Arkiv for indlæg tagget med "patrick-damsted"

5 hurtige: 2008-11-14

1. Læg et bogmærke (time link) i et YouTube-klip. Fantastisk, når du nu bare vil vise den ene pointe, der ligger f.eks. 2 minutter og 10 sekunder inde i en 7 minutter lang film. [via Lars K]

2. Min gode ven, Patrick Damsted, researcher blogs og blogindlæg. Blogindlægget, der gjorde en forskel undersøger, hvad der gør et godt blogindlæg. Læs selv med i besvarelserne og se om der er en rød tråd.

3. Jeg glæder mig til en nørdsnak om geojournalistik med Jesper Ishøj på mandag. Du kan høre resultatet i en kommende udgave af KommunikationsCast.

4. Blogpapa på Politiken, Kim Elmose, har fanget Politikens lysavis i et stille øjeblik. Måske under en genstart. Måske med en stille metakommentar til mediesituationen i Danmark. Måske kører de bare Windows.

5. Forleden så jeg Justice-koncertfilmen A Cross the Universe, der var på programmet i forbindelse med CPH:DOX 08. På den ene side overfladisk og forklippet. På den anden side sad jeg og klukkede i en time i biografen, så noget kunne den. Her er traileren, hvis du har nerverne:

Kcast i Markedsføring

KommunikationsCast modtog Markedsførings stafet med spørgsmålet: Hvorfor dog bruge tid på at sende gratis radio via nettet til 400 lyttere?

Det er et godt spørgsmål. Det blev stillet af Markedsførings redaktionschef Christian W. Larsen, der bragte det videre fra Patrick Damsted, som havde stafetten før Katrine og jeg.

Jeg har speaket på tv, mens over 1 mio. mennesker har lyttet. Jeg har lavet radiokonkurrencer, hvor langt flere end 400 mennesker ringede forgæves. Så tallet 400 kan virke som en fiasko. Jeg betragter det dog langt fra som det.

Faktisk er podcastet KommunikationsCast noget af det sjoveste og mest givende jeg har lavet, når det kommer til medier. For nylig var jeg på besøg på Journalisthøjskolen, hvor jeg fortalte et hold journaliststuderende om podcasting. Jeg rundede af med at fortælle, hvad jeg får ud af at podcaste:

Faglig viden: Det er jo fantastisk, at kunne ringe til YouSee og spørge om, hvordan de kom på med netop dét navn. At kunne ringe til Telia og spørge, hvordan de håndterer iPhone-kritikken og komme hjem med et scoop, der bliver samlet op af andre medier. At kunne tage en tur ud i DR Byen og sætte sig ind i DR1’s speakboks og lave interview med stemmen, vi hører i tv hver aften.

Dialog: Den åbenlyse og direkte dialog med de kommunikations-, reklame- og mediefolk vi interviewer og naturligvis dialogen med vores lyttere, der kommenterer, gør os klogere, roser og brokker.

Del af en demokratiseringsproces: For under 100 kr. om året kan man købe sig et navn på nettet. For mindre end en 10′er om måneden kan man købe et lille hjørne, som man kan fylde med indhold. På lige fod med de største medievirksomheder. Det er sgu demokrati.

Metaviden om nettet: På godt og ondt lærer jeg langsomt en hel masse om nettet. Både når det kommer til lyd på nettet, blogværktøjer og søgemaskine-optimering.

Netværk: Podcastet fungerer som et visitkort for mig, har jeg fundet ud af. Endnu en lille flig, der – sammen med resten af søgeresultaterne på mit navn – giver et billede af mig. Podcastet sætter mig i forbindelse med en masse forskellige mennesker, jeg ikke ellers ville have fået kontakt med.

Læs interviewet med Katrine og jeg selv i Markedsføring, så længe den aktuelle e-avis er tilgængelig. Det er på side 32.

For eksemplets skyld prøvede jeg lige at optage et par sekunder af Kcast i en spand:

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

KommunikationsCast i de andre medier

Vores ugentlige podcast, KommunikationsCast, holder sommerferie på skolebænken. Vi har produceret 5 podcasts i serien Kommunikationsskolen.

