Ungdom på USB-stik

Genoplev glæden ved at optage et miksbånd. I dag er båndet erstattet af en USB-stik. Nu mangler vi bare software, der efterligner båndoptagerens karakteristika.
Jeg brugte ufatteligt mange timer på at mikse bånd i 80′erne. Rækkefølgen af sangene på et miksbånd er naturligvis essentiel. Pauserne mellem sangene skal også være helt rigtige. Nedtoningerne skal have den rigtige hastighed. Laver man en fejl, må man tilbage og prøve at klippe ind i en pause. Det hele kræver, at man kender sin båndoptager og har masser af tid, da det hele jo foregår i realtime.
Jeg genopfriskede formen, da jeg for nylig tog på sommerferie. Her var mediet blot en cd, men konceptet det samme. Dog med den undtagelse, at sangene nu blev hevet over i en spilleliste i iTunes og så brændt på cd.
SUCK UK har lavet en 64MB USB-stick, der bliver leveret i en gammeldags kassettebånds-indpakning, hvorpå du kan skrive titler og kunstnere. Rigtigt tjekket bliver det først den dag, der følger båndoptager-software med.






