Det startede med at jeg dummede mig; var skråsikker på, at Tainted Love var et Soft Cell-nummer. Katrine vidste, at det oprindeligt var Gloria Jones, der indspillede Ed Cobb-kompositionen. Hun havde lige wiki’et det, inden vi optog 17. udgave af KommunikationsCast. Min gamle kollega, Dan Rachlin, ville have være skuffet. Efterfølgende skrev Thomas en kommentar om, at det jo var Gloria Jones. I hans kommentar var også et link til sangen på last.fm.

Først her slog det mig, at jeg – fjols som jeg er – stadig tænker hits og blockbusters på den gamle facon. Når jeg hiver min gamle NME Hitlistebog ud af reolen er Gloria Jones’ version af Tainted Love der ikke. Heller ikke i Warners US & UK Hit Singles. Så i min verden er den ikke et hit. Det var den heller ikke dengang. Men hos Last.fms brugere er den et pænt hit med 30.000 65.891 plays; et typisk eksempel på the long tail.

Pointen: Hitbilledet er blevet langt mere segmenteret. Et hit er ikke bare et hit. Et hit er et hit på P3. Eller på iTunes. Eller på Last.fm. Eller på Radio SydhavsØerne. Og nogle gange et hit flere af stederne eller en sjælden gang alle steder. Jeg lytter ikke til P3. Derfor går jeg hver uge glip af Ugens Uundgåelige. I gamle dage; pre-internet, var et hit et hit i radioen. Så travede vi ned i pladeforretningen og købte den. Salget blev registreret og sikrede den en placering på hitlisten. Men i dag er et hit noget andet og mere. Eller mindre og mere specielt. Så Gloria Jones er altså et mikrohit hos Last.fms brugere.

Jeg glemmer stadig en gang imellem, at det er sådan det hænger sammen. Så nu skrev jeg det, for ikke at glemme det igen.

Ingen relaterede indlæg.