De sætter fokus på 5 områder inden for kommunikation, reklame og medier. Det første er online nu og handler om hvordan man laver en kampagne. I de 5 podcasts får vi selvfølgelig kvalificeret bistand fra vores trofaste ekspertpanel bestående af Peter Andreas, Martin Sønderlev Christensen og Patrick Damsted.

Vi har også netop (for første gang) været kilde til en nyhedshistorie. Det drejer sig om Telias lancering af iPhone i Danmark samt det omdiskuterede abonnement. Det startede med at Dorte Toft citerede fra KommunikationsCast # 67 på sin fremragende blog Bizzen – IT & Business. Her faldt både Lars K. Jensen og Newz.dk over den – og Macnyt.dk samlede også historien op. Og i dag endte den så hos Ekstra Bladet, hvilket vi jo er meget glade for.

Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over nogle af de store nyhedsmediers ageren på nettet. Det virker som om at de helst vil være i fred og blot have et eget lille indadvendt fristed for deres nyheder. Fred med det. Men taget i betragtning at de skal leve af omverdenen i en tid, hvor nyheder ikke er en sjælden ressource og hvor kunder ikke står i kø for at købe deres produkt, så virker det nu mærkeligt. Hvor de øvrige medier og blogs jeg omtalte tidligere alle formår at placere både sig selv og kilden i en internetmæssig brugbar kontekst ved at linke til relevante oplysninger andre steder, så undgår Ekstra Bladet det helt. Hvorfor linker de ikke til det omtalte Telia-abonnement, til Apples detaljerede iPhone-site og til vores podcast, hvis nu Ekstra Bladets brugere skulle have lyst til at høre Telias pressechef Rune Fick Hansen fortælle hele historien selv?

Hvorfor gør de det ikke nemt at udforske nyhederne? Hvorfor positionerer de sig ikke som sitet hvor man starter sin nyhedslæsning? Sitet der åbner, ikke lukker. Brugerne er jo alligevel ikke dummere end at de kan google sig frem til informationen. Hvorfor ikke hjælpe dem og blive husket for at være den fede link-leverandør? Internettet hænger sammen med links og er voldsomt kedeligt uden.

Udfordring # 2 og 3

For noget tid siden fik jeg en musikalsk udfordring af Patrick Damsted. Det har taget mig lidt tid at komme igennem den. Af flere grunde.

Mest fordi konkurrencen i min iTunes er hård. Jeg har aldrig købt mere musik, end jeg gør i disse år. Og jeg har aldrig købt og lyttet mere bredt, end jeg gør nu.

Men Trille er ikke lige at finde på iTunes. Ouch, regel nr. 1 for succes må være tilstedeværelse. Heldigvis kunne jeg lytte over skulderen på en venindes udgave af Trilles ‘Hej Søster’, så tak for det. Cd’en kan dog købes hos imusic og vejer åbenbart 107 gram.

Men damn, den er svær. For der er sgu ikke meget sex i Trille (og den sjove og skæve ‘Øjet’ er jo ikke på dette album). Rødstrømpesange båret af hverdag, nærhed og ærlighed kunne være speaken til packshot’et på tv-reklamen. Jeg vil rigtig gerne kunne lide Trille. Det ville være det nemmeste og behageligt politisk korrekt. Jeg var 4 år, da albummet udkom i midten af 70erne og er måske af det forkerte køn, så det kan bestemt ikke udelukkes at jeg slet ikke fanger budskabet.

Men når jeg lytter hører jeg kun 1:1-fortællinger, der mangler perspektivet og charmen. Det er banalt:

‘Kom og løft mig op, løft mig op til jeg føler jeg svæver. Og lad mig hænge som et spædbarn dér’.

Det gør næsten ondt. Minder lidt om nogle af mine og Patricks undersættelser af diverse pophits: ‘Slå mig spædbarn – én gang til!’. Men samspillet er fedt, det er godt spillet. Det er gode musikere og jeg ville gerne høre dem spille live, f.eks. i sommersolen sammen med gode venner og store fadøl.

Én ting elsker jeg dog ubetinget: båndsuset, der ikke er blevet fjernet. Måske mere en økonomisk end kunstnerisk beslutning, men dejligt befriende i vores digitale remastering-tidsalder.

Udfordring # 2 ryger lige tilbage til Patrick. The Streets-albummet ‘Original Pirate Material‘.

