon Kennedy på Facebook

gordonkennedy

Skuespilleren Gordon Kennedy har lavet sin egen sketch-kanal på Facebook, hvor han tjekker at vennernes status-updates stemmer overens med virkeligheden.

Du kender måske Gordon Kennedy fra standup, fra DR’s Transit, fra filmen Stjerner uden hjerner (indehaver af en fin rekord) eller har set ham i en tv-serie, i et teaterstykke eller en revy.

I dag faldt jeg ved et tilfælde over hans seneste projekt. Og blev helt glad. Det er nemlig godt, originalt og modigt. Projektet er en gruppe på Facebook, der hedder FACEBOOK skechshow (slåfejl kan ikke lige rettes i gruppenavne på Facebook)Facebook Sketchshow.

Gruppen danner rammen om en række video-sketcher, der tager udgangspunkt i Gordons Facebook-venners status-updates. For hvor meget af det vi skriver på Facebook er selviscenesættelse for at pumpe vores digitale identitet op og hvor meget er sandhed? Gordon tager vennernes updates for pålydende og tager ud for at tjekke, at det rent faktisk forholder sig som de påstår.

Nogle af sketcherne fungerer selvfølgelig bedre end andre. Men sådan er det også, når man ser et comedyprogram i tv. Alt taget i betragtning er det velproduceret og underholdende.

Det originale i projektet består i, at Gordon Kennedy aktivt bruger en Facebook-gruppe til noget. Han prøver endda med brugerinddragelse:

Dette er et forsøg på at lave “tv” for hinanden, om hinanden, så har du en god idé til en kort sketch, ja så er det bare at gøre opmærksom på det her…. #

Den modige del er, at en etableret skuespiller benytter sig aktivt af nye mediers muligheder for at blive set og hørt, for at udvikle idéer og måske sig selv.

Forretningsmodellen? Det evige spørgsmål på nettet. Der er et par sponsorer, hvis navne bliver vist i starten af sketcherne. At dømme ud fra dem, har Gordon måske fået stillet en Smart Car og en HTC-mobiltelefon til rådighed. Men det er rent gætværk fra min side.

Facebook-relateret: Nadja Pass har skrevet en god artikel om Facebook Updates retorik på Kommunikationsforum.



Kcast i Markedsføring

KommunikationsCast modtog Markedsførings stafet med spørgsmålet: Hvorfor dog bruge tid på at sende gratis radio via nettet til 400 lyttere?

Det er et godt spørgsmål. Det blev stillet af Markedsførings redaktionschef Christian W. Larsen, der bragte det videre fra Patrick Damsted, som havde stafetten før Katrine og jeg.

Jeg har speaket på tv, mens over 1 mio. mennesker har lyttet. Jeg har lavet radiokonkurrencer, hvor langt flere end 400 mennesker ringede forgæves. Så tallet 400 kan virke som en fiasko. Jeg betragter det dog langt fra som det.

Faktisk er podcastet KommunikationsCast noget af det sjoveste og mest givende jeg har lavet, når det kommer til medier. For nylig var jeg på besøg på Journalisthøjskolen, hvor jeg fortalte et hold journaliststuderende om podcasting. Jeg rundede af med at fortælle, hvad jeg får ud af at podcaste:

Faglig viden: Det er jo fantastisk, at kunne ringe til YouSee og spørge om, hvordan de kom på med netop dét navn. At kunne ringe til Telia og spørge, hvordan de håndterer iPhone-kritikken og komme hjem med et scoop, der bliver samlet op af andre medier. At kunne tage en tur ud i DR Byen og sætte sig ind i DR1′s speakboks og lave interview med stemmen, vi hører i tv hver aften.

Dialog: Den åbenlyse og direkte dialog med de kommunikations-, reklame- og mediefolk vi interviewer og naturligvis dialogen med vores lyttere, der kommenterer, gør os klogere, roser og brokker.

Del af en demokratiseringsproces: For under 100 kr. om året kan man købe sig et navn på nettet. For mindre end en 10′er om måneden kan man købe et lille hjørne, som man kan fylde med indhold. På lige fod med de største medievirksomheder. Det er sgu demokrati.

Metaviden om nettet: På godt og ondt lærer jeg langsomt en hel masse om nettet. Både når det kommer til lyd på nettet, blogværktøjer og søgemaskine-optimering.

Netværk: Podcastet fungerer som et visitkort for mig, har jeg fundet ud af. Endnu en lille flig, der – sammen med resten af søgeresultaterne på mit navn – giver et billede af mig. Podcastet sætter mig i forbindelse med en masse forskellige mennesker, jeg ikke ellers ville have fået kontakt med.

Læs interviewet med Katrine og jeg selv i Markedsføring, så længe den aktuelle e-avis er tilgængelig. Det er på side 32.

For eksemplets skyld prøvede jeg lige at optage et par sekunder af Kcast i en spand:

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.



Nye medier til nye journalister

En ny medieverden kræver nye arbejdsprocesser, nye tankegange og nye værktøjer. Journalisthøjskolen havde i fredags arrangeret en nye medier-dag for de kommende journalister.

René Westendahl fra Saatchi & Saatchi fortalte om viral markedsføring, Lars K. Jensen fra Ekstra Bladet om nye medier og hvordan avisen bruger dem (Lars har delt sine eksempler på medieblogger.dk) og jeg selv fortalte om podcasting på nye medier-dagen på Journalisthøjskolen. Det var Ditte Maria Bergstrøm, der havde sammensat dagens program.

Jeg valgte at primært bruge KommunikationsCast som case, da jeg her både kunne fortælle om overvejelser, valg og konsekvenser. Jeg nævnte også, hvordan  etablerede radio- og tv-stationer kan bruge podcasting til at forstærke lytning og sening ved at muliggøre time shifting. Et godt eksempel på det er DR P3′s De Sorte Spejdere, der de første 5 måneder af 2008 havde 1 mio. downloads.

Jeg brugte Rasmus Rasmussens Dare to Danish som eksempel på, hvor enkelt et podcast kan laves. Rasmus’ podcasts varer ca. 15 sekunder og består af en frase sagt på engelsk og derefter gentaget på dansk. En slags audioparlør. Men med et tvist. For det er ikke lige den slags sætninger, som amerikanske turister kan komme langt med i Danmark. Min formodning er, at hvis brugeren kan lide podcastet, så bruger hun måske også lidt tid på at udforske resten af Rasmus’ univers af blogs, podcasts, billeder og musik.

Det sidste eksempel jeg havde med, var The Guardians Media Talk. Et ugentligt podcast om de engelske medier. Podcastet er blot én af 14(!) podcasttitler, som den engelske avis The Guardian producerer. Som noget nyt vil Media Talk nu prøve at integrere et 30 sekunders reklamespot i starten af podcastet. Ikke i sig selv noget revolutionerende; at ville tjene penge. Det nye og forfriskende er, at åbent fortælle lytterne om tankerne bag og beslutningsgrundlaget for. Avisen har i øvrigt også sit daglige podcast, Guardian Daily – the World on your iPod.