Verdens største pladesamling

Paul Mawhinney startede sin pladesamling for 60 år siden. Nu indeholder den 3 millioner plader og 300,000 cd’er med mere end 6 millioner titler.
Jeg har netop selv givet min pladesamling væk. Omend den var noget mindre, kan jeg godt relatere til Paul Mawhinney. Og det er rigtig synd, hvis hans samling bliver splittet op.
Man kan sige mange gode ting om vinyl, som Paul også gør i videoen. Jeg er ikke enig i de mere tekniske aspekter af hans historie. Jo, vinyl kan lyde godt, men gør det som regel kun på et anlæg til et fem-cifret beløb eller mere. Og jo, vinyl lyder ofte bedre end en overkomprimeret MP3-fil. Men vinyls største fordel i dag er nok, at det er hyggeligt på en stearinlys-agtig måde.
Indholdsmæssigt er jeg helt enig med ham. Selvfølgelig skal musikken bevares. Ikke mindst de 83% af hans arkiv fra årene ´48 til ´66, der ikke er tilgængeligt i digital form nogen steder.
Her er Paul Mawhinneys pladehistorie, der oser af stemning og kærlighed.
Direkte fra vinyl til iPod

Nu er det muligt at overføre din gamle vinyl direkte til iPod i ét enkelt trin. Numark har lavet en ny pladespiller med indbygget dock til en iPod.
Tidligere har det været en omstændig proces at overføre sin pladesamling fra vinyl til computer eller iPod. Det er stadig tidskrævende, da det jo foregår i realtime. Men det smarte er, at man bare kan sætte sin iPod i den indbyggede iPod-dock på Numark TTi og optage pladerne direkte ind på iPod’en.
Det er muligt at overføre vinyl på 33 og 45 rpm (og 78 via den medfølgende software), direkte til en 5. generations iPod Classic og 2. og 3. generations iPod Nano. De fleste tidligere iPods kan afspille musik gennem pladespilleren, men det er altså kun de seneste generationer, der kan optage direkte.
Man får næsten lyst til at hente hele pladesamlingen ned fra loftet, købe pladespilleren til kr. 1.800,- og komme i gang.