Udfordring # 3 får Rasmus, der rakte fingeren op. Måske fortryder han. Men tag et lyt til Justice ‘†‘.

Hvor mange chancer gi’r du TV 2 Radio?

Jeg havde sådan håbet, at TV 2 Radio ville lykkes. Som gammel radiomand kunne jeg godt unde mediet en succes. Jeg synes radio er et fantastisk medie. F.eks. fordobler radio din tid, fordi det indbyder til multitasking. Man kan køre bil, gå, løbe, spise, surfe (også med bræt og sejl), elske eller se tv, mens man lytter til radio. Man kan blive rasende på den dumme lytter, der er igennem eller forelske sig i studieværtens stemme. Man kan blive en anelse klogere. Eller høre den dummeste popsang. Mens man ved, at der er X antal tusinde lyttere, der lytter til det samme, samtidigt.

Patrick Damsted, der er tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning med speciale i medier og reklame, fik dog for nyligt nok og skrev en vred klumme om kommerciel radio i Danmark hos Mediawatch.

Og nu er den død i Danmark. Den kommercielle radio. DR har sejret ad helvede til – og med god grund. For på trods af statsradiofoniens betonkonstruktion, så har de forstået, hvad radio handler om. Radio handler om sjæl. Lytterens sjæl. [Patrick Damsted på Mediawatch]

TV 2 Radio har prøvet at finde en forhastet sjæl. Det er dog gået forbandet hurtigt med skiftene siden starten den 1. februar i år. Faktisk så hurtigt, at det minder om panik. Her en listen over de 4 morgenshows, der har fået chancen:

1. februar 2007: Mathias Buch og Camilla Miehe-Renard
10. april 2007: Timm Vladimir og Lisbeth Østergaard
2. juli 2007: Morten Mauritson og Mikkel Herforth
30. juli 2007: Søren Rosenørn, Lars Hjortshøj og Gitte Madsen

Ingen af dem har været så længe i luften, at det har været muligt at lære dem at kende og knytte et bånd til dem. Hvis der er een ting, der er sikker omkring radio er det, at det tager tid at opbygge lyttervaner. Og seriøst: Hvor mange chancer forventer TV 2 Radio at lytterne giver dem?

Jeg tænker ofte, at jeg er for farvet til at analysere radio. Så jeg spurgte retoriker og kommunikationskonsulent, Ditte Maria Bergstrøm, hvordan hun ville karakterisere kommerciel radio. Svaret kom prompte:

Nogle mennesker, der bliver halvkendte og selv synes de er fede. De er platte og ikke sjove, men er superinterne i deres (dårlige) dialoger med ringe emner og platte pointer [...] og så har de alle været på det samme stemmekursus [...] og der er aldrig noget musik, der udfordrer.

Musikproblemet er Patrick Damsted enig i:

Helt basalt handler det om to sjælelige tilstande eller ønsketilstande, som lytterne søger. Opladning: Når de vil slappe af og lukke sig ude fra verden og være sikker på at få deres egen slags musik så tager deres iPod. Oplevelse: Når de vil opleve noget nyt og høre ny musik så tænder de radioen. Såre simpelt. Men bare ikke en mulighed i Danmark, hvor alle kommercielle stationer står på tæerne af hinanden for at levere opladning til lyttere der ønsker oplevelse. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Patrick Damsted har ret et langt stykke hen ad vejen. Men radio er på vej ud, også når det kommer til oplevelse. Tilbuddene andre steder fra er for store, veludformede og effektive til at overse. Når jeg finder ny musik er det gennem venners anbefalinger. Eller via Last.fm, der laver din egen lille radiostation, der efter ganske få dages bekendtskab kender din musiksmag. Eller via Amazons og iTunes’ anbefalinger. Radioen er bestemt ikke det første sted jeg går hen for at finde ny musik. For hvordan finder de kommercielle radioer ud af, hvilken musik de skal spille?

