Arkiv for indlæg tagget med "reklamer"


Kcast i Markedsføring

KommunikationsCast modtog Markedsførings stafet med spørgsmålet: Hvorfor dog bruge tid på at sende gratis radio via nettet til 400 lyttere?

Det er et godt spørgsmål. Det blev stillet af Markedsførings redaktionschef Christian W. Larsen, der bragte det videre fra Patrick Damsted, som havde stafetten før Katrine og jeg.

Jeg har speaket på tv, mens over 1 mio. mennesker har lyttet. Jeg har lavet radiokonkurrencer, hvor langt flere end 400 mennesker ringede forgæves. Så tallet 400 kan virke som en fiasko. Jeg betragter det dog langt fra som det.

Faktisk er podcastet KommunikationsCast noget af det sjoveste og mest givende jeg har lavet, når det kommer til medier. For nylig var jeg på besøg på Journalisthøjskolen, hvor jeg fortalte et hold journaliststuderende om podcasting. Jeg rundede af med at fortælle, hvad jeg får ud af at podcaste:

Faglig viden: Det er jo fantastisk, at kunne ringe til YouSee og spørge om, hvordan de kom på med netop dét navn. At kunne ringe til Telia og spørge, hvordan de håndterer iPhone-kritikken og komme hjem med et scoop, der bliver samlet op af andre medier. At kunne tage en tur ud i DR Byen og sætte sig ind i DR1′s speakboks og lave interview med stemmen, vi hører i tv hver aften.

Dialog: Den åbenlyse og direkte dialog med de kommunikations-, reklame- og mediefolk vi interviewer og naturligvis dialogen med vores lyttere, der kommenterer, gør os klogere, roser og brokker.

Del af en demokratiseringsproces: For under 100 kr. om året kan man købe sig et navn på nettet. For mindre end en 10′er om måneden kan man købe et lille hjørne, som man kan fylde med indhold. På lige fod med de største medievirksomheder. Det er sgu demokrati.

Metaviden om nettet: På godt og ondt lærer jeg langsomt en hel masse om nettet. Både når det kommer til lyd på nettet, blogværktøjer og søgemaskine-optimering.

Netværk: Podcastet fungerer som et visitkort for mig, har jeg fundet ud af. Endnu en lille flig, der – sammen med resten af søgeresultaterne på mit navn – giver et billede af mig. Podcastet sætter mig i forbindelse med en masse forskellige mennesker, jeg ikke ellers ville have fået kontakt med.

Læs interviewet med Katrine og jeg selv i Markedsføring, så længe den aktuelle e-avis er tilgængelig. Det er på side 32.

For eksemplets skyld prøvede jeg lige at optage et par sekunder af Kcast i en spand:

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.



Radiodays 2008

RADIODAYS er en årlig radiofestival, der henvender sig til de kommercielle radioer og DR, samt alle med en professionel interesse i radio. KommunikationsCast var med til RADIODAYS i DR Byen.

James Cridland, Head of Future Media & Technology for BBC Audio & Music Interactive og Nick Piggott, Head of Creative Technology at GCap Media plc fortalte, hvordan fremtidens radio ser ud i England. Hvilke muligheder og trusler der er på kort sigt og hvordan kan man tiltrække Facebook-generationen til radiomediet.

Kort fortalt er de begyndt at trække alle de kendte web 2.0-værktøjer og services ned over radioerne, så tagging og time shift blot er et tryk på en knap. Endnu vigtigere arbejder BBC og de kommercielle stationer sammen om at fastsætte standarderne, så brugerne ikke skal tænke i nye værktøjer, når de skifter station, men blot skal beslutte sig for, hvad de vil høre.

Thomas Schwartz, der er direktør i Gizmolink fortalte om wifi-radioen, der måske bliver radiomediets fremtid. Han havde ingen endegyldige konklusioner med, andet end at hans firma sælger langt flere DAB-radioer end wifi-radioer. Ikke overraskende, da DAB har brancheorganisationen DAB Danmark – bestående af producenter, distributører, forhandlere og radiostationer - i ryggen. Thomas fortalte at erfaringer viser, at de mange tusinde stationer, som man kan modtage på wifi-radioer typisk ikke bliver brugt. Samme pointe havde James Cridland og Nick Piggott i øvrigt: Generelt set vælger brugerne på nettet blot at lytte til deres favoritstationer.

Jeg har tidligere skrevet om FM-replanlægning og digital radio, hvor min pointe var at det ikke synes helt fair, at sende Danmark ud på shoppetur for at skifte samtlige af husstandens FM-radiomodtagere ud, når vi allerede har distribution (internettet) og modtagere (computere, mobiltelefoner, iPods etc.), som man i stedet kan bruge. Foretrækker man som bruger stadig at have et radioapparat med trykknapper stående, så virker wifi-radioen umiddelbart som en fornuftig løsning, uden de begrænsninger og brugeromkostninger som f.eks. DAB har.

Jeg var også til en session med The Prod God, Dave Foxx. Hør hans sprøde stemme her:

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

Dave har arbejdet på Z100 i New York i 21 år, de seneste 16 som Creative Services Director. I øjeblikket har han ansvaret for Clear Channels 5 stationer i New York samt et par stykker i Chicago og Los Angeles. Han fortalte om sit job med at holde Z100′s imaging (lydidentitet) knivskarp og in your face.

Dave Foxx kan du møde i denne uges udgave af KommunikationsCast, der blev lavet under RADIODAYS. Desuden har vi talt med radio-konsulenten Nik Goodman, programchef for The Voice og Radio City, Lasse Roldkjær samt Palle Bo, der er vært på Panikknappen. Katrine har også et par indtryk fra RADIODAYS på sin blog.