Arkiv for indlæg tagget med "tanker"

Reboot 9.0

De sidste par dage har jeg tilbragt på reboot 9.0 sammen med venner, bekendte og andre interessante mennesker fra hele Europa. Her kan man tale om koncentreret indhold og meninger. Så meget, at det grænser til overload.


reboot is the European meetup for the practical visionaries who are building tomorrow one little step at a time, using new models for creation and organization in a world where the only entry barrier is passion. reboot is two days in June filled with inspiration, perspective, good conversations and interesting people [mere]

Jeg har oplevet et hav af talere. Enkelte gode, mange gennemsnitlige og enkelte dårlige. Det slår mig gang på gang, at der burde være en eksamen i præsentation, inden man bliver sluppet løs på Powerpoint (de fleste reboot’ere bruger vist Keynote).

På reboot er der et fedt koncept, der lige vækker en, når man har siddet i en 40 minutters so-so-præsentation; micropresentations. 15 slides á 20 sekunder, der skifter automatisk = 5 minutter. Resultatet er ofte imponerende. Det er komprimeret viden, så det rykker. Min favorit var Jeremy Keiths, der talte om hypertext [download præsentation]. Energimættet og lækkert udført.


En anden taler, der fangede min opmærksomhed var John Buckman. John Buckman startede Magnatune; et alternativt pladeselskab og site til download af musik. Her kan du lytte på hele albums og først derefter tage stilling til om du vil købe albummet. Hvis du køber kan du selv bestemme, hvor meget du vil betale [mere om tillidsøkonomi]. Minimumsprisen er $5. Det interessante er dog, at kun 20% af køberne vælger at betale minimumsprisen – de fleste betaler mere. Og endnu mere interessant er, at kunstneren får 50% af den pris du betaler.

Buckman talte også om sit seneste projekt; Bookmooch:

BookMooch is a community for exchanging used books. BookMooch lets you give away books you no longer need in exchange for books you really want [mere]

Ouch, det er jo en videreudvikling af Bibliotekr 2.0-konceptet. Buckman har endda søgning via Amazon. Men i stedet for at vælge at købe bogen hos dem, kan du bytte dig til den på Bookmooch.

Hvem har lånt min The Long Tail?

Jesper Balslev fra Webmercial.dk har fået en idé:

På min nokia n93 har jeg en stregkodescanner. Og der er bluetooth. Det betyder at jeg burde kunne scanne min bogsamling, og fortælle folk – der kommer forbi mit signal – om hvad der står på reolerne.

Nærliggende tanke: Hvorfor ikke fratage bibliotekerne monopolet på udlån af bøger, dvd’er, cd-rommer osv. og blive hinandens bibliotekarer? Dele vores fysiske medier med hinanden?

Det lyder umiddelbart som en fin, besnærende og brugbar idé. Så sent som i går, sagde jeg til en veninde: Det er da dumt at du køber den bog, når du kan låne den af mig. Men så kommer Jeppe lige og spoiler med dét, vi jo allesammen ved:

Men er det lovligt? Tilsyneladende ikke.

Samtidig åbner Jeppe op for en endnu større diskussion, end om vi skal kunne låne bøger af naboen:

Jeg går i højere og højere grad ind for en fuldstændig afskaffelse af dansk ophavsretslovgivning. Den slår meget mere værdifuldt ihjel, end den gavner.

Men hvordan stiller det mit lokale rockband, når jeg pludselig tager deres fede sang om kærlighed og knuste hjerter, klipper slowmotion-billeder til den og bruger det hele til en tv-reklame for min kunde? Hvor stiller det mig, når min kunde bruger de idéer og tekster, jeg har sendt i et oplæg, uden at kreditere (eller betale) mig?

Men tilbage til bøgerne: Jeg sidder og føler mig lidt småkriminel; min far har lånt en Dan Turèll-biografi af mig. Jeg har lånt en bog af min ven, Patrick. Og hvem fanden har nu lånt min The Long Tail?! Det er ikke superheldigt, da der står en anden her og skal låne den nu. Aflevér!