Og I har lavet rotationer, baseret på auditorietests, hvor hundreder af mennesker har lyttet til få sekunder af masser af sange timevis i træk. Givet deres personlige værdiansættelse og sammen skabt et såkaldt ”format” med nogle få hundrede sange, der kunne spilles igen og igen – angiveligt for at opnå så høj og vedvarende kvalitet i musikken som muligt. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Sådan en test kaldes også for en CLT, Central Location Test. Problemet med den er, at man vælger og vurderer anderledes end man ville gøre derhjemme i vante omgivelser, hvor man udsættes for hele produktet og ikke blot en smagsprøve. Faktisk var det i sådan en CLT, at Pepsi vandt deres Pepsi Challenge over Coca Cola. Pepsi Challenge betød ultimativt at Coca Cola udviklede New Coke. Den slog Pepsi overbevisende i en CLT og blev internt i Coca Cola betegnet som det sikreste træk virksomheden nogensinde havde lavet. Men hvad skete der? Den floppede katastrofalt og blev fjernet fra markedet. Pointen er at en smagsprøve og en hel flaske cola er 2 meget forskellige størrelser.

If you only test in a sip test, consumers will like the sweeter product. But when they have to drink a whole bottle or can, that sweetness can get really overpowering or cloying [citat: Carol Dollard, Pepsi New Product Development - fra Malcolm Gladwells bog Blink]

Kommerciel radios fremtid? De bliver nødt til at lære at tale til og med mig. Ikke med endeløs sloganradio, men ved at lave vedkommende udsendelser. Udsendelser, der rører, lærer og udvikler.

… hvor længe gider du være i selskab med en person som kun vil sælge dig Tupperware? [...] Alt er designet til at øge lytningen af reklamerne – og ikke programmerne. [Patrick Damsted på Mediawatch]

Indtil da kan vi måske bruge dem til at falde i søvn til:

Listening to music caused physical changes that aided restful sleep, including a lower heart and respiratory rate, the researchers found [fra BBC]

Og så skal der i øvrigt mere end et nyt slogan og en endnu mere forudsigelig musikprofil til, for at gøre TV 2 Radio til en succes. Gab!

Relateret:
Læs også: Radioen, de kaldte tv.

Fremtidens reklame/bureaukratisk fis

Vi vader i reklamer. Langt de fleste af dem rammer helt præcist forbi, selv om de er lavet for, at de netop skulle ramme mig og dig.

Tag f.eks. Aldis forsøg på at sælge mig et navigationsanlæg ved at husstandsomdele deres “Aldi informerer” her i kvarteret.

Nu ved jeg intet om navigationsanlæg. Og endnu mindre om matematik. Men at kalde 10,9 cm for GIGANTISK er, udover at være unødvendig adjektivbrug, noget af en tilsnigelse, selv i Aldis Informationsavis. Men tilbage til pointen: Jeg har aldrig været i en Aldi-butik og jeg har ingen bil. Deres kedelige og klumset designede katalog gør mig ikke synderligt interesseret i at aflægge dem et besøg. Så hvornår bliver spredehaglsreklame for dyrt og uinteressant for Aldi?

I den anden grøft befinder min revisor sig. Han laver kundevedligehold. Sender forsigtigt det 8-siders kvartalsblad Revisorposten ud til sine kunder. Inklusiv følgebrev, såfremt de skulle være i tvivl om, hvad det nu er for noget. Her er et emne, der interesserer mig næsten lige så lidt som Aldis engangsrøverindkøb. Men det er pænt, informativt og sobert og indeholder masser af information, der gør livet som selvstændig noget lettere.

Gratisavisen 24timer slår alle rekorder i, hvordan man larmer reklamer ud over uskyldige læsere. De sælger ud og sælger forsiden. Og så mange andre af deres sider og på måder, der er faldet forbrugerombudsmanden for brystet. Han har nu indkaldt gratisaviserne til en samtale om deres tilgang til annoncer i aviserne. Poul Madsen, der er chefredaktør på 24timer, siger:

Kritikken er noget bureaukratisk fis, det er helt normal annonceplacering, og det her er at opfinde et problem, der ikke findes. Jeg er journalistisk garant for, at det ikke sker [fra politiken.dk]

Patrick Damsted, der er tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning på medie- og reklameområdet, er netop gået i gang med at skrive en bog om fremtidens medier og reklamer, set fra modtagerens perspektiv:

My main point is that we have to either entertain, teach or at least be relevant in the very moment they receive the information. Not abruptly break a movie with masscommunication about soap, when we do advertising in the future [fra damsted.wordpress.com]

En sjov detalje omkring bogprojektet er, at Patrick Damsted vil skrive bogen på sin blog og søger input til projektet.