Arkiv for indlæg tagget med "pladebranchen"

Digital fremgang for pladebranchen

Omsætningen af musik i digitalt format rundede 100 mio. kr. i Danmark i 2008. Det svarer til knap 19% af det samlede danske musiksalg på 565 mio. kr.

Den endelige opgørelse er først klar i februar, men pladebranchen regner med at nå ca. 107 mio. kr. på det digitale område. En fremgang fra 54 mio. kr. i 2007.

Ifølge IFPI, pladeselskabernes brancheorganisation, skyldes den digitale fremgang nye forretningsmodeller i musikbranchen, f.eks. TDC’s abonnements-tjeneste PLAY.

Fremgangen i det digitale, overgås af faldet i det fysiske salg. Enkelt-cd’er faldt med 23%, boxsæt med 6%. Men der er også en lille positiv og overraskende udvikling i omsætnings-tallene. Der blev solgt 63% flere vinylalbums i 2008 end året før. Vinyl udgør dog kun 0,3% af pladeselskabernes samlede salg.

Den foreløbige opgørelse viser, at det stadig går i den forkerte retning. Der er et fald i det totale marked for indspillet musik i Danmark på 8,3%. IFPI anslår iøvrigt, at 95% af alle musikdownloads på internationalt plan er ulovlige. Du kan læse mere om pladebranchen i den nye internationale Digital Music Report 2009 fra IFPI. [pdf-fil | 2,1 MB].

Relateret: Amerikanske RIAA, som jeg har skrevet om tidligere, har lovet at de ikke fremover vil sagsøge enkeltpersoner for ulovlig fildeling, når de igangværende sager er afsluttede.

Interessant er det også, at en høring i en af disse sager vil blive webcastet i næste uge på courtroomlive.com. Boston-dommeren Nancy Gertner, der i tidligere sager har taget de anklagedes side, har netop givet tilladelse til, at der må webcastes fra retslokalet:

The public benefit of offering a more complete view of these proceedings is plain, especially via a medium so carefully attuned to the Internet Generation captivated by these filesharing lawsuits #

Bonus-gadget: Hvis du er træt af MP3, så tjek Vestax VRX-2000, der kan skære vinyl-plader. Den koster beskedne kr. 59.995,-.

Update 20/1: TDC har lukket for kundernes adgang til The Pirate Bay.

To sider af musikbranchen

Den ene side handler om pigen Whitney Harper, der slås med RIAA om værdien af 37 popsange. Den anden side om et dansk band, der går nye veje og forlænger koncertoplevelsen for deres publikum.

Historierne har for så vidt intet med hinanden at gøre, udover at de begge relaterer sig til musikindustrien i 2008, og repræsenterer forskellige tankegange. Den ene fokuserer på distance, den anden på nærhed.

Whitney og de 37 sange
I 2004 delte den 16-årige Whitney Harper 37 sange via tjenesten KaZaA. I disse måneder bruger hun en del tid i retten, hvor hun slås med Recording Industry Association of America (RIAA).

I august blev den første dom afsagt. Whitney skulle betale $200 pr. sang – altså i alt $7.400 – som kompensation for de 37 sange hun havde delt. Det accepterede RIAA ikke. De havde i første omgang krævet, at hun skulle betale minimum $750 pr. sang. I følge the Copyright Act kan RIAA kræve ml. $750 og $30.000 pr. sang, hvis de kan bevise, at anklagede var klar over ulovligheden.

Whitneys forsvar var, at hun var 16 år og ikke havde viden om eller forstod begreber som fildeling og copyright. Desuden hævdede hun, at KaZaA ikke dengang gjorde opmærksom på, at materialet, der var tilgængeligt på tjenesten var ulovligt. RIAA argumenterede med, at de cd’er musikken var kopieret fra, havde copyright-tekst påtrykt cover og cd. Men da Whitney aldrig havde været i nærheden af original-cd’erne, hjalp det ikke. Hun hævdede også, at hun troede KaZaA i princippet var det samme, som at lytte til internetradio. Den 17. november skal hun i retten igen. Og denne gang foran en jury.

Imens læner RIAA sig op ad et Class Action Lawsuit fra en række af de brugere, de har hevet i retten gennem de seneste år, som er blevet kendt uskyldige. I retspapirerne hedder det bl.a.:

…the RIAA has engaged in a coordinated enterprise to pursue a scheme of threatening and intimidating litigation in an attempt to maintain its music distribution monopoly… [fra]

Jeg har skrevet om pladeselskaberne tidligere og tror stadig, at deres eneste overlevelsesmulighed er at bruge energien på en tidssvarende forretningsplan, frem for at sagsøge alt med et par hovedtelefoner på. Lovligt eller ulovligt.