Tivoli træffes ikke

Jeg så nedenstående reklame på politiken.dk søndag aften:

[screenshot fra]

Og tænkte: Fedt! Indtil jeg så, at koncerten var et overstået kapitel. Derefter tænkte jeg: Ah, det er sikkert Politiken, der har kludret i indrykningen. Men så trykkede jeg på banneret for blot at finde ud af, at koncerten bestemt ikke var et overstået kapitel; der var faktisk stadig billetter til koncerten den 30. maj.

Skulle jeg ikke lige være flink og gøre Tivoli opmærksom på, at der er en fejl i deres banner-kampagne? Ind på tivoli.dk for at finde en mailadresse. 10 minutter senere må jeg give op. Den eneste mailadresse jeg kan finde på sitet er til, hvis jeg vil forudbestille kaffe og kage til pausen i forbindelse med koncerter i koncertsalen.

Det er slet ikke så nemt, det dér webnoget. Men faktisk er det jo bare interface og indpakning. Helt basalt handler al forretning om at købe og sælge og lave et overskud. Ikke så meget hokuspokus. Heller ikke på nettet. Det essentielle for at skabe kontakt – og senere handle – er, at man kan træffes.

Bonus: Tivoli har krydret deres site med lidt tomme huller ‘Kun til brug i admin’, hvilket vel betyder at vi andre bare skal holde snitterne væk.

[screenshot fra]

Update kl. 15.10:
Har sendt en mail til info@tivoli.dk (et gæt fra min side), og fået flg. retur:

Jeg formoder, at de mener “…inden for 5 hverdage” eller understreger de blot, at de besvarer mails indenfor?

Relateret:
Interview med John Naisbitt, bl.a. om handel og om, hvor lidt tingene i virkeligheden forandrer sig. [via]

Inspiration og nytænkning

Sebastian Overgaard skrev for nylig et blogindlæg om nytænkning. Jeg tror ikke mine tanker ligger langt fra Sebastians.

Men hvor kommer inspiration fra? Jeg bruger selv vanebrydning som kreativ generator. En tur gennem Botanisk Have, i stedet for at gå udenom, som vanen ellers byder mig. En tur på Statens Museum for Kunst, selv om jeg ikke selv ejer et maleri. En bustur gennem byen, fordi virkeligheden overgår alt vi kan finde på.

For et års tid siden gav jeg mig selv en lille kreativ opgave; køb én sang om dagen på iTunes. Okay, til tider er jeg ekstra kreativ og køber et album. Som f.eks. i dag, hvor jeg købte The Streets debutalbum ‘Original Pirate Material’. På nummeret ‘Let’s Push Things Forward’ lyder det:

You say that everything sounds the same
Then you go buy them!
There’s no excuses my friend
Let’s push things forward

Det fik mig til at tænke på Sebastians blogindlæg fra den 22. februar og på at jeg havde glemt at kommentere det.

Radioen, de kaldte tv

Min radiolytning er normalt begrænset til, hvad taxachaufføren vælger. Som regel P4 Københavns Radio, Radio 2, The Voice eller NRJ. Alle skyder forbi mig. Jeg er for ung af sind til P4 Københavns Radio (og da jeg sidder på bagsædet i taxaen, betragter jeg trafiknyhederne som irriterende afbrydelser) og med hensyn til de kommercielle; hvis jeg skal lade mig udsætte for en musikstrøm, der er valgt af andre, skal den indeholde mere end 200 sange, som jeg snildt kan have liggende (i et meget lille hjørne) på min iPod. Musikstrømmen skal også indeholde andet end de samme gennemtestede 200 sange, som Gallup og andre har testet, og som radioerne derefter spiller til hudløshed. Hvornår forstår radioerne, at det ikke er parametret mere? At musik er så let tilgængelig en vare i dag, at man bliver nødt til at hive i andre parametre og give lidt mere end de 200 bedst-testende sange?

Det var derfor også med tæt på ingen entusiasme, at jeg i dag tvang mig selv til at lytte til TV 2 Radio i en time. Radioen har, i min opfattelse i hvert fald, fået flere hug end roser i pressen. Jeg lyttede midt på dagen, hvor Thomas Madvig sad i studiet. Måske røg jeg ind i en heldig stime af musik, der appellerede til mig:

11:38 Groove Armada – My Friend
11:42 Zero7 – Futures
11:45 Ryuichi Sakamoto – Forbidden Colours
11:49 Angie Stone – Wish I Didn’t Miss You
11:55 Keane – Nothing In My Way
12:02 Everything But The Girl – Missing
12:07 Tina Dickow – Nobody’s Man
12:11 Coldplay – Talk
12:17 Blow Monkeys – Digging Your Scene
12:22 Kelis feat. Cee Lo – Lil Star
12:26 Dave Matthews Band – The Space Between
12:34 Scissor Sisters – She’s My Man
12:39 International Pony – Gothic Girl
12:42 Corinne Bailey Rae – Like A Star

Så hvem får mon ret? Tidligere bestyrelsesformand for Talpa Radio i Danmark (Radio 100FM), Jesper Sehested Lund:

Ikke én sang må få en lytter til at række ud for at skifte kanal. Når du spiller så bredt som TV 2 Radio gør, risikerer man, at radioen i virkeligheden bliver det modsatte – nemlig meget smal og til de særligt musikinteresserede

eller musikredaktør på TV 2 Radio, Niels Pedersen:

Den [TV 2 Radio] skal både servere kendte favoritter og tilbyde nye lytteoplevelser

Thomas Madvig havde mig, da han satte Zero7 på og holdt min opmærksomhed fanget lige indtil jeg storsmilende huskede Blow Monkeys; een af utallige maxisingler, der står i en kasse på loftet. Et kort sekund fik jeg lyst til at hente de gamle plader ned fra loftet og sætte en pladespiller til.

Relateret:
Citater fra Radionyt.com
Niels Pedersens blog
Thomas Madvigs blog

Komprimeret perfektion?

Hovedproblemet med DAB-lyden er dels et “udtværet” stereobillede og dels en manglende diskant, der betyder at DAB-lyden er “ulden” og mangler klarhed.

Endelig! Jeg har i årevis kogt over alskens lovprisninger af datakomprimerede digitalformater til musik. Jeg elsker musik. Og jeg elsker at det lyder godt. De fleste sætter lighedstegn mellem digital og god. Det er en sandhed med kraftige modifikationer, når det digitale bliver datakomprimeret, som det er tilfældet med f.eks. DAB og MP3.

En af svaghederne ved den lydkodning DAB anvender – MPEG1 lag II (ofte kaldet MP2) – er intensitetsstereo-kodningen, der betyder at man delvist slår frekvensområder sammen på højre og venstre kanal [...] Det betyder i praksis, at stereobilledet ofte mangler fokus og at musikinstrumenters placering i rummet bliver forkert. I visse tilfælde opstår der også en forkert balance mellem sang og baggrundsmusik.

Det er at stikke folk blår i øjnene, når DR går ud og prøver at overbevise befolkningen om, at de skal anskaffe sig en DAB-radio, hvis de vil være med på den nye bølge. Det kræver ikke mange sekunders sammenligning, på selv et middelmådigt stereoanlæg, at høre at et FM-signal er DAB overlegent, når det kommer til lydkvalitet.

DAB blev introduceret i sin tid som et stort spring fremad i kvalitet i forhold til FM, men fakta er at lyden på DAB i dag er markant dårligere end på FM.

Jeg synes det er synd, at vi har en hel generation af unge, der vokser op og lytter til MP3-filer på deres iPods, i troen at det er det ultimative, når det er så langt fra. Det virker så mærkeligt, at vi får større båndbredde, kraftigere computere, gigantisk harddisc-kapicitet og så vælger at en 4 minutters popsang ikke må fylde mere end 4 MB.

Hvornår blev lydkvaliteten overflødig?
Hvem tog beslutningen?
Der er en høne, der skal plukkes.

Relateret:

Citaterne er taget fra Stig Hartvig Nielsens artikel på Radionyt.com.
Professor Sverre Holms rapport: Lydkvalitet i DAB digitalradio.
DAB+ venter lige om hjørnet.

Software, når det rykker

I årevis brugte jeg Microsoft Outlook og Word uden at tænke videre over, om der var alternativer. Det seneste år er jeg blevet mere opsøgende og har fundet gode programmer, der har lettet mit arbejde og ændret mine arbejdsvaner i positiv retning.

Min konklusion er, at der er alternativer. Fine programmer, lavet med opfindsomhed og en sjæl, der kan tilføre ny og tiltrængt energi til arbejdsprocessen.

Gmail: Mit første store skridt var at kvitte Microsoft Outlook (eller Entourage, som det nu hedder til Mac). Det blev erstattet af Googles Gmail. Det var en svær tilvænning, da Gmail er radikalt anderledes at arbejde i end mange af konkurrenterne. Men efter nogle dage gik det op for mig, at det faktisk fungerede. Måden at sortere samtaler på, den integrerede chat, søgefunktionen og hastigheden og naturligvis pladsen (omkring 2,8 GB).Til at starte med savnede jeg en klient (det lokalt installerede program), men det var mere vane end nødvendighed. Og jeg er temmelig overbevist om, at Gmail har en hyppigere frekvens af backups end jeg har. For nylig har jeg installeret deres Gmail mobil-klient, der stort set giver mig de samme mail-muligheder i min mobiltelefon. En fantastisk oplevelse, at ikke skulle blive ved computeren for at lige få den vigige mail sent fredag eftermiddag. Den kan jeg modtage hvor som helst.

WriteRoom: Så simpelt at jeg først tænkte at det var et stunt; en practical joke. WriteRoom er et tekstbehandlingssytem, der fylder hele din skærm. Standard-udseendet er en helt sort skærm med grøn cursor og grøn tekst. Jep, lige som i de gode gamle dage. Og det virker for mig. Jeg har aldrig tidligere tænkt over, hvor meget de 10 andre programmer og en overfyldt desktop egentlig distraherede skriveprocessen. WriteRoom er som en skrivemaskine og et stykke papir. Ingen overspringshandlinger og fristelser i synsfeltet. Måske er det ren placebo. Men jeg er villig til at lade mig snyde. Bonus: folk kommer og spørger nysgerrigt til det startfirser-agtige udseende.

Google Docs: Jeg startede med at bruge Google Docs, da det hed Writely; et mere sympatisk navn. Det er som at have Word online. Det er perfekt til tekstsamarbejde. Kan man leve med, som det også er tilfældet med Gmail, at have sine dokumenter lagret online og være online for at bruge det, er der nogle fantastiske muligheder. Det skal lige siges, at man sagtens kan uploade lokale tekstdokumenter til Google Docs. Det specielle og fede er, at man kan give andre læse- og skriverettigheder. Så ikke mere forvirring over, hvilken version og hvilke rettelser man har med i et dokument, der er blevet mailet frem og tilbage. Desuden kan man vende tilbage til tidligere gemte versioner af dokumentet. For ofte er der en ren- og ægthed i det første skriv, som ikke kan genskabes. 117 gennemskrivninger giver ikke altid perfektion.