Vincent og den evige koncert
Den anden historie har slet ikke fundet sted endnu. Den handler om det danske band Vincent Van Go Go. På lørdag den 27. september giver de koncert på spillestedet Rust på Nørrebro. Bandet er lige kommet hjem efter en turne i Tyskland og Schweiz og nu spiller de 4 koncerter i Danmark, inden de hiver stikket ud og går i studiet for at indspille et nyt album.

Det specielle ved koncerten på lørdag er, at bandet optager koncerten. Dagen efter går de i studiet og mixer den, sådan at koncertgængerne på mandag kan finde en kode i deres mail, der giver adgang til at downloade koncerten. Bandet fortæller:

Vi vil gerne dokumentere, hvordan vi lyder p.t. – man ved aldrig, hvad der sker, når man går i gang med nyt materiale… Derudover vil vi gerne give vores fans en live koncert med hjem, som de kan lytte til, mens vi holder os fra livescenen et stykke tid

Vincent har fat i den lange ende, når det kommer til at kommunikere med sit publikum. Lad os se mere nytænkning som det fra musikbranchen.

Hvis du interesserer dig for musikrettigheder, så lyt til KommunikationsCast # 46 (fra den 10. februar), der handler om pladebranchen, fildeling og piratkopiering. Her kan du møde Johan Olsen, der er forsanger i Magtens Korridorer og Jesper Bay, der er Marketing Direktør i pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI.

Update 26/9: En bonushistorie om musik og rettigheder fås på muxtape.com, som vi også snakkede lidt om i kommentarsporet til dette indlæg.

En sidste dans med pladeselskaberne

Doug Morris er CEO og bestyrelsesformand hos Universal Music Group; det ene af de 4 store pladeselskaber, der tilsammen står for 90% af det registrerede musiksalg i USA. Seth Mnookin har mødt ham og skrevet en god artikel til Wired om manden og pladebranchen. Jeg hiver altid pladebranchen frem som glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal håndtere nye medier (“ingen ønsker at lave en pladebranche”). Men at det hele er endt som det er endt, skyldes ikke forkerte valg, blot uvidenhed:

Morris insists there wasn’t a thing he or anyone else could have done differently. “There’s no one in the record company that’s a technologist,” Morris explains. “That’s a misconception writers make all the time, that the record industry missed this. They didn’t. They just didn’t know what to do. It’s like if you were suddenly asked to operate on your dog to remove his kidney. What would you do?”
[fra wired]

Seth Mnookin foreslår at en dyrlæge måske kunne være løsningen på det retoriske spørgsmål. Efter at have læst artiklen kan man næppe andet end at sidde tilbage og være blevet bekræftet i sin tro om at her er en branche, der ikke kunne have gravet sin egen grav bedre, om de så havde fået uanede ressourcer af spader, gravkøer etc. stillet til rådighed.

Morris goes on to rail against criminal-minded college students and low-life punks who steal the music that his artists work so hard to create. He admits to being fairly ignorant about technology and insists that his job is to nurture the creative side of the business — work that’s being threatened by all of this other nonsense.
[fra wired]

Det Morris kalder nonsens er virkeligheden. At ikke forholde sig til den, koster ham dyrt og kommer til at koste ham mere. Pudsigt er det også at de kunstnere, han forsvarer på sin forstokkede gammelmands-facon, næsten alle har set realiteterne i øjnene og opbygger skuespilkarrierer, laver sportstøj, parfumer og spiller flere koncerter end nogensinde før. Med et multinationalt pladeselskab i ryggen ser fordelingsnøglen sådan ud:

[screenshot fra]

Morris og Universal Music Group er dog ved at være klar til næste træk. Det inkluderer DRM-fri musik for at fjerne Apples monopol-agtige iTunes (som pladebranchen dog selv i store træk definerede), en forlovelse med Microsoft og derefter lanceringen af konceptet Total Music, hvor brugeren (eller Microsoft/udbyder) betaler en månedlig afgift for at kunne downloade al musik. Total Music kommer uden tvivl til at være DRM-beskyttet. Og så er cirklen fuldendt.

Nu vil jeg sætte mig hen og lytte til det nye album fra Saul Williams. Jeg fik det anbefalet af Jonas, og kunne vælge at nuppe det gratis på Sauls site eller betale $5 direkte til Saul for det.

Udover at lave fin musik, forstår Saul Williams, hvad det drejer sig om. Uanset hvilken knap musikelskeren trykker på, får Saul opmærksomhed og spredt sit budskab.