Update:
Scrivener: Jeg glemte helt denne, der ligger og venter på et ledigt øjeblik. Jonas fra verture.net gjorde opmærksom på den for noget tid siden. Spændende. Specielt når grænserne mellem typer af software bliver brudt ned, og helt nye praktiske vinkler på klassiske arbejdsopgaver opstår. Ligegyldigt hvad skal Scrivener have en chance, alene på grund af domænenavnet Literature & Latte.

Kunderelation

For nylig blev jeg bedt af Fremtidens Relationer (Instituttet for Fremtidsforsknings blog) om at skrive et indlæg om kunderelationer på deres blog. Det lå jo lige til højrebenet, at skrive om mig selv og een af mine kunder. I stedet valgte jeg, at fortælle en historie om mit nye køleskab:

Jeg er i dårligt humør hver gang jeg skal have leveret noget; møbler, hårde hvidevarer, en pakke via fragtmand, internet-installation eller noget helt femte. Jeg er i dårligt humør, fordi jeg ved det går galt. Dét er i hvert fald de følelsesmæssige facts. Ikea dukkede jo aldrig op, TNT kom ikke den dag, de havde lovet og vaskemaskinemanden skruede slangen forkert på. En endeløs række af historier, der har kostet tid, penge og humør.

Læs hele indlægget her.

Meninger om iPod-generationen

Jeg faldt over et velformuleret, næsten poetisk bud på, hvorfor det går godt for en stor del af musikbranchen:

Everyone is so in love with their iPod, that it’s bringing people back to music. So people are falling in love with music again, and this means it’s a very healthy time for music.

- Stephen Duffy, musiker, Sound on Sound, sept. 2006

En konsekvens af The Long Tail. Men med nem adgang til et stort musikudbud mistes måske også relationen til den enkelte kunstner eller sang:

I’ve met people who don’t even know what half the material on their iPod is [...] When did we stop being interested in music? [...] who created any particular piece of music and why, who played on whose album, who produced whom.

- Christopher Budd, composer, Sound on Sound, sept. 2006

Relateret:

Læs hele Christopher Budds artikel her.
Stephen Duffy i Guardian om samarbejdet med Robbie Williams.
Stephen Duffys blog.

Tillidsøkonomi

Min gode ven, Rasmus Rasmussen (musiker, fotograf, designer), skrev for nylig en blogpost om en idé til betaling af online-musik:

Suppose you got a song through a download service, such as iTunes. Suppose you didn’t pay anything up front either, but that you later had, or were simply encouraged, to rate the same song from 1-10 and then pay $0.10 per point given. That way, you would end up paying ten cents if you didn’t like the song (let’s call it to cover the bandwidth used for downloading it) and all the way up to one dollar, if you absolutely loved the song. [fra]

Idéen om at lade kunden bestemme prisen på et produkt er ikke ny, men det gør den ikke dårligere. Jeg hørte første gang om den i forbindelse med restauranten Just Around the Corner, der lå i London. Her var der ingen priser på menukortet:

…he makes 20% more here on average than he does in another restaurant he owns which he says is similar but with prices on the menus. [fra]

For nogle måneder siden afprøvede jeg selv idéen med en kunde. Jeg havde lavet et stykke arbejde, som havde taget mig en time, men som havde en stor værdi for ham. Snakken endte dog hurtigt i et: ‘Sig nu bare, hvad du skal have’. Ingen bebrejdelser; for det må være mindst lige så svært at prissætte dén vej, som det er den anden. Eller som Imogen skriver i sin anmeldelse af Just Around the Corner:

Possibly we underpaid, I certainly thought so afterwards, and it’s one of the few downsides of this place that walking out wondering if you’ve left enough is not necessarily the best way to end an evening. [fra]

Kender du til andre cases om tillidsøkonomi, så skriv gerne en kommentar. Det samme, hvis du ved, hvad der er sket med Just Around the Corner.

Relateret:

Peter Rossi, kok og dengang-blogger, skrev om konceptet for 2 år siden.

« Forrige side « Previous